Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
Donation — Villum Fonden vil med bevilling støtte kvindelige forskere i håbet om en mere mangfoldig forskningsverden.
Kun én ud af syv professorer inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning i Danmark er kvinde, og antallet falder markant jo længere frem i den akademiske karriere, man bevæger sig.
For at ændre den tendens har Villum Fonden netop uddelt 16,7 millioner kroner til syv kvindelige forskere inden for det tekniske og naturvidenskabelige område, som endnu befinder sig tidligt i karrieren.
Det skriver fonden i en pressemeddelelse.
Bevillingerne gives som en del af Villum International Postdoc-programmet og er rettet mod forskere i årene efter deres ph.d., hvor frafaldet af kvinder traditionelt er størst.
LÆS OGSÅ: Mange kvindelige forskere overvejer at forlade Københavns Universitet
Blandt modtagerne er Lea Kjærgaard Northcote, der er tilknyttet Kemisk Institut og Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet som postdoc, hvor hun forsker i, hvordan kvantecomputere kan bruges i forbindelse med energikonvertering og andre kemiske processer.
Lea Kjærgaard Northcote vil bruge sin bevilling på 2,48 millioner kroner til et forskningsophold på Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA, hvor hun skal arbejde på et af verdens førende centre inden for sit område.
»Det er megafedt og en drøm, der går i opfyldelse. MIT er meget stærk inden for både kvantekemi og kvantecomputere, så det er det perfekte match for mig. Jeg tror, det kommer til at gøre en kæmpe forskel for min forskning og udvikling,« siger hun til Uniavisen.
I sin forskning forbinder hun modeller for åbne kvantesystemer med kvantealgoritmer. Håbet er, at forskningen vil få resultater, der kan bruges inden for både medicin, klima og en række andre områder.
Som kvindelig forsker er Lea Kjærgaard Northcote opmærksom på de udfordringer, mange kvinder møder i balancen mellem karriere og familieliv. Selvom hun ikke har børn, peger hun på, at både biologiske og samfundsmæssige forhold ofte gør det vanskeligt for kvinder at få den nødvendige fleksibilitet i arbejdslivet.
»En akademisk karriere og et ønske om børn kan være meget svært i dag særligt som kvinde. Og jeg tror, det er en af de ting, som betyder, at flere kvinder springer fra en ellers spirende forskerkarriere. Samtidig er det jo velbeskrevet, at den akademiske verden også har været ramt af sager om forskelsbehandling og diskrimination, hvilket kan holde kvinderne væk. Det betyder alt sammen, at der desværre ikke er så mange kvindelige forbilleder inden for naturvidenskaben. Og den skævhed bliver vi nødt til at rette op på,« siger Lea Kjærgaard Northcote.
LÆS OGSÅ: KU’s mest citerede kvinde om ulighed blandt eksperter: »Universitetet bør kigge indad«