Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Arbejdsmiljø
Samarbejde — KU mangler tillidsrepræsentanter i administrationen. Ledelsen opfordrer til opbakning, men HSU-næstformand kritiserer, at universitetet ikke tager hensyn til tillidsfolkenes arbejdsbyrde.
Københavns Universitet mangler i øjeblikket tillidsvalgte medarbejdere – både tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og medlemmer til samarbejdsudvalg. Særligt i universitetets administration står flere poster tomme, og det vækker bekymring blandt både medarbejdere og ledelse.
Fraværet af tillidsfolk rammer samtidig med udrulningen af den omfangsrige administrationsreform, der omstrukturerer hele den administrative organisation.
LÆS OGSÅ: Så er den her: Velkommen til KU’s nye administration
Med reformen er der samtidig opstået en usikkerhed blandt flere medarbejdere, der gør det vanskeligt at få nye folk til at stille op til de ledige poster.
Det vurderer Ingrid Kryhlmand, der er HK-fællestillidsrepræsentant og næstformand i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU).
Man kan ikke både løse sine almindelige opgaver og være tillidsrepræsentant uden at få den fornødne tid
Ingrid Kryhlmand, HK-fællestillidsrepræsentant og næstformand i HSU
»Der er en del, der har sagt, at så længe de ikke præcist ved, hvad det er, de skal lave under den nye reform, så vil de ikke melde sig,« siger hun til Uniavisen.
Samtidig oplever mange af KU’s tillidsfolk ifølge Ingrid Kryhlmand, at deres ordinære arbejdsopgaver ikke i tilstrækkelig grad bliver reduceret, når de træder ind i rollen som tillidsvalgt.
HSU-næstformanden peger derfor på, at flere fravælger at stille op, fordi de frygter at stå med dobbeltarbejde.
»Man kan ikke både løse sine almindelige opgaver og være tillidsrepræsentant uden at få den fornødne tid,« siger hun.
Fra KU’s ledelse er der også fokus på manglen af tillidsfolk.
Det fortæller vicedirektør og leder af HR på KU, Thomas Molin. Han understreger, at universitetet arbejder aktivt på at sprede budskabet om vigtigheden af tillidsrepræsentanter.
KU opfordrer derfor alle lokale ledere til at bakke op om de tillidsvalgtes arbejde.
Men universitetet skal som arbejdsgiver samtidig holde sig inden for en vis distance. Det er nemlig medarbejdernes eget valg, hvem der skal være deres repræsentanter – det kan ledelsen ikke blande sig i.
Det er en styrke for alle parter at have lokale tillidsrepræsentanter, der kender KU og organisationen indefra
Thomas Molin, vicedirektør og leder af Fælles HR på KU
»Vi prøver at kommunikere internt i organisationen, at vi værdsætter og understøtter rollen som tillidsrepræsentant, men vi kan ikke gå ud og pege på folk,« siger han.
Ifølge Thomas Molin er det svært for KU centralt at kommentere på kritikken om, at der er for få ressourcer til tillidshvervet, da det er en udfordring, der skal løses lokalt.
»Jeg ved jo ikke, hvordan dialogen foregår ude lokalt mellem tillidsrepræsentant og en chef. Men tillidsrepræsentanterne skal have tid til at lave deres arbejde, så det er en balancegang mellem det daglige arbejde og funktionen som TR. Og det ligger i dialogen mellem leder og tillidsrepræsentant,« siger han.
LÆS OGSÅ: Top-tillidsrepræsentant: Universitetet bliver ledet, som om det var en margarinefabrik
Hvor mange poster der helt konkret står ubesatte, er der endnu ikke et fuldt overblik over. KU og de faglige organisationer er i gang med at kortlægge valgområderne i den nye organisation. Målet er, ifølge Thomas Molin, at få den fremtidige TR-struktur på plads før sommerferien.
Hvis situationen ikke forbedres, kan det få konsekvenser for både medarbejderne og universitetet som helhed. I yderste konsekvens kan opgaverne overgå til de faglige organisationer uden for KU, som kan blive nødt til at varetage tillidsarbejdet centralt.
»Vi vil gerne undgå, at opgaven overgår til forbundene udefra. Det er en styrke for alle parter at have lokale tillidsrepræsentanter, der kender KU og organisationen indefra,« siger Thomas Molin.