Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

100 mio. til ny forskning i blodkræft på KU

Det er blot den seneste megabevilling fra Novo Nordisk Fonden til Københavns Universitet. Forskerne vil finde nye behandlinger af to typer blodkræft, hvor udviklingen af lægemidler i mange år har stået stille.

»Som forsker finder man på et tidspunkt ud af, at det er sjovt at publicere, men det er endnu bedre også at kunne få indflydelse på, hvordan patientbehandlingen er. Det er den vinkel, jeg har,« siger Kristian Helin.

Han er professor, direktør for det biomedicinske forskningscenter BRIC på KU, og nu leder af et helt nyt forskningsprogram på Københavns Universitet, der er søsat med en bevilling på 100 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.

Pengene skal gå til at udvikle nye behandlinger af blodkræft.

»Vi vil udvikle nye terapier og udnytte de eksisterende lægemidler bedre,« siger Kristian Helin. »Vi tager de forskningsresultater, vi har, ind i klinikken – og de resultater, vi får i klinikken, ind i forskningen.«

Forskningen skal ske i forskningscentret DanStem, der er opbygget med to store tidligere Novo-bevillinger.

I alt har Novo Nordisk Fonden siden 2010 givet 685 millioner kroner til stamcellecentret. Kræftstamceller er interessante, blandt andet fordi de ofte er resistente over for behandling og giver anledning til nye tumorer.

»Vores underliggende tema er at finde midler til specifikt at slå de her kræftstamceller ihjel,« siger Kristian Helin.

Forskningsprogrammet kan gøres landsdækkende

»Bevillingen har givet os mulighed for at ansætte to nye forskningsledere på stamcellecentret og BRIC, så pengene går ikke bare ind i eksisterende forskningsgrupper,« siger Kristian Helin.

»Vi har allerede rekrutteret en professor fra Finland, og vi har slået en stilling som forskningsleder op. Vi får nye folk til universitetet, og det, synes jeg, er vigtigt.«

Forskningsprojektet involverer også klinikere fra Rigshospitalet, og en clinical academic group med folk fra hospitalerne i Herlev og Roskilde. Kristian Helin håber at opnå støtte fra Kræftens Bekæmpelses nationale forskningsmidler til at udvide forskningen til alle landets hæmatologiske hospitalsafdelinger.

»I de senere år er institutionsgrænserne blevet brudt lidt ned, når vi arbejder med de store forskningsprojekter. Vi ved mere og mere, og den viden skal vi prøve at omsætte til direkte behandling,« siger Kristian Helin.

En opgave er at indsamle og karakterisere patientmateriale, altså kræftceller. Har man cellerne, kan man teste effekten af nye lægemidler på dem, og man kan bruge dem til genetiske screens for at finde nye mål for medicinsk behandling.

I prækliniske forsøg vil forskerne ofte implantere humane kræftceller i mus og teste ny behandling på dem.

Ny behandling vil falde på et tørt sted

Især to kræfttyper er i forskernes søgelys, nemlig AML (Akut Myeloid Leukæmi) og MDS (Myelodysplastisk Syndrom).

Ifølge Kræftens Bekæmpelse får cirka 100 mænd og 80 kvinder i Danmark årligt AML, og sygdommen har høj dødelighed. MDS rammer omkring 230 mennesker årligt i Danmark, hvoraf mange får sygdommen kronisk, dvs. de lever med MDS og får behandling.

Hvis forskerne lykkes med at udvikle ny behandling til de to sygdomme, vil det være et gennembrud.

»Der mangler helt klart en bedre behandling,« siger Kristian Helin. »For AMLs vedkommende er der ikke kommet nogen nye behandlingsformer de sidste 40 år, stort set. Overordnet overlever cirka 30 procent af patienterne over en femårig periode, og det er selvfølgelig ikke godt nok. MDS kan man overleve med meget længere, men sygdommen udvikler sig tit til en sekundær AML. Sygdommene har mange fællestræk.«

Kristian Helin siger, at forskerne forsøger at begrænse sig og fokusere.

»Håbet er, at vi kan gøre en forskel ved at fokusere, og at vi senere kan opnå flere ressourcer og overføre den måde at arbejde på til andre typer kræft.«

Novo Nordisk Fonden har lagt milliarder på KU

KU-forskning har også tidligere haft stor betydning for Novo Nordisk, der fx i 2009 sendte det indbringende lægemiddel Liraglutid på markedet. Det bygger på forskning fra Københavns Universitet.

Der sker også en omfattende udveksling af medarbejdere mellem KU og Novo Nordisk.

I alt har Novo Nordisk Fonden brugt omkring 2,5 milliarder kroner på forskningscentre på Københavns Universitet siden 2007.

Seneste