Dette portræt udkom første gang i Uniavisens trykte magasin 6. september 2024. 

Sultestrejke er det hårdeste, Emil Nielsen har prøvet.

Når man i otte dage har levet udelukkende af vand, vitaminpiller og bare en lille smule flagesalt »for at få en ny følelse i munden,« sker der mærkelige ting i kroppen.

Det snurrer i tæerne, fingerspidserne og tænderne, og det sortner for øjnene, når man står oprejst for længe ad gangen. Og når det er allerværst, glemmer man, hvorfor man egentlig gør det.

»Men så åbner man Instagram og ser endnu en video af et opsprættet barn i Gaza, eller soldater der danser, mens de sprænger et hus i luften. Og så fortsætter man, for hvad skulle man ellers gøre,« siger Emil Nielsen, 22-årig filosofistuderende, da Uniavisen møder ham på hans kollegieværelse på Amager i begyndelsen af august.

Om lidt begynder Emil Nielsen på sit tredje semester på Filosofi, men de sidste mange måneder er det ikke rigtig studiet, der har taget hans tid. Han er nemlig en af frontfigurerne i studenterorganisationen Studerende mod Besættelsen, som tilbage i maj måned indtog Den Hemmelige Have på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, CSS, med en skov af telte. De studerende kaldte deres lejr Rafah Garden efter byen, der på det tidspunkt var mål for en israelsk offensiv i Gaza.

Aktivisterne havde en liste med seks krav til Københavns Universitet om at ændre kurs over for Israel, som de ville have opfyldt, hvis de skulle nedlægge deres lejr.

LÆS OGSÅ: Hvad er det, Studerende mod Besættelsen kræver af KU?

Efter 27 dage valgte universitetsledelsen at trække sine investeringer fra virksomheder, der opererer i områder med ulovlige israelske bosættelser, og de studerende pakkede deres telte sammen. De var nået så langt de kunne ad den vej, lød deres vurdering i slutningen af maj.

Og mens størstedelen af dem tog hjem for at indhente den eksamenslæsning, de havde forsømt under teltaktionen, tog Emil og fire andre, hvoraf nogle var studerende, direkte videre til den næste aktion: sultestrejke foran Christiansborg.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet trækker investeringer fra besatte områder

»Rafah Garden havde været en succes, for universitetet havde givet sig på vores væsentligste krav. Nu gav det mening for os at fokusere mere direkte på våbenindustrien. Og efter en meget hektisk periode var det faktisk rart bare at sidde og koge i en campingstol foran Christiansborg. I hvert fald de første dage,« siger Emil Nielsen.

Løbet efter Løkke

Sultestrejken var et samarbejde mellem flere forskellige organisationer og havde til formål at få hul igennem til regeringen, navnlig udenrigsministeren, og presse ham til at forbyde alle former for våbeneksport til Israel.

»Vi sad på Christiansborg fra klokken 8 til 16, og så tog vi sammen hjem og sov det samme sted, så vi kunne hjælpe hinanden med at holde modet oppe,« fortæller Emil.

Efter nogle stille dage med skilte, der annoncerede sultestrejkens formål, opstod endelig en mulighed for dialog, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), kom gående over pladsen.

Han slog en stor bue uden om demonstranterne og havde sikkerhedsfolk omkring sig, men han var på en afstand, der nemt burde kunne tilbagelægges af fem raske unge.

»Da vi opdagede, at Lars Løkke var lige der, stak vi alle i løb for at fange ham, inden han nåede ind bag murene på Christiansborg. Lige den dag havde jeg selvfølgelig valgt at tage høje hæle på, det var frygteligt …« siger Emil.

Sultestrejken var på femtedagen, og de fem sultestrejkende kunne dårligt indhente Lars Løkke, selvom han kom gående i et helt almindeligt tempo.

»På det tidspunkt var vi ved at være ret møre. Da vi løb efter ham, faldt folk bare fra en efter en. Man løb 20 meter, så røg der en, 20 meter mere, så røg der endnu en,« siger Emil:

»Vi var kun et par stykker, der akkurat nåede at fange ham ved et fodgængerfelt. Der havde vi så få sekunder til at sige, hvad vi ville … komme med nogle bangers, du ved … men vi var bare fuldstændig svimle og lette for hovederne, så vi kunne slet ikke få formuleret os ordentligt.«

Lars Løkke smuttede, før de studerende nåede at sige så meget, og de kæmpede sig i stedet tilbage på sikker grund i campingstolene.

Tre dage senere, på sultestrejkens ottende dag, blev den lukket ned, fordi en tilknyttet læge vurderede, at strejken satte de studerendes helbred i fare.

Skabsanarkist i Herning

Emil var 20 år gammel, da han oplevede sin første demonstration, som foregik i Aarhus på Kvindernes Kampdag. Han var startet på Testrup Højskole få måneder forinden og var en dag draget ud på barrikaderne med et par nye højskolekammerater.

»Hverken jeg eller mine venner fra højskolen var garvede i at gå til demonstrationer. Vi prøvede at følge lidt med, men jeg kan huske, at jeg syntes, det var virkelig skørt at skulle stå og råbe midt på gaden. Det var grænseoverskridende,« siger han.

I dag har Emil ingen problemer med at råbe på gaden eller sågar rage uklar med politiet, hvis det foregår i, hvad han betragter som den gode sags tjeneste.

Men sådan har det ikke altid været.

Emil er vokset op i Herning med en far, der er teolog, en mor, der arbejder i en fagforening, og en storebror, der interesserer sig næsten lige så meget for filosofi, som han selv gør. I Herning var Emil mest i fællesskaber, der samledes om fantasyuniverser – han læste Dragon Ball, spillede Dungeons and Dragons og »rollespil i den mørke skov,« som han siger.

»Jeg ved ikke hvorfor, men der er et kæmpe overlap mellem folk, der identificerer sig som anarkister, og folk, som har spillet meget Dungeons and Dragons,« griner han.

I dag tror Emil, at han »radikaliserede sig selv« i løbet af gymnasiet. Han skrev SRP om uighurerne i Xinjiang, og der var ikke ret mange af klassekammeraterne, der syntes, det var særlig spændende. Han havde dog et par enkelte venner, som godt gad diskutere det kinesiske muslimske mindretals undertrykkende arbejdsforhold.

Efter gymnasiet tog han på Testrup Højskole, hvor han blev bekræftet i, at filosofien var hans helt store passion.

»På det tidspunkt havde jeg nok været skabsanarkist i Herning i et par år. Jeg tror, jeg ledte efter et fællesskab, der delte mine interesser for aktivisme og filosofi. Og da jeg opdagede, at det fandtes, vidste jeg, at jeg skulle til en større by og finde endnu mere af det,« siger han.

Emil har svært ved at forholde sig til ting, hvis ikke han forstår, hvor de kommer fra, siger han, da jeg spørger, hvad det er ved filosofien, der trækker.

»Jeg plejer at sige, at jeg godt kan lide abstrakte og verdensfjerne ting, men det udsagn har virket mindre og mindre sandt på det seneste.«

De seneste måneder har hans filosofiske interesse for retfærdighed og ligestilling taget en mere jordnær drejning end de langstrakte diskussioner, han tidligere førte med vennerne på studiet, siger han.

»Jeg har brugt en del mere tid på at læse om investeringspolitik end på pensum. Jeg var også nødt til at udskyde to eksamener sidste semester, fordi arbejdet i Studerende mod Besættelsen fyldte så meget,« siger Emil.

Han har reeksamener i både politisk filosofi og anvendt filosofi, og i begge tilfælde bruger han KU’s aktuelle investeringspolitik som afsæt til en større teoretisk diskussion.

»Men hver gang jeg sidder og læser noget teori, der passer til emnet, får jeg en ide til noget, jeg kan gøre i virkeligheden, og så vil jeg hellere bruge tiden på det. Lige nu synes jeg, det med studiet virker lidt ligegyldigt,« siger han og tilføjer:

»Der er tider, hvor teoretiske abstraktioner hører sig til, og så er der tider, hvor man må handle. Det sidste er nu. Man må aldrig blive lænestolssocialist.«

Dragon Ball trumfer Marx

Emil er engageret i mange forskellige former for aktivisme og politik. Da vi mødtes til vores interviewaftale, var han i færd med at hænge en plakat op for en demonstration mod dyremishandling i opgangen til kollegiet.

Og på hans lille kollegieværelse er væggene tilplastret med plakater, der vidner om et bredt aktivistisk og venstreorienteret engagement. Her er hammer og segl, en plakat med teksten ’støt psykrådet – støt blokaden’, og der står en skarpt kurateret bogreol med værker af store både fortidige og nutidige tænkere som Judith Butler, Simone de Beauvoir, Platon og selvfølgelig Karl Marx.

»Jeg har ikke læst så meget af det … endnu,« afslører Emil og peger i stedet ned på en mindre centralt placeret reol, hvor blandt andet den komplette samling af den populære japanske manga Dragon Ball er linet op. »Det der har jeg til gengæld læst,« griner han.

Selv om Emil er bredt aktivistisk engageret, er det fortsat Israels invasion af Gaza, han er mest optaget af.

»Det, der sker i Palæstina lige nu, er grelt på en måde, jeg ikke har set før. Det er helt klart den situation i verden, der kræver mest handling,« siger Emil, hvis aktivisme begyndte i søsterorganisationen Anarkistiske Studerende omkring »dag minus tre på studiet.«

»Jeg og en ven havde set et arrangement på Facebook, som hed Anarkistisk bogcafe, og der dukkede vi op sammen med en masse andre anarkistiske studerende,« siger han og fortsætter:

»Og så var vi med. Den første uge på studiet gik jeg rundt og hængte anarkistiske plakater op på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Der fik jeg følelsen af, at wow, nu har jeg virkelig forladt provinsen.«

Du identificerer dig selv som anarkist?

»Det gør jeg.«

Hvorfor?

»Jeg synes, det er den bedste analyse af samfundet. Anarkisme har et særligt fokus på midler og mål. Dine midler må altid være betinget af dit mål. Du må for eksempel ikke overtage staten for at afskaffe statsmagten,« siger han og tilføjer et lavmælt »host, host, Lenin …«

»… Du bygger samfundet nedefra som en modstruktur til det samfund, du gerne vil ændre. Hvis det slår fejl, har du ikke lavet et voldeligt kup, hvor du har dræbt en masse mennesker. Du har måske snarere givet nogle hjemløse mad, dyrket nogle grøntsager og skabt nogle fællesskaber.«

Rafah Garden bliver til

I oktober 2023 deltog Emil i sin første pro-Palæstina-demonstration som studerende, og derfra var der ingen vej tilbage.

I både efteråret og foråret stod han sammen med sine allierede fra Studerende mod Besættelsen, når KU’s bestyrelse holdt møder og messede slagsange som »KU, KU, you can’t hide – you’re commiting genocide,« og »KU, stop dit hykleri – Israel er et tyranni.«

De krævede, at KU trak sine investeringer fra virksomheder som Airbnb, Booking.com og eDreams. Løbende skævede de ud i verden, hvor universitetsstuderende i USA og flere steder i Europa blokerede indgangene til deres universiteter med teltlejre og demonstrationer.

Og i starten af maj, da en teltlejr på Trinity College i Dublin så ud til at bære frugt, vurderede Studerende mod Besættelsen, at de ikke kunne vente længere. Der skulle telte op på KU – nu.

»Rafah Garden var faktisk helt vildt ikke-planlagt,« siger Emil og fortsætter:

»Det var vigtigt for os at nå at være med i universitetsbevægelsen, inden den døde ud. Vi havde egentlig planlagt at starte den 13. maj, men valgte at rykke det en uge frem. Det betød, at der kom run på for at skrive pressemeddelelser, skaffe telte og lægge planer for, hvad vi ville gøre, hvis lejren blev ryddet med det samme.«

Der blev også lavet knaldhæfter til dem, der skulle deltage. Her kunne man finde en guide til, hvordan man skulle forholde sig, hvis man for eksempel blev fjernet af politiet, fortæller Emil.

LÆS OGSÅ: »Vi blev ikke behandlet som studerende, men som terrorister«

På teltlejrens første dag, kunne man på tværs af medier læse, hvordan flere af de tilstedeværende studerende havde nægtet at udtale sig til pressen. Kun et lille team, bestående af cirka fem studerende, var klar på at stille op til interview – Emil var den ene.

»For nogle var det meget sårbart at blive associeret med aktivisme for Palæstina, så vi besluttede, at kun en lille gruppe løb den risiko,« siger han.

»Ingen af os var trænet i at tale med medierne, men vi endte med at få en times pressetræning fra en i organisationen, der havde prøvet det før.«

Det var »ret nøjeren,« siger Emil, der på det tidspunkt havde været aktiv i bevægelsen i lidt over et halvt år og nu pludselig skulle stå på mål for hele missionen.

Siden blev han kastet for de virkelige løver: Medierne, der ville høre, hvad Studerende mod Besættelsen regnede med at få ud af teltlejren, om deres tilstedeværelse kunne være utryghedsskabende, eller om/hvornår de havde tænkt sig at storme universitetet.

»På det tidspunkt havde jeg kun prøvet at udtale mig til Uniavisen få gange,« griner Emil, der måtte sætte alle sine interviewaftaler op i et skema for at holde styr på dem.

LÆS OGSÅ: Studerende efter drøftelse af KU’s investeringspolitik: »En kæmpe nothing burger«

Selv om han var nervøs de første gange, han skulle tale med pressen, vænnede han sig hurtigt til det. I løbet af et par dage, havde Emil udtalt sig til de fleste danske medier, optrådt i TV Avisen, været i livedebat med forsknings- og uddannelsesminister Christina Egelund (M) på P1 og deltaget i det politiske talkshow Lippert.

Glam down til tv

Emil var opmærksom på, at hans holdninger især kunne vise sig upopulære uden for universitetets og storbyens mure, og at der nok også ville være seere, som ville fokusere mere på hans ringe i ørerne og neglelak på fingrene, end på, hvad han havde på hjerte.

»Jeg tog mig nogle forholdsregler i perioden. For eksempel fik jeg hemmelig adresse, og jeg slettede det meste indhold på mine sociale medier. Og så var det nok også en fordel, at jeg ikke har et særlig unikt navn.«

Selv om Emil gerne ville være sit autentiske selv, også når han optrådte på tv, overvejede han meget nøje, om hans fremtoning i nogen grad kunne trække fokus fra hans politiske pointer.

»Jeg overvejede flere gange, om jeg skulle glam down, når jeg skulle på tv. På den ene side ville jeg gerne være mig selv, på den anden side er det bare nemmere at få taletid, hvis man ikke stikker for meget ud,« siger han.

Langt hen ad vejen gav det dog sig selv. Emil boede jo dengang i teltlejren på CSS, og havde primært pakket praktisk tøj, der harmonerede med livet i et telt på ubestemt tid.

»Jeg havde for eksempel ikke nogen af de der på, de gange jeg var på tv,« griner Emil og peger mod en række farverige overdele, som sirligt er hængt til skue på væggen:

Figursyede habitjakker med broderede blomster, en lilla top med påsyede perler og en hvid vest bestående af lige dele pels og blonder.

Hvad er din stil inspireret af?

»Godt spørgsmål. Jeg går bare ind i en genbrugsbutik og lader muserne synge til mig,« siger han.

»Typisk fungerer det sådan, at jeg ser et stykke tøj og tænker, hvem i alverden er den lavet til? For eksempel den hvide vest der …«

Han peger mod væggen.

»… et frygteligt stykke tøj, ikke? Hvem i alverden skulle gå med den? Og når ikke jeg kan komme i tanke om andre, så må det jo være mig,« siger han og trækker på skulderen, inden han tilføjer:

»Nu ved jeg det. Mine stilikoner er ældre kvinder. Jeg arbejdede engang i hjemmeplejen, og deres tøj, det kunne altså bare noget.«

Sommeraktivisme

Efter teltlejr og sultestrejke stod der pludselig sommerferie i Emils kalender. Det var mærkeligt efter den intense periode, fortæller han.

»Jeg havde fået helt vildt mange gode venner, og jeg følte, at jeg var i gang med lige præcis det, jeg burde. Så det var en stor kontrast pludselig at have dage, hvor jeg kunne falde ned i et Netflix-hul og ikke lave så meget,« siger han.

Men den globale uretfærdighed holdt ikke sommerferie.

Selvom juli måned egentlig skulle stå på at læse op til de eksamener, han havde udskudt, brugte han i stedet sin tid på at deltage i blokader og demonstrationer mod virksomheder, der bidrager til våbeneksport til Israel.

Under blokader foran teknologivirksomheden Terma, der producerer til fly- og våbenindustrien, blev politiet involveret flere gange, og to gange er Emil blevet slæbt hen ad jorden, smidt ind i en politibil og kørt på stationen, fordi han nægtede at flytte sig.

»Det skal være ubehageligt at blive arresteret, og det sørger politiet for, at det er. Smertegreb, stripvisiteringer, den slags. Det sidste har jeg ikke prøvet, men jeg kender flere, der har. Man skal lige restituere, før man kan gøre det igen,« siger han:

»Og det er irriterende. For man ville gerne kunne holde et konstant pres og stoppe de virksomheder, der bidrager til våbeneksport til Israel.«

Emil og flere af hans venner har nu meldt sig ind i Bødebanken, en forening, man kan betale kontingent til, og som til gengæld dækker bøder under et vist beløb, hvis lovovertrædelsen er sket i forbindelse med aktivisme på den udenomsparlamentariske venstrefløj.

Det lyder som om den aktivisme, du har lavet ved siden af Studerende mod Besættelsen på det seneste, har været lidt mere … hardcore?

»Tja, måske. Men Rafah Garden var også et meget radikaliserende rum. Der mødte man mange, der lavede former for aktivisme, man måske gerne selv ville lave, men endnu ikke havde turdet. Mange synes nok, det er intimiderende at møde op til en blokade alene, hvis ikke man lige kender nogen,« siger Emil.

Han peger på en kæmpe ødelagt hængelås, der er sat op på hans radiator, som var den en slags trofæ.

»Jeg var låst fast til porten ved Terma med den der rundt om halsen. Først prøvede politiet at klippe mig fri med en knibtang. Så kom de med en vinkelsliber, men kunne ikke bruge den så tæt på min hals. Til sidst fik de skåret mig fri med verdens største elektriske saks.«

Når du sidder der, tænker du så nogensinde: Kunne jeg lave noget federe end at sidde fastspændt til en port lige nu?

»Nej. Lige i det øjeblik tænker jeg mest på, hvad jeg kan gøre næste gang. Jeg føler, jeg er det helt rigtige sted og bruger min tid på den helt rigtige måde.«

Kæmper du retfærdighedens kamp, eller handler det lige så meget om, at du godt kan lide at være i ekstreme situationer?

»Det spørger jeg nogle gange mig selv om. Men det er virkelig ikke noget, jeg tidligere har opsøgt. Jeg er ikke et særlig konfrontatorisk menneske, faktisk er jeg ret konfliktsky. Det er heller ikke fordi, at jeg har levet en helt vild ungdom eller sådan noget,« siger Emil.

Drømmen om en anden verden

Det er kedeligt at være den, der snakker om krig hele tiden, hvis ens venner er et andet sted, siger Emil, der i Studerende mod Besættelsen har fundet et fællesskab, »hvor alle deler samme interesse og samme sorg.«

»Jeg har mødt så mange seje og søde mennesker, som brænder for præcis det samme som mig,« siger han og fortæller, at hans bedste venner i dag er fra enten filosofi- eller aktivistmiljøet, men at der er stort overlap mellem de to.

Og selv om Emil ikke har brugt meget krudt på studiet de seneste måneder, er han faktisk ret vild med at gå på universitetet. Han er med egne ord »en kæmpe skoleperson.«

Derfor har han også umiddelbart svært ved at svare på, hvad han drømmer om at lave på den anden side.

»Min jobkonsulent – altså min mor – kigger mig lidt over skulderen indimellem og spørger, om det godt nok er filosofi, jeg skal læse. Men det er det, jeg brænder for, og kunne jeg vælge, ville jeg allerhelst være evighedsstuderende,« griner han og fortsætter:

»Jeg drømmer ikke om et særligt arbejde. Eller jo, men jeg er ikke en af dem, der tænker, at mit arbejde absolut skal være meningsfuldt. Jeg håber bare, at jeg kan få lov til at fortsætte med at lave aktivisme på den ene eller anden måde.«

Måske drømmer han om en akademisk fremtid som forsker i filosofi, hvor han kan blive ved med at tænke stort. Men egentlig har han ikke så mange drømme på sine egne vegne, siger han:

»Jeg drømmer om et frit Palæstina og en dekonstruktion af patriarkatet. Det er egentlig bare det.«

LÆS OGSÅ: Rektor i stort interview: Derfor vil KU ikke lave akademisk boykot af Israel