Efter kandidatreform kommer … ph.d.-reform!

Ph.d.-studerende, der starter på SCIENCE i det nye år 2024, lader sig indskrive på en mere standardiseret uddannelse. Der vil være fælles, obligatoriske kurser på tværs af hele fakultetet og en indbygget mulighed for at indgå i innovationsforløb og industrisamarbejde.

Reglerne, der trådte i kraft ved årsskiftet, er resultatet af det såkaldte PhD Vision Project som blev iværksat og anført af prodekan for forskning, Lise Arleth. Dette reformprojekt har udmærket sig ved at ignorere vedholdende indsigelser og er således blevet endnu et eksempel på den dysfunktionelle medarbejderinddragelse på KU.

Ændringerne får negative konsekvenser for mange. Idéen om at udbyde kurser i generelle færdigheder på tværs af SCIENCE fejler ikke noget, men generiske kurser kan umuligt være lige nyttige for alle. At påtvinge alle ph.d.-studerende obligatoriske kurser er en destruktiv ensretning til skade for den faglige diversitet på fakultetet.

Et godt eksempel på en gruppe, der kan se frem til at spilde tiden på de nye kurser, er det fåtal af ph.d.-studerende, som har et teoretisk speciale, der nu skal lære om datahåndtering og lovgivningen herom. Muligvis interessante emner, men næppe gavnligt for deres ph.d.-arbejde. Andre ph.d.-studerende er måske i forvejen eksperter, når de skal lære basal statistik og data science, og nogle synes måske bare ikke om at skulle undervises i karriereplanlægning. Alle kan med andre ord komme til at føle sig forbigået, når de bliver tvangsindskrevet på kurserne.

Alle kan med andre ord komme til at føle sig forbigået, når de bliver tvangsindskrevet på kurserne

Skepsis er ingenlunde forbeholdt de ph.d.-studerende, også mange vejledere ryster på hovedet. Som professor Mikkel Thorup formulerer det, går for megen tid brugt på irrelevante generiske kurser ud over den faglige dybde og fører dermed til en svækkelse af det i forvejen korte danske ph.d.-studium.

Tiden er knap

Men sådan bliver virkeligheden altså for fakultetets nye ph.d.-studerende, der fra i år bliver fordelt i klasser på tværs af faglighed for at gennemføre fire ugers kursusforløb fordelt over årene.

Fire uger lyder måske ikke af meget, men tiden er knap på den danske ph.d.-uddannelse, der med sine tre års varighed er kortere end de gængse fire år i Europa. I mange lande – inklusive USA – er varigheden endnu længere, men alle konkurrerer om de samme stillinger på det benhårde internationale akademiske arbejdsmarked. Desuden skal man i Danmark typisk undervise et halvt år ud af de tre.

Mange ph.d.-studerende ser det som et stort privilegium at få lov til at specialisere sig og yder deres ypperste for at bryde igennem med deres forskning. Desværre er der også mange, der bliver ramt af stress og andre psykiske lidelser i forløbet. Så skal man tage noget af deres tid og give dem kurser i projektstyring i stedet? Ikke under tvang, lyder opråbet herfra.

Forkert løsning på et rigtigt problem

Baggrunden for den nye obligatoriske kursuspakke, der får ph.d.-uddannelsen til at minde mere om et Graduate Programme hos IBM, er, at mange af fakultetets ph.d.-studerende finder det svært at opfylde lovkravet om 30 ECTS-point. Den altoverskyggende grund til, at nogle ph.d.-studerende har svært ved at finde de 30 ECTS-point, er et manglende udbud af specialiserede kurser på flere institutter.

LÆS OGSÅ: Det er stadig fondene, der bestemmer 

Det er altså et problem at få enderne til at mødes, når lovgrundlaget for ph.d.-skolerne skal understøttes af institutterne. Dette problem lander hos ph.d.-skolen, som hører under fakultetet.

Hvad stiller man op, når reglerne forårsager problemer i systemet? Laver flere regler. I det konkrete tilfælde opstiller man yderligere krav om, hvilke kurser der skal tages for at opnå de fornødne 30 ECTS-point.

Fakultetet er en administrativ konstruktion, som gang på gang har vist sig at have begrænset evne til at tilgodese de konstituerende institutter. Denne gang er det fakultetets prodekan for forskning, der også er leder af ph.d.-skolen, Lise Arleth, som er arkitekten bag løsningen, der forventes at nedbringe antallet af dispensationsansøgninger.

Med de nye ændringer på ph.d.-området kan hun med flotte ord sige, at man sikrer et fælles kompetencegrundlag for alle fakultetets ph.d.er og giver dem flere overførbare færdigheder, så de bliver serveringsklar til industrien. Det lyder uden tvivl godt opadtil i en organisation, som brander sig på at være ’til gavn’ i forsøget på at tilpasse sig en politisk dagsorden, hvor industri og innovation er tung valuta.

Døve ører

Men de flotte ord dækker over tidstyveri fra den betragtelige andel af ph.d.-studerende, der kommer til at opleve de nye kurser som spild af tid. Og den arrogance, hvormed denne indsigelse er blevet overhørt af ph.d.-skolens ledelse, er graverende.

Indsigelserne tæller talrige møder mellem fakultetets administration og institutlederne, vice-institutlederne for forskning og ph.d.-komitéen. Sidstnævnte er en demokratisk valgt komité ligeligt sammensat af ph.d.-studerende og ph.d.-vejledere fra hele fakultetet. Som flere af KU’s organer har komitéen ingen beslutningskraft, men rådgiver ph.d.-skolen.

I praksis udføres komitéens rutinemæssige opgaver alene af komitéens formand, David Collinge, mens ph.d.-skolens leder som tilforordnet deltager fast ved komitéens møder og reelt styrer dagsordenen. Efter at have været suppleant i komitéen i mere end et år, er det min klare opfattelse at komitéens funktion er reduceret til blåstempling af ledelsens beslutninger.

Disse finter, hvor medarbejderne umyndiggøres i ledelsens forsøg på at fremstå ansvarlig, er under al kritik

Flere af komitéens medlemmer fra perioden under the PhD Vision Project har skriftligt tilkendegivet over for siddende medlemmer, at der aldrig har været en decideret behandling af vedtagelsen af de obligatoriske kurser, og at de aldrig har billiget beslutningen.

Ved komitéens møde i september 2023 blev min anmodning om en redegørelse for baggrunden for beslutningen afvist med en forvisning fra Lise Arleth om, at man var nået til enighed igennem en omfattende proces. Efter opfølgende spørgsmål blev det præciseret, at beslutningen var blevet diskuteret, men at den alene var forbeholdt ph.d.-skolens leder at træffe.

Chefer elsker kurser – de får dem til at se godt ud, og de skal ikke selv tage dem

Hvordan plejer det at gå generiske kurser af den type, som alle ph.d.-studerende på SCIENCE nu skal igennem? På DTU indførte man et obligatorisk kursus i bæredygtighed som alle ph.d.er skal igennem. Her føler mange, at de spilder deres tid. I kølvandet på Penkowa-sagen er ansvarlig forskningspraksis blevet pensum på KU, men få drager nytte af det, fordi det er generisk og ikke imødekommer et konkret behov blandt deltagerne.

Ligeledes har man på Aarhus Universitet underlagt alle forskere krav om workshops og e-kurser om forskningsintegritet efter skandalen om oksekødsrapporten, mens den ingen konsekvenser havde for ledelsen. Disse finter, hvor medarbejderne umyndiggøres i ledelsens forsøg på at fremstå ansvarlig, er under al kritik.

LÆS OGSÅ: Meningsløs regel sætter KU’s forskertalenter bagerst i køen

Det hører med til historien, at der også er mange ph.d.-studerende, der byder de nye regler velkommen – fortrinsvis studerende, der selv har svært ved at finde kurser at tage for at opfylde kravet om 30 ECTS-point.

Den enkle løsning ville derfor være at gøre de nye kurser valgfri. Hvorfor ikke? Fordi de obligatoriske kurser er den nemme måde at afhjælpe problemet med de 30 ECTS-point. Også selvom det går ud over et mindretal af målrettede ph.d.-studerende.