Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Det er vigtigt at beskytte universitetet og dets studerende og ansatte. Ikke fra højtlæsning af stødende kildemateriale, men fra import af amerikanske idéer, der blokerer for fri debat og refleksion.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Det bedste ved min uddannelse i religionsvidenskab var, at jeg aldrig vidste, hvad der ventede. Religionsvidenskabens verden er fyldt med overraskelser og ikke mindst kontroverser. Det satte en gang imellem fut i følelserne hos os som studerende, men blev altid håndteret voksent, sagligt og reflekteret – som det bør på universitetet.
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Uniavisen for nylig bragte en feature om en gruppe studerende, som valgte at udvandre fra deres undervisning, fordi et bestemt ord, de ikke brød sig om, blev læst højt. Den opførsel, synes jeg, er udtryk for en dybt ærgerlig tilgang at have til sin uddannelse.
Videnskab har altid været årsag til kontrovers og provokation, og sådan bør det blive ved. I denne konkrete sag var der ikke en gang tale om en bevidst provokation, men højtlæsning af kildemateriale. Det var ikke underviser, som ud af det blå og uden for kontekst sagde et ord med hensigten at provokere. Det var simpel højtlæsning.
Videnskab er netop dér, hvor verdensbilleder og holdninger flyttes – eller knuses helt
Kan man ikke acceptere dét, kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt man har modenheden til at være på en akademisk uddannelse. Her beskæftiger vi os også med det ubehagelige og grænseoverskridende, og her skal vi provokeres.
I stedet for at udvandre fra undervisningen kunne de studerende have benyttet lejligheden til at tage en saglig og reflekteret dialog om, hvorfor nogle ord kan være så sårende, og hvorfor det er vigtigt, at vi ikke længere bruger den slags ord. Noget, som jeg må formode, netop var en pointe i den pågældende forelæsning.
Når man i stedet vælger at udvandre, signalerer man også, at man ikke er interesseret i at lære eller i at blive udfordret. At man har ét verdensbillede og én fasttømret holdning, og at de ting ikke står til at flytte. Men videnskab er netop dér, hvor verdensbilleder og holdninger flyttes – eller knuses helt.
I den pågældende forelæsning blev der ikke talt ned til nogen. Ingen fik at vide, de var uvæsentlige, ingens følelser skulle såres – ingen verdensbilleder skulle knuses. Alligevel så vi et glimt af den amerikanske universitetskultur, som vi for alt i verden må holde væk fra Danmark.
LÆS OGSÅ: Debatten om N-ordet viser, at der bliver lavere og lavere til loftet på KU
På et universitet, hvor vi beskæftiger os med dyreforsøg, laver GMO-forskning, hjælper med at udvikle vacciner og beskæftiger os objektivt med islam, er vi vant til kontroverser. Men det forekommer mig for langt ovre i småtingafdelingen at blive oprørt over højtlæsningen af et ord.
Når jeg alligevel har dedikeret et helt indlæg til at skrive om den her sag, er det fordi jeg beder til, at vi ikke bliver sådan et sted, hvor undervisere skal være bange for at læse højt af kildemateriale. Vi skal ikke være et sted, hvor man ikke tør beskæftige sig med visse emner.
Københavns Universitet skal være en højborg for fri tanke, tale og, vigtigst af alt, videnskab. Derfor skal vi heller ikke være bange for, at det, vi gør, en gang imellem provokerer. Tværtimod skal være begejstrede over provokationen. For provokationen er sund – provokationen afføder debat og refleksion, og det bliver vi alle klogere af.
LÆS OGSÅ: Gør det klart for studerende fra udlandet, at Danmark ikke er USA
Jeg er også glad for at se, at de studerendes udvandring ikke umiddelbart er blevet modtaget med et stående bifald. De ekstreme, amerikanske tendenser til polarisering og voldsomme reaktioner på småting bør ikke importeres til Danmark. Hvis Københavns Universitet skal være et safe space, så skal det være for den frie tanke, tale, forskning og undervisning.
Skribenten ønsker at understrege, at han skriver som privatperson og som alumne fra KU, og at dette indlæg således ikke repræsenterer Københavns Universitets officielle holdning. Skribentens arbejdssted og titel er oplyst for gennemsigtighed.