Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Folkeuniversitet i fjernsynet

FOLKEOPLYSNING – Astrofysiker Anja Andersen, NBI, giver fjernsynsseerne en stjernehimmel, når DR2 lancerer programrækken 'Danskernes Akademi'. Folkeoplysningsprojektetet vil formidle den nyeste forskning i fjernsynet, for nu skal den akademiske verdens skatkammer være folkeeje.

Glæd dig til mandag den 11. januar kl. 14. Der går DR2 i luften med programmet Danskernes Akademi, der i første forelæsning har KU-forsker Anja C. Andersen ved katederet. I en helt ny programrække går landets fremmeste forskere til skærmen for at dele deres viden med seerne.

Hvert program vil have sit eget tema, som folkekære såvel som medieuvante forskere fra universiteter og andre vidensmiljøer vil debattere, og emnerne bliver også belyst af dokumentarer fra ind- og udland, så der er lagt op til smæk for licensskillingerne.

DR2’s nye programflade på går på tværs af tv og internet, og målgruppen omfatter både dem, der aldrig har sat deres fod på en campus, og dem, der i forvejen er dus med forelæsningsformen. Det eneste der kræves af modtagerne, er nysgerrighed.

Et stort folkeoplysningsprojekt

»Det er en oplagt opgave for en public service-kanal som DR2 at (…) åbne den fond af viden, der skabes i forskningsmiljøerne for befolkningen. Universiteterne har pligt til at formidle deres viden til befolkningen,« siger DR2’s kanalchef, Arne Notkin, i en pressemeddelelse.

Han mener, at der i befolkningen er et begær efter viden, og at DR2 med daglige udsendelser og på dr.dk kan gøre en unik indsats for folkeoplysningen, og han pointerer, at det er vigtigt, at programmet leverer ‘den ægte vare’.

»Vi tilbyder et reelt indblik i den nyeste viden og indsigt, som udvikles i de danske forskningsmiljøer. Vi vil gerne tilbyde en form for folkeuniversitet i fjernsynsudgave, som udnytter mediets muligheder, og hvor borgere og forskere kan få glæde af hinanden – uden filter.«

KU’s egen Anja åbner ballet

Indholdet i Danskernes Akademi vil spænde vidt, fra psykologi over kultur til historiske perioder, teknologi over aktuelle emner og verserende debatter, der går på tværs af forskningsdiscipliner og faggrænser. Initiativet er opstået i samarbejde mellem DR, universiteterne, de øvrige forskningsinstitutioner og andre vidensformidlere.

Danskernes Akademi indvies mandag den 11. januar kl. 14.00, med en live dobbeltforelæsning med astrofysiker Anja C. Andersen fra Niels Bohr Institutet og sociolog Henrik Dahl på talerstolen. Videnskabsminister Helge Sander klipper snoren, og Tine Götzsche er vært.
gbg@adm.ku.dk

Seneste