Studerende sultestrejker: »Det er lidt nøjeren at følge med i, hvordan vores kroppe degenererer«

Opdatering: Sultestrejken sluttede mandag 7. oktober efter otte dages sultestrejke. 

Foran Miljøministeriet sidder 11 unge mennesker pakket ind i mange lag striktrøjer, tæpper og store flyverdragter.

De har sultestrejket i fire dage i et forsøg på at påvirke forhandlingerne om Grøn trepart, som foregår i netop disse dage.

To af de sultestrejkende er statskundskabsstuderende Elise Sydendal og filosofistuderende Laurits Winther Pedersen, som begge har været aktive i Den Grønne Ungdomsbevægelse siden 2021.

»Jeg har ret meget kvalme, så jeg har lige fået noget vand med elektrolytter, jeg skal drikke. Når jeg går rundt, kan jeg mærke, at jeg er helt vildt svag. Jeg går miniskridt og føler mig som et meget gammelt menneske,« svarer Elise Sydendal, da jeg spørger, hvordan de har det.

LÆS OGSÅ: Caroline er klimaaktivist: »Det, man giver til fællesskabet, giver man til sig selv«

Laurits Winther supplerer:

Vi har aftalt på forhånd, at ingen må komme i livsfare, så hvis det sker, stopper vi selvfølgelig

Laurits Winther Pedersen, filosofistuderende

»Jeg er mest bare træt og sløv. Og så kan jeg mærke, at jeg tænker langsommere, end jeg plejer,« siger han.

Det er blege ansigter og to sæt trætte øjne, der har meldt sig klar til interview med Uniavisen. For selv om det er hårdt at både tale og tænke, er det vigtigste for de to studerende, at deres sag og mission får så meget taletid og presse som muligt.

»Lige i dag kan jeg mærke, at jeg har fået en følelse af håbløshed i min krop. Jeg synes, det går ret godt med pressedækningen, men vi ved endnu ikke, om det kommer til at påvirke forhandlingerne,« siger Laurits Winther Pedersen.

Hvor længe fortsætter I sultestrejken?

»Vi må se. Vi har aftalt på forhånd, at ingen må komme i livsfare, så hvis det sker, stopper vi selvfølgelig. Men forhandlingerne kører jo noget tid endnu, så vi fortsætter, så længe vi kan,« siger Laurits Winther Pedersen, og Elise Sydendal fortsætter:

»Vi vil gerne lægge så meget pres som muligt på forhandlingerne. Men det er lidt nøjeren at følge med i, hvordan vores kroppe degenererer. Nogle er begyndt at få vildt ondt i benene, fordi aktionen er begyndt at tære på musklerne og den slags.«

Sultestrejke gav møde med minister

Rundt omkring de sultestrejkende går såkaldte omsorgsvagter rundt i grønne veste og sørger for, at alle er forsynet med vand, te og tæpper.

I dag har Den Grønne Ungdomsbevægelse arrangeret en ’solidaritets sit-in’ med de sultestrejkende, og mens vi taler, kommer flere og flere mennesker til for at sætte sig foran forhandlingslokalerne.

I de foregående dage er flere politikere stoppet op for at tale med dem, siger Elise Sydendal, som også fortæller, at ministeren for Den grønne trepart, Jeppe Bruus (S), inviterede de sultestrejkende unge til et møde den første dag.

Vi har aftalt, at man ikke siger M-ordet … Altså, mad

Elise Sydendal, studerende

»Jeppe Bruus kom over og sagde, hold da op, lad os lige tage et møde inde i varmen, den første dag vi sad her. Vi har i flere måneder prøvet at få et møde i stand, men det var åbenbart en sultestrejke, der skulle til,« siger Elise Sydendal.

Synes I, at det er det hele værd?

»Vi har fået rigtig meget opmærksomhed, så det er i hvert fald lykkedes os at vække nogle følelser i debatten om landbrugsforhandlinger og CO2-afgift, hvilket ellers har været ret svært,« siger Laurits Winther Pedersen. Elise Sydendal supplererer:

»Det er også ret tilfredsstillende, at medierne nu endelig dækker en anden side af Grøn trepart, som regeringen ellers har beskrevet som en historisk succesaftale – også internationalt. Det synes vi er et helt forkert og meget misvisende narrativ om det danske landbrug.«

Den Grønne Ungdomsbevægelse sultestrejker med ønsket om, at der indføres en høj og målrettet CO2-afgift på dansk landbrug. På linje med Klimarådets anbefalinger ønsker bevægelsen, at der indføres en CO2-afgift på 1.500 kroner per ton CO2 i 2030, og at pengene prioriteres til omlægning til plantebaseret fødevareproduktion.

M-ordet er forbudt

Det har betydet meget for både Elise Sydendal og Laurits Winther Pedersen at være en del af Den Grønne Ungdomsbevægelse, fortæller de.

»Man får helt vildt mange gode venner, og det gør, at man kan holde ud at sidde her og sultestrejke. Det havde jeg aldrig kunnet klare alene,« siger Elise Sydendal.

Hun fortæller, at de sultestrejkende fragtes hjem til en fælles lejlighed hver aften, hvor der er omsorgsvagter døgnet rundt, der holder øje med, om de har det godt.

Jeg tror faktisk, det er meget godt, at vi ikke helt ved, hvad vi er gået ind til. Lige nu er vi bare klar til at fortsætte, så længe det kræves

Elise Sydendal, studerende

»Vi har aftalt, at man ikke siger M-ordet … Altså, mad. Så siger vi i stedet ’Det Unævnelige’. Omsorgsvagterne er også søde til at gå væk for at spise deres madpakker og den slags,« siger Elise Sydendal, og Laurits Winther Pedersen fortsætter:

»Det er enormt stærkt at være en del af den her bevægelse, men samtidig frustrerende at kæmpe den samme kamp gennem flere år uden at føle, det rykker sig. Jeg har selv været nødt til at tage nogle pauser fra det undervejs,« siger han og fortæller, at aktivismen i Den Grønne Ungdomsbevægelse gennem nogle år har påvirket hans faglige interesser.

»Jeg er begyndt at interessere mig super meget for jord. Så det her semester tager jeg en masse valgfag, der kan gøre mig klogere på det på forskellige måder. Jeg tager blandt andet et fag på Naturressourcer, hvor jeg lærer om jordkemi og jordfysik, og samtidig tager jeg et fag på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab om jordæstetik,« siger han.

Læser om sig selv i pensum

Også Elise Sydendal oplever overlap mellem studier og aktivisme:

»Lige nu har jeg et fag i klimapolitik, hvor vores aktivisme nogle gange optræder i pensum. Så omtales forskellige eksempler med unge klimaaktivister, hvor jeg bare tænker, det er jo mig. Det er ret sjovt at læse om sig selv på en akademisk måde,« griner hun og fortsætter:

»Der er alle mulige diskurser og begreber for den aktivisme, vi laver, som jeg lige nu er i gang med at lære bagfra. Altså, jeg har udført aktivismen, og nu er jeg ved at lære om den fra et mere teoretisk perspektiv.«

Det er første gang, Elise Sydendal og Laurits Winther Pedersen prøver at sultestrejke, og de kan endnu ikke svare på, om de vil gøre det igen.

»Det kommer an på, hvor meget det rykker. Vi plejer at sige, at klimakrisen er et maraton og ikke et sprint, og der kommer mange flere forhandlinger og aftaler i fremtiden, som vi vil forsøge at påvirke,« siger Elise Sydendal og tilføjer:

»Men den her er særlig vigtig, for den får indflydelse på landbruget de næste otte år, før den kommer til forhandling igen.«

Begge studerende er spændte på – og lidt nervøse for – hvor lang tid det vil tage at komme sig oven på sultestrejken.

»Jeg tror faktisk, det er meget godt, at vi ikke helt ved, hvad vi er gået ind til. Lige nu er vi bare klar til at fortsætte så længe det kræves,« siger Elise Sydendal.

LÆS OGSÅ: Emil er aktivist: »Jeg drømmer om et frit Palæstina og en dekonstruktion af patriarkatet. Det er egentlig bare det«