Hun plejede at protestere ude på Slotspladsen. Nu har klimaaktivisten fået plads i Folketinget

Elise Sydendal ligner ikke sine nye kollegaer i Folketinget. Med næsering og genbrugstøj ligner hun mere en, der burde stå og råbe politikerne op ude foran Christiansborg. Hun kan heller ikke rigtig finde rundt. Og før hun om kort tid for første gang nogensinde skal ind i folketingssalen, skal hun lige en tur forbi IT. Teknikken driller.

»Det sværeste har indtil videre været at finde rundt. Jeg har virkelig dårlig stedsans,« siger Elise Sydendal, da Uniavisen møder hende på en af hendes første arbejdsdage.

Elise Sydendal er ny på Borgen, men kendt i Uniavisens spalter. Hun er kandidatstuderende på Statskundskab på KU, og så er hun netop blevet valgt ind i folketinget for Alternativet. Hun var opstillet for Jordskred, en politisk alliance af forskellige græsrodsbevægelser med det erklærede mål at få flere klimaaktivister ind i Folketinget.

Da Elise Sydendal blev stemt ind, formåede klimabevægelsen at bære en af deres egne aktivister hele vejen over de tykke mure og ind i magtens centrum.

Og selvom Elise Sydendal aldrig har drømt om at blive politiker (og selvom valget faldt på et dårligt tidspunkt – hun nåede ikke at skrive sit speciale færdigt), så har de sidste fem år af hendes liv handlet om politik i alle andre afskygninger end partipolitik.

LÆS OGSÅ: Interessen for politik trak Mads Strange over på Statskundskab. Men studiet endte som et hobbyprojekt

»No way, det skal ikke være mig«

For det nyvalgte folketingsmedlem er opmærksomheden ikke ny. Hun har stået med en megafon i hænderne til klimademonstrationer på Slotspladsen. Hun har demonstreret foran rektoratet for at råbe KU’s ledelse op, hun har sammen med en alliance af nordiske aktivister blokeret Norges største olieraffinaderi, og da der var forhandlinger om den Grønne Trepart, sultestrejkede hun i otte dage foran Christiansborg.

Alligevel blev hun lidt overrasket, da hun blev spurgt, om hun havde lyst til at stille op til Folketinget.

»I starten tænkte jeg: no way, det skal ikke være mig. Jeg har aldrig haft en drøm om at være politiker.«

Men Elise Sydendals kandidatur var en del af en større plan. Den Grønne Ungdomsbevægelse havde holdt øje med udviklingen i New York, hvor den unge, grønne demokratiske kandidat Zohran Mamdani mod al forventning havde fejet sine modkandidater af banen med en blanding af socialistiske budskaber og fængende TikTok-videoer og var landet solidt på borgmesterposten. Han blev i høj grad båret frem af et samarbejde mellem græsrodsorganisationer og politikere.

I november 2025 besluttede en gruppe af aktivister, de fleste af dem med baggrund i Den Grønne Ungdomsbevægelse, at de ville forsøge at gøre Mamdani kunsten efter med en dansk pendant: Jordskred.

Målet med Jordskredsbevægelsen er, fortæller Elise Sydendal efter at have slået sig ned i sofa i en af vandrehallens kroge, er at få tilført noget ny energi til partierne på venstrefløjen, som kæmper for klimahandling. Bevægelsen opstillede medlemmer i fire storkredse for Alternativet og Enhedslisten og fik tre ud af fem kandidater valgt ind. De sidste to er begge blevet valgt som førstesuppleanter.

Det har politikerne styr på

Elise Sydendal er opvokset på Fejø, en lille ø nord for Lolland, som er kendt for sine gode æbler og for at kæmpe mod og lykkes med at vende den affolkningstendens, der ellers vinder frem i resten af kommunen. Hun gik i skole på Lolland, hvor hele familien stadig bor.

Jeg er forbundet med Fejø og Lolland både fysisk og i hjertet

Elise Sydendal

Partipolitik fyldte ikke særlig meget i Elise Sydendals barndom, men hun lærte tidligt, hvad det vil sige at kæmpe for en sag.

»Min mor har altid været meget optaget af, hvordan man sikrede udviklingen i lokalområdet på Lolland og Fejø. Hun kæmpede imod skolelukninger og alt sådan noget.«

Det var i gymnasiet, Elise Sydendal for første gang blev bevidst om klimaforandringer. I naturgeografi lærte hun om sammenhængen mellem globale temperaturstigninger og udledning af drivhusgasser. Og at Jorden kan nå en temperatur, som sætter gang i irreversible kaskadeeffekter, som er umulige at genoprette.

»Det gav mig helt vildt meget stress. Men jeg havde også en grundlæggende tro på, at statsoverhovederne måtte have styr på det. De måtte jo forstå, at vi ikke kan sætte hele verden over styr på den måde. Men jo mere, jeg lærte om politik, jo mere indså jeg, at der ikke var styr på det.«

Elise Sydendal blev aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse i 2019. Men da hun kort tid efter flyttede til København for at begynde at studere, faldt hun fra. Under corona sneg klimabekymringen sig ind på hende igen. Hun opsøgte et fællesskab, som kunne give afløb for bekymringen og genoptog sin aktivitet i Den Grønne Ungdomsbevægelse i 2021.

»Jeg følte, vi blev nødt til at tage det ansvar, som politikerne ikke har taget,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Studerende sultestrejker: »Det er lidt nøjeren at følge med i, hvordan vores kroppe degenererer«

Danmarksdemokraten og den alternative

Det er ikke kun klima, der fylder for Elise Sydendal. Hun vil være en politiker, der repræsenterer de lokalsamfund på landet, som hun selv er rundet af.

»Jeg er forbundet med Fejø og Lolland både fysisk og i hjertet.«

På nært hold har hun kunnet følge med i, hvordan Danmarksdemokraterne er stormet frem på hendes hjemstavn. Hendes stedfar, Benny Damgaard, er nemlig opstillet for partiet, og ved kommunalvalget blev han den største stemmesluger i Lolland Kommune. I dag sidder han i byrådet.

Og selvom hun ikke deler særlig mange af sin stedfars partis holdninger, forstår hun godt, hvorfor han fik så mange stemmer.

»Han er billedet på modstanden mod det system, som ikke længere griber mennesker. Den nære velfærd er fuldstændig knækket over i yderområderne.«

Elise Sydendal tegner et billede af et Lolland, hvor busserne og skolerne lukker, og folk flytter væk.

»Det kan være rigtig svært at få sådan nogle små samfund tilbage på sporet, når de først er under afvikling. Politikerne på Christiansborg har ikke taget nok ansvar for at løfte de her områder og sørge for, at der er tilstrækkeligt med penge i kommunekasserne.«

Til folketingsvalget blev Danmarksdemokraterne det største parti på Fejø, mens Alternativet blev næststørst. Folk stemte på både Benny Damgaard og Elise Sydendal.

»Jeg synes, det viser, at i små lokalsamfund handler det mere om, hvem du stoler på, faktisk vil løfte dit område end hvilket parti, du er fra,« siger hun.

En anden slags aktivisme

Elise Sydendal var dog langt fra solgt på idéen om at stille op til Folketinget, da hun blev spurgt. Hun syntes, den konstante mediebevågenhed ved livet som politiker lød stressende.

»Jeg forestiller mig, at det må være hårdt, at der er så mange mennesker, der har en holdning til en. Derfor har jeg altid tænkt, det ikke var for mig.«

Men hun var motiveret af tanken om, at hun kunne være politiker på en anderledes måde. Det hjalp også på beslutningen, at hun vidste, hun både under og efter valgkampen ville have et netværk af græsrodsbevægelser og aktivister omkring sig.

»Jeg føler mig ikke alene, og det gør, at det føles meningsfuldt.«

En kæmpe del af jobbeskrivelsen for en politiker er at være i konflikt

Elise Sydendal

Da kampagnen først begyndte at rulle, gik det op for Elise Sydendal at meget af det arbejde, hun havde været med til at lave i Den Grønne Ungdomsbevægelse, mindede om at føre valgkamp. Der er ikke stor forskel på at dele flyers ud for at få folk til at møde op til en demonstration og for at få folk til at stemme dig ind i Folketinget.

»Der var en virkelig god energi og håbefuld stemning i organisationen. Vi blev enige om, at vi ville lægge alle vores kræfter i valgkampen. Det var mega hårdt, men også virkelig sjovt.«

Elise Sydendal kalder sig selv aktivist først og siden politiker. Men spørger man hende, er de to ting ikke nødvendigvis så forskellige.

»Det er selvfølgelig en anden måde, man er aktivist på som politiker. Herinde handler det om at skabe flertal for en mere grøn og progressiv politik. Så bliver man nogle gange nødt til at gå på kompromis med nogle ting og stå fast på andre ting, og måske være lidt kreativ i sine alliancer.«

Men det er ikke alt, Elise Sydendal ser frem til i sin nye tilværelse som politiker.

»En kæmpe del af jobbeskrivelsen for en politiker er at være i konflikt. Det synes jeg lyder hårdt. Den del hvor man kæmper for at få gennemført det ting, man tror på ved at samarbejde med folk, synes jeg, lyder fedt.«

Plads til almindelige mennesker

Venstrefløjsaktivismen er kommet sammen med bekymringen for klimakrisen. For Elise Sydendal hænger ulighed og klima sammen.

»Jeg kom frem til, at jeg syntes, løsningerne var bedst og mest retfærdige på venstrefløjen. Men det var først noget, jeg fandt ud af, efter jeg begyndte på Statskundskab.«

Føler du dig så bedre rustet til arbejdet som politiker, nu du har en statskundskabsuddannelse i rygsækken?

Jeg har en uddannelse i statskundskab og meget erfaring med politik, så hvis jeg føler, det er et utilgængeligt system, så er der noget galt

Elise Sydendal

»Det er sjovt, for jeg føler mig faktisk overhovedet ikke kvalificeret,« siger Elise Sydendal og fortæller lidt forpustet, hvordan alle udvalgene virker uoverskuelige, og at det hele er meget teknisk, nørdet og utilgængeligt. Men:

»Jeg minder mig selv om, at det er meningen, at helt normale mennesker skal kunne blive valgt ind. Jeg har en uddannelse i statskundskab og meget erfaring med politik, så hvis jeg føler, det er et utilgængeligt system, så er der noget galt.«

Hun beroliger sig selv med, at selvom det kommer til at være en stejl læringskurve, skal der også være plads til hende i Folketingssalen:

»Det giver mig lidt selvtillid. Almindelige mennesker med forskellige baggrunde skal også kunne være her på en meningsfuld måde, også selvom man ikke er en kæmpestor politiknørd, men bare er en person med nogle meninger.«

Ingen femårsplan

Tiden er ved at løbe ud, inden Elise Sydendal skal ind i Folketingssalen for første gang. På spørgsmålet om hvad hun håber at have opnået, når regeringsperioden er slut, svarer hun:

»Jeg håber, vi har fået noget ægte klimahandling. Ikke bare på papiret, som regeringen har været mester i i mange år. Jeg håber også, jeg har været med til at ændre på, hvordan mange ser på Alternativet, så vi ikke kun bliver set som et byparti.«

Hun rejser sig og går hen mod Folketingssalen. De nyvalgte politikere skal godkende valgresultatet. Stedet er fyldt af journalister med kameraer og mikrofoner, som danser rundt for at fange citater fra politikerne, som halser forbi dem.

Mødet varer højst ti minutter, og da Elise Sydendal igen kommer ud, fortæller hun, at hun kom til at kalde det »antiklimatisk« til TV2:

»Vi skulle ikke engang trykke på en knap!«

Hun ved ikke, om hun står på stemmesedlen til næste valg, siger hun, inden vi bevæger os udenfor. Hun er ikke så god til femårsplaner, og lad os nu se, hvor længe den kommende regering holder.

Hun vil være der, hvor hun kan gøre en forskel. Hvem ved, måske betyder det, at hun bliver hængende på Christiansborg. Måske ender hun igen med megafonen ude på Slotspladsen. Eller også flytter hun tilbage til Fejø, bliver skolelærer og kæmper for at holde den lokale skole åben. Der er alligevel mere brug for flere hænder i velfærdssektoren end der er for flere cand.scient.pol’er, siger hun.

Men alt det ligger langt ude i fremtiden. Og lige nu skal hun finde nogle aktivister fra Fridays for Future, og om lidt har hun en aftale med TV2 News, og det kunne også være rart med noget frokost.

Hun småløber tilbage ind på Borgen.