På Frederiksberg lider ansatte under stort, kaotisk renoveringsprojekt

Det har været et par varme måneder for medarbejderne på Plante- og Miljøvidenskab på Frederiksberg Campus. I hvert fald de af dem, der har hjemme i den brutalistiske bygning, der i daglig tale bare kaldes Højhuset.

Hele sommeren har dele af huset nemlig været pakket ind i kraftig plastik, og nu er to tredjedele af bygningen omsluttet.

Bygningens betonfacade skal renoveres, og da målinger viste det giftige stof PCB i betonen, skulle der dækkes af, når der blev boret, fortæller arbejdsmiljørepræsentant på PLEN Augusta Szameitat.

»Dengang blev det bestemt, at der skulle dækkes af ti meter fra de steder, hvor der blev boret, så medarbejderne ikke blev udsat for giftigt støv. Men det blev ikke overholdt. De borede uden plast på etagen over eller under, og de satte plast op steder, hvor der ikke blev boret. Til sidst dækkede de så af overalt,« siger hun.

Nu er fire ud af seks sektioner i den seks etager høje bygning dækket fuldstændig af i plastik, og det skaber store problemer for medarbejderne.

»Det larmer voldsomt, og vi får ingen information om, hvornår. Det gør det umuligt at planlægge arbejde, møder, sågar mundtlige eksamener, og mange er tvunget til at flytte rundt mellem kontorer for at slippe for støjen,« siger Augusta Szameitat:

»På kontorerne er der ingen ventilation, og vi kan ikke åbne vinduer eller døre. Folk klager over hovedpine, træthed og manglende energi. Man bliver simpelthen uoplagt og træt af at være her, fordi indeklimaet og det naturlige lys er så negativt påvirket af plastikafdækningerne.«

Nikotingult plastik

Tillidsrepræsentant Niels Agerbirk fortæller, at det dårlige indeklima og det manglende lys grundet afdækningen er noget, der fylder blandt medarbejderne.

»Hver gang, man kommer ind på et kontor, himler man med øjnene. Vi kan ikke åbne vinduerne, og det er mørkt på kontorerne, fordi dagslyset skal gennem nikotingult plastik.«

Han understreger, at han selvfølgelig har forståelse for, at håndværkerne skal bore, og han sætter pris på, at der bliver passet på medarbejderne med afskærmning. Det, han kritiserer, er den manglende kommunikation.

Jeg forstår ikke, hvorfor man arbejder på hele huset samtidig i stedet for at gøre en afdeling færdig ad gangen

Tillidsrepræsentant Niels Agerbirk

»Vi har ikke fået noget at vide om, hvornår det bliver pillet ned igen. Jeg forstår ikke, hvorfor man arbejder på hele huset samtidig i stedet for at gøre en afdeling færdig ad gangen. Som det er nu, er hele huset forseglet.«

Augusta Szameitat istemmer kritikken:

»Det er et stort problem, at vi ikke får besked om, hvornår de borer, eller hvornår de er færdige med renoveringen og piller plasten ned igen. Vi får ingen information,« siger hun.

Larmen fra byggeriet gør det svært for medarbejderne at arbejde i bygningen.

»Det er umuligt at planlægge møder eller arbejde, og mange er tvunget til at flytte rundt mellem kontorer for at slippe for støjen. Hvis man er på et kontor, hvor der bliver boret lige udenfor, så kan man ikke høre, hvad hinanden siger. Så er det simpelthen så højt, at man ikke kan tale sammen,« siger hun.

Kunne mere hjemmearbejde ikke løse problemerne?

»Nogle kan arbejde hjemme, men det er langt fra alle, for vi har mange møder og meget laboratoriearbejde. Og politikken om hjemmearbejde er fortsat, at det skal begrænses mest muligt og aftales lokalt med nærmeste leder. Mit indtryk er, at folk, der har efterspurgt det, har fået lov. Måske kunne ledelsen have udvidet tilladelsen til hjemmearbejde, men det havde ikke løst problemet med, at langt de fleste af mine kolleger arbejder i laboratorier og har brug for at være fysisk til stede,« siger hun.

Kritiske laboratoriemålinger

Den lokale arbejdsmiljørepræsentant fortæller, at det også påvirker det forskningsarbejde, der bliver lavet i bygningen. På laboratorierne arbejder medarbejderne med dyre maskiner, som bliver påvirket af rystelserne fra boringerne, hvilket risikerer at ødelægge målingerne.

»Når vi ikke ved, hvornår der bliver boret, risikerer vi at miste målinger. Et par gange har vi måttet bede håndværkerne om at vente med at bore, så vi kunne færdiggøre en måling,« siger hun.

Når vi ikke ved, hvornår der bliver boret, risikerer vi at miste målinger

Augusta Szameitat, arbejdsmiljørepræsentant på PLEN

Augusta Szameitat understreger, at både den lokale ledelse og den lokale campusservice har forsøgt at finde løsninger, men at kommunikationen med de ansvarlige fra KU har været meget svær.

»Vi aner ikke, hvem vi skal henvende os til. Jeg synes, det er uacceptabelt, at vi ikke får information om, hvornår støjen kommer, for det gør det umuligt for os at planlægge vores arbejde. Jeg vil ønske den lokale ledelse og arbejdsmiljøorganisation blev hørt inden og undervejs i sådanne renoveringsprojekter, hvor indeklimaet bliver væsentligt forringet, og støjgener er så markante,« siger hun.

Hun har kontaktet ledelsen og bedt om en tidsplan for, hvornår arbejdet er færdigt, ligesom hun har foreslået, at håndværkerne færdiggør en side af bygningen ad gangen, så der ikke konstant skal være dækket af over det hele.

Plan og Byg: Derfor gjorde vi sådan

Bjarne Ernst Hellmann, specialkonsulent ved Plan og Byg med ansvaret for betonrenoveringen på Frederiksberg Campus, forstår godt medarbejdernes frustration over støj og manglende lys og luft, men han understreger, at afdækningen har været nødvendig for at beskytte medarbejderne mod stoffet PCB, som er konstateret i alle fugerne mellem betonelementerne.

»Jeg kan godt se, at det ikke er rart at have støj lige omkring sig, når man skal arbejde. I forbindelse med arbejdet med PCB-fuger har vi dækket facaderne af med plastik for at undgå spredning til lokalerne.«

Hvorfor er medarbejderne ikke blevet varslet om, hvor og hvornår der bores og afdækkes, så de kan planlægge deres arbejde herefter?

»Jeg kan ikke afvise, at vi kunne have informeret bedre. Vi har sendt tre brugerinformationer ud om projektet og tidspunkterne, men det har været svært at sige præcist, hvornår der bores.«

Jeg kan godt se, det måske kunne have været anderledes

Specialkonsulent Bjarne Ernst Hellmann, Plan og Byg

Når bygningningen er pakket ind på alle sider er det umuligt for medarbejderne at lufte ud og forbedre indeklimaer. Hvorfor ikke tage én afdeling ad gangen i stedet for at afdække hele bygningen?

»I den første lange periode var det nødvendigt at hejse elementer med en stor kran hen over taget af bygningen, og derfor arbejder vi på begge sider samtidig. At sætte stillads og plast op og tage det ned igen koster omkring en halv million, så vi valgte at dække hele bygningen af og beholde det sådan. Jeg kan godt se, det måske kunne have været anderledes.«

Har I haft de lokale arbejdsmiljørepræsentanter med på råd?

»Nej. Vi har haft universitetets centrale arbejdsmiljøfunktion og vores faste rådgiverfirma Dansk Miljøanalyse til at foretage miljøscreeninger. Vi mente, vi dækkede os ind på den måde, men vi burde måske have involveret de lokale medarbejdere også.«

Snart strømmer lyset frit igen

Hvornår kan de ansatte forvente, at afdækningen fjernes igen?

»Den bliver fjernet gradvist. I uge 39 og 40 bliver stillads og plastik på den første facade på bygning 71 taget ned. På baggrund af tilbagemeldinger fra brugerne overvejer vi, om vi kan ændre processen, så vi arbejder hurtigere og undgår at have hele bygningen dækket ind på resten af projektet. Men det er et spørgsmål om økonomi, så jeg alene kan ikke træffe den beslutning.«

Medarbejdere rapporterer om hovedpine, træthed og dårligt indeklima. Hvad har I gjort for at forhindre dette?

»Vi har desværre ikke kunnet gøre meget. Kontorlokalerne på den ene side af bygningen viste sig ikke at have ventilation, og det er en udfordring, vi ikke har haft en løsning på.«

Flere medarbejdere siger, de ikke ved, hvem de skal henvende sig til. Hvorfor er der ikke en kontaktperson?

»I de brugerinformationer, vi har sendt ud til alle brugere i de to bygninger, står både helpdesk og mit navn. Men det er muligvis ikke alle, der har læst informationerne.«

Arbejdsmiljørepræsentanten kalder kommunikationen uacceptabel – hvad siger du til det?

»Hvis vedkommende synes det, må jeg beklage. Jeg synes ikke, det har været helt ved siden af, men jeg kan godt se, at den ikke har været fyldestgørende.«

Hvad kan de ansatte forvente nu?

»Vi har en plan. Om en til to uger begynder vi at pille afdækningen ned på bygning 71. Vi overvejer også at nøjes med at afdække én side ad gangen fremover, men det afhænger af de økonomiske rammer.«