Min generation har glemt højtideligheden. Og at vi har noget at kæmpe for

Snart skal busten af den tidligere rektor Henrik Wegener afsløres, og den efterhånden støvede debat om, hvorvidt busten sender et forkert signal eller ej, vil med sikkerhed genopstå.

Kritikken lyder på, at vi ikke burde sætte endnu én mand på piedestal. At vi, hver gang vi markerer en tidligere leder, cementerer en historie, hvor kvinder næsten ikke findes.

Det er en forståelig impuls. Men den er også dybt problematisk, og den afslører noget vigtigt om, hvordan vi studerende forholder os til det universitet, vi går på.

Jeg tror ikke, at den samme diskussion ville have fundet sted, hvis busten havde forestillet en kvinde. Den seneste kvindelige rektor valgte ganske vist selv et maleri, ligesom mange af hendes forgængere, men jeg tror ikke, at modstanden er rettet mod buster som genre, den er rettet mod det, busten repræsenterer. En historie, vi i stigende grad ikke længere synes er flatterende.

Der er intet omkring os, der minder os om, at vi er en del af en tradition

Universitetet blev grundlagt i 1479. I over 500 år har de fleste af dem, der formede institutionen, været mænd. Det er ikke en ideologisk holdning, men en historisk kendsgerning. Og man kan ikke redigere kendsgerningen ved at nægte at afbilde den.

LÆS OGSÅ: Afsløring: Buste af afgående rektor skal ud i byrummet. »Jeg kan jo ikke gøre for, at jeg har det køn, jeg har«

Vi vender ryggen til traditionerne

Sandheden er, at vi er en generation, der for alt i verden vil undgå højtidelighed. Det er, som om der hersker en trend, hvor de studerende hellere vil opfinde nye traditioner end at hylde og dyrke de eksisterende.

Jeg ser det overalt. Langt fra alle kommer til immatrikulationen. Til årsfesten er det de ansatte, der dukker op, mens vi studerende bliver hjemme. Ved dimissionen får man tilsendt et diplom på mail.

Jeg læser statskundskab, og når jeg går gennem universitetets bygninger, savner jeg portrætterne af dem, der har formet universitetet gennem tiden – de hænger slet ikke på væggene længere.

LÆS OGSÅ: Eva Smith overhaler Henrik Wegener indenom med buste

Som med så meget andet, der ikke passer ind i mine medstuderendes verdensopfattelse, så skræmmer tanken om portrætter og buster af “gamle, hvide mænd” dem fra vid og sans. Så dér, hvor man før kunne møde blikket fra dem, der byggede stedet, er der nu bare vægge.

Det samme gælder bygningerne selv: Vi bliver rykket ud af de historiske lokaler i Indre By og ind på Søndre Campus – et gråt, goldt cementbyggeri med skimmelsvamp i væggene – eller ud i prangende, men historieløse nybyggerier, som lige så godt kunne stå i en hvilken som helst erhvervspark. Der er intet omkring os, der minder os om, at vi er en del af en tradition.

Og det er et problem.

Man kæmper ikke for en institution, man inderst inde ikke er stolt af at være en del af

For et universitet med studerende, der skammer sig over universitetets fortid og derfor ikke holder fast i traditionerne, vil på sigt miste evnen til at forsvare sin fremtid.

Det er ikke tilfældigt, at vi studerende har svært ved at mobilisere os, når politikerne skærer i budgetterne, når humaniora udsultes, og når uddannelse behandles som en produktionslinje.

Man kæmper ikke for en institution, man inderst inde ikke er stolt af at være en del af. Og når universitetet heller ikke insisterer på højtideligheden, så står vi pludselig med et universitet, der hverken tror på sig selv eller bliver troet på af andre.

LÆS OGSÅ: KU har over 130 buster af hvide mænd. Er det tid til at pensionere et par stykker?

Der er styrke i højtideligheden

Hvis vi i stedet turde dyrke højtideligheden, ville vi få noget afgørende retur: et forhold til vores universitets fortid og historie, der er mere voksent end nu.

Vi ville få lov til at sige, at ja, de fleste af dem, der byggede stedet, var mænd. Det er en del af fortællingen, ikke et problem, vi skal redigere os ud af.

Vi ville få lov til at hænge portrætterne op og til at sætte den næste kvindelige rektors buste op, uden at det bliver et politisk statement, men blot endnu et led i en lang kæde.

Vi ville få en ramme, hvor nye historier kan føjes til, uden at gamle skal slettes. Og vi ville få en grund til at blive, til at møde op, til at kæmpe, når nogen vil skære i status quo. Et sprog til at tale om, hvorfor det, vi laver, betyder noget – også når det ikke kan måles i erhvervsfrekvens eller STÅ-produktion.

Lad os hænge billederne op igen. Lad os dyrke historien. Med buster, portrætter, gamle bygninger og det hele.