»Det er jo et absurd spørgsmål,« vrisser Knud Romer i telefonen, og man fornemmer, at han har svært ved at finde den rette grimasse, mens han sukker sig tættere på et svar.

Spørgsmålet, der er så absurd, er egentlig enkelt nok: Hvad skal vi som samfund med universiteterne? Men at stille spørgsmålet, mener Romer, er ikke bare »sindssygt«, det er også et udtryk for, at man har givet op på forhånd.

»Universiteterne er landets fremmeste institutioner for produktion og videregivelse af viden. Det er vores tænketank. Det er vores bevidsthed,« siger han.

»At spørge om, hvad vi skal med universiteterne, er ligesom at spørge, om vi ikke bare skal putte en strikkepind gennem øjet og få det hvide snit. Så har man jo ingen ide om, hvad universiteterne er.«

Det kan godt være, at spørgsmålet er absurd, men det virker nu alligevel som et oplagt tidspunkt at stille det på.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Ikke bare fordi der faktisk er en værdikamp om, hvad der er det rigtige svar, men også fordi uddannelsesdebatten på Christiansborg er blevet ramt af nye vinde.

I det såkaldte forståelsespapir skriver den socialdemokratiske mindretalsregering samt støttepartierne Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, at omprioriteringsbidraget – grønthøsteren, der har skåret universiteternes budgetter med to procent årligt siden 2016 – skal kasseres i den kommende finanslov, mens der skal investeres i uddannelse, »i takt med at der kan anvises den nødvendige finansiering«.

LÆS OGSÅ: Finansloven river uddannelsesloftet ned: »Det bedste, vi kunne håbe på«

Og under valgkampen tegnede der sig et flertal for at afskaffe uddannelsesloftet, ligesom den tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) stod i spidsen for en reform, der udvidede de studerendes retskrav, så man kan holde op til tre års pause mellem bacheloren og kandidaten uden at miste sin plads.

Men politikerne har mest af alt brugt krudt på at gøre op med sparepolitikken. De helt store visioner, de offensive strategier, er der ikke mange, der har turdet sætte ord på. Kun få har forsøgt at svare på det absurde spørgsmål: Hvad skal vi med universiteterne?

En af dem, der har gjort det med vedvarende resonans, er Wilhelm von Humboldt, grundlæggeren af Humboldt-Universität zu Berlin, der er blandt ophavsmændene til idealet om det frie universitet. Hans kongstanke var, at et universitet kun ville nå sit mål, en evig bevægelse mod den egentlige videnskab, hvis undervisningen og forskningen var fri. Afskåret fra erhvervslivets og statens interesser.

Når professorer og lignende i dag taler om en særlig ånd på universitetet, trækker de ofte på Humboldts idealer. Spørgsmålet er bare, om den ånd, den preussiske foregangsmand pustede til, i dag snarere er et fatamorgana?

Det mener Knud Romer. Han fremhæver den voksende andel af eksterne midler i forskningen, dels fra private fonde som Lundbeck og Novo Nordisk og dels fra det politiske system, der i skandalesagen ’gyllegate’ uddelte dobbelte mundkurve og fiflede med forskningsdata, hvilket kostede daværende miljøminister Eva Kjer Hansen jobbet.

»Den frie kritiske forskning, som er uhildet, og som ikke er interessestyret, men sker ud fra videnskabelige principper, er blevet stækket i en grad, så man nærmest må spørge sig selv, hvad der sker,« siger Knud Romer.

»Kapitalinteresser bestemmer forskningen. Hvis du ikke kan skaffe midler, og hvis du er kritisk, bliver du fyret. Det hele går ud på at skaffe midler til instituttet – og hvis du protesterer bliver du også fyret, selv om det er hele universitetets legitimitet at protestere.«

Humboldts ideal lever heller ikke på uddannelserne ifølge Romer. Han siger, at den logik, der regerer, er den samme, der fik den borgerlige tænketank CEPOS til at udgive en oversigt over den løngevinst, studerende på 611 forskellige videregående uddannelser kunne forvente.

»Hvis det er gevinsten ved ens uddannelse, så ser det altså sort ud, både for Jorden og for det enkelte menneske. For det kunne også være, der findes en anden form for rigdom end din materielle forbrugskraft, nemlig at du får et rigere liv.«

»Men den logik har underlagt sig samfundet som helhed. Hvis noget ikke er et middel til at opnå et udbytte, hvis det ikke kan bringes på vareform, er det ikke eksistensberettiget. Det er skudt i låget.«

Mike Gudbergsen, der er forperson for Studenterrådet på Københavns Universitet, tyr ikke til helt så bastante vendinger, men han er enig i, at kortsigtede økonomiske interesser har meget at sige på universiteterne i dag. Også for meget.

»Der er ikke noget galt med at uddanne kandidater, der er anvendelige for samfundet, men jeg føler bare, at ansvaret for at vurdere, hvad samfundet har brug for, er blevet fjernet fra universiteterne. Erhvervsretningen fylder mere og mere, og det seneste skud på stammen er det store fokus på iværksætteri,« siger han.

Han nævner universitetsloven fra 2003, der med introduktionen af bestyrelser styret af folk udefra ifølge kritikere gjorde indhug i universiteternes selvbestemmelse.

Det var dengang, Helge Sander formulerede doktrinen om at afkorte vejen »fra forskning til faktura« som minister for videnskab, teknologi og udvikling i Anders Foghs regeringer. Logikken var klar: Forskningen skulle være samfundsrelevant og styrke den danske konkurrenceevne.

Den instrumentelle tilgang til universiteterne er netop, hvad Mike Gudbergsen kritiserer, men alligevel siger han, at han har et blandet forhold til Fogh og Sanders forskningspolitik. De havde nemlig en vision, om man kunne lide den eller ej, og med globaliseringsaftalen fra 2006 smed de store summer i dansk forskning.

FØLG UNIAVISEN PÅ FACEBOOK

Det gør man ikke ligefrem i dag, hvor besparelser har suget to procent ud af universiteterne årligt siden 2016, og hvor direktøren i Danske Universiteter, Jesper Langergaard, har påpeget, at Barcelona-målet om forskningsinvesteringer på mindst én procent af BNP af politikerne snarere ses som et loft end det minimum, det er formuleret som.

»Nu kigger man på, hvor vi kan hugge en hæl og klippe en tå. Der har ikke været nogen visioner,« siger Mike Gudbergsen.

Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, siger, at han savner den tilgang til forskning, der fandtes i midten af 00’erne. Ikke bare fordi der var tale om en samlende fortælling, men fordi visionerne var de helt rigtige.

LÆS OGSÅ: Så mange stillinger har regeringens besparelser kostet KU

Han siger, at han undrer sig over, at Fogh og Sander ofte er blevet hængt ud på universiteterne, selv i en tid, hvor politikerne ifølge Eriksen har sænket ambitionerne og mistet troen på universiteterne som en løsning på samfundets udfordringer.

»Det er sjovt, at Tommy Ahlers (uddannelsesminister 2018-19, red.) har fans alle steder. Jeg kan også godt lide ham, det er ikke det, men skulle jeg vælge mellem en mand, der kommer med 43 milliarder kroner og løfter området historisk (Helge Sander, red.) og så en mand, der siger en masse pæne ting og så skærer området to procent om året, så ved jeg godt, hvad jeg ville vælge,« siger Mads Eriksen.

»En del af årsagen til de besparelser, der er kommet, er, at politikerne har følt, at de har hældt penge ned i et område, hvor dem, de har fodret, har bidt dem.«

Mads Eriksen siger, at samfundet har »et gigantisk problem«, hvis universiteternes eksistensberettigelse er at tækkes erhvervslivet, og han tilslutter sig Tommy Ahlers’ mission om at gøre op med en perfekthedskultur, der stresser de unge under studieårene.

Men han kritiserer også idealet om det frie universitet, den rene videnskab. For universitet skal bidrage til at løse samfundsproblemer og skabe vækst, lyder det.

»Det er sjovt, at man ikke må sige ’fra tanke til faktura’ på universiteterne, men man må gerne sige, at uddannelse og forskning er en investering, der giver vækst. Jeg kan simpelthen i mit hoved ikke se, at der er en forskel mellem de to ting,« siger han.

»Hvis vi skal bede befolkningen om at putte flere penge ind i området, så skal de også se det som en investering, der gør, at vi bliver rigere. Det kræver nogle gange en faktura eller to. Den tænkning bliver vi nødt til at fastholde.«

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Det er en balancegang, siger han. Mellem friheden og samfundsansvaret. Og når politikerne har grebet så meget ind i universiteterne og vedtaget dimensionering, fremdriftsreform og uddannelsesloft, er det ikke mindst et udtryk for, at universiteterne ikke selv har været lydhøre over for samfundets bønner.

»Vi har ikke private uddannelser, vi har offentlige uddannelser, som vi betaler for i fællesskab. Derfor kan man også stille krav om, at uddannelserne skal matche det, vi har behov for på arbejdsmarkedet,« siger han.

»Uddannelsesinstitutionerne har sovet i timen, for erhvervslivet har råbt om det i årevis. Der skete bare ikke noget, før der kom en dimensionering.«

I sin bog Hvad skal vi med universiteterne? har institutleder på Medier, Erkendelse og Formidling Maja Horst beskrevet, hvordan debatten om universiteterne er en lidt statisk holmgang mellem dem, hun kalder samfundsingeniører og frihedskæmpere.

Samfundsingeniørerne er dem, der mener, at universiteterne skal omsætte forskning til innovation og uddanne kandidater, der kan træde direkte ind på arbejdsmarkedet. Frihedskæmperne er dem, der mener, at universiteterne skal være et frit helle for jagten på sandheden, hvor ansatte og studerende selv bestemmer, hvad de skænker deres opmærksomhed.

LÆS OGSÅ: Maja Horst skal forske i ansvarlig teknologi på DTU

Horsts pointe er, at ingen af dem har helt ret.

»Det interessante er kombinationen. Det er det, der gør universitetet levende og spændende og til en meget vigtig samfundsinstitution. Hvis vi dropper ansvaret for samfundet, så bliver vi et luftskib, hvor vi laver forskning for vores egen skyld, og hvis vi dropper ansvaret for sandheden, så bliver vi bare et konsulenthus og sikkert et dårligt ét,« siger Maja Horst.

Dimensioneringen ser hun ikke som et problem i sig selv. Men det er et problem, at den er foretaget ud fra arbejdsløshedstal, der knytter sig til over ti år gamle studieordninger, tilføjer hun.

Hun kalder det »farligt« og »kortsigt« at rette sig efter tallene, når vores viden om, hvilke job der vokser frem om tyve og tredive år er så begrænset, som den er.

Institutlederen kritiserer derfor også det, hun kalder ensretningen af universiteterne. Som eksempel nævner hun, at Syddansk Universitet blev mødt af kritik, blandt andet fra Liberal Alliances Henrik Dahl, da de bebudede, at de fremover ville indrette universitetet efter FN’s 17 verdensmål – noget, hun selv kalder »forfriskende«.

»I den offentlige debat er der en meget snæver forestilling om, hvad et universitet er i Danmark. Vi måler vidt forskellige universiteter på de samme ting. Det er mærkeligt, at vi ikke er mere stolte af, at der er forskellige traditioner og forskellige ting, man kan. At vi ikke sætter mere pris på den diversitet.«

Derfor mener Maja Horst, hverken at man kan eller skal tale om en fælles ånd:

»Man bruger tit begrebet ånd til at forsvare den akademiske frihed og forskningsfrihed, og det er jeg selvfølgelig meget stærk fortaler for. Men forskningsfrihed betyder ikke, at dem, der er ansat på universitetet, må gøre lige præcis det, de har lyst til, uden at de skal fortælle om det, eller hvorfor det er vigtigt. Det skal man kunne give nogle gode svar på.«

»Vi vil gerne have et fristed til at tænke vildt og udfordre os selv, men tit bliver ånden brugt til at forsvare privilegier. Man burde være meget mere ydmyg over den ære, at fællesskabet giver penge til, at vi kan forfølge vores vildeste tanker. Tænk, at vi får lov til det. Det samme gælder for studerende, der får alt betalt og får lov til at gøre sig kloge.«

LÆS OGSÅ: Studenterrådet til rektor: Fint, at du går op i ranglister, men se også på den om undervisning

Mike Gudbergsen fra Studenterrådet er heller ikke opsat på at snakke om en særlig ånd. Faktisk siger han, at universiteterne i det store og hele har mistet den, ikke mindst fordi de har vokset sig så store, at den er svær at holde i live.

»Der er et iboende paradoks i, at man gerne vil være et masseuniversitet og samtidig holde fast i den historiske fortælling om, hvad et universitet er. Det er let nok at give selvstyre til en organisation, der består af nogle tusinde, men når universiteterne vokser sig så store som Københavns Universitet, kan jeg godt have forståelse for, at det er sværere.«

Det vigtigste, mener han, er at genskabe tilliden mellem universiteterne, erhvervslivet og politikerne.

FØLG UNIAVISEN PÅ FACEBOOK

»Samspillet mellem de tre parter er kommet for at blive, men lige nu kan det virke lidt betændt. Jeg føler særligt, at det gælder tilliden til universitetet som vidensinstitution og tilliden til, at de studerende ikke bare laller rundt på deres uddannelser. Men det går også den anden vej.«

Maja Horst siger, at universiteterne kan gøre meget selv – eller i hvert fald en del af dem. Det første skridt er at skrotte klagementaliteten, siger hun.

»Vi skal holde op med at sige ’giv os flere penge’ og i stedet vise, hvordan vi får den viden, der gør, at vi kan få et godt samfund i fremtiden for alle danskere. For gad vide, hvem politikerne gerne vil give penge til: dem, der klager, eller dem, der kommer med gode forslag,« siger Maja Horst.

»Vi bliver nødt til konstruktivt og produktivt og modigt at indgå nye samarbejder og blande os i verden, hvis vi gerne vil have en central placering i samfundslivet. Det synes jeg ikke, vi har, og det er vores egen skyld, at vi har mistet den.«