Vi brune studerende klumper os sammen på ALI-uddannelserne

Når jeg går ned ad gangene på Panum, hvor jeg til daglig læser medicin, er det påfaldende, hvor mange af mine medstuderende der ligner mig – altså ser ud til at være efterkommere af ikke-vestlige indvandrere.

Det er et andet billede, end når jeg bevæger mig rundt på humaniora og CSS. Men drejer jeg over mod jura eller ingeniøruddannelserne, begynder folk at ligne mig igen.

Det er selvfølgelig anekdotisk, men når jeg taler med mine medstuderende, har de lagt mærke til det samme. Vi er stærkt repræsenteret på det, man i daglig tale kalder ALI-uddannelserne – advokat, læge og ingeniør. Og medicin, som jeg selv læser, selvom det ikke helt passer ind i forkortelsen.

Fælles for uddannelserne er, at de kommer med både prestige og jobsikkerhed.

LÆS OGSÅ: Studenterrådet: Forandring kommer, når man kæmper for den

Vi klumper os sammen

Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 4 ud af 10 indvandrere og efterkommere har gennemført en uddannelse inden for teknik og sundhed, mod cirka hver tredje blandt etniske danskere.

Omvendt er andelen med en humanistisk eller kunstnerisk uddannelse markant større blandt etniske danskere. Omkring 28 procent vælger den retning, mens det blandt indvandrere og efterkommere kun er hver femte.

Når jeg tænker tilbage på gymnasiet, blev det at blive læge eller ingeniør ofte fremstillet som det mest oplagte – måske i virkeligheden det eneste – valg i vennegrupper med mange efterkommere.

Det handlede både om at gøre vores forældre stolte, fordi de ikke selv havde haft de samme muligheder. Men også om at få fodfæste i et samfund, hvor integrationsdebatten konstant sætter spørgsmålstegn ved ens plads.

Mit ærinde er ikke at problematisere, at efterkommere er stærkt repræsenteret på akademiske uddannelser – tværtimod.

Men fordelingen er efter min mening et symptom på noget, der stikker dybere end en tilfældig tendens.

LÆS OGSÅ: Vi vælger kandidat i blinde – og håber på det bedste

Prestige og jobsikkerhed

Debatten om efterkommere i uddannelsessystemet handler ofte om adgang: Hvem kommer ind, og hvem gør ikke.

Vi taler sjældnere om, hvordan valgene træffes, og hvilke rammer de træffes indenfor. Da jeg selv skulle vælge uddannelse, fyldte prestige og jobsikkerhed mindst lige så meget som min interesse for faget.

Det peger på to ting.

For det første et integrationsvilkår, hvor mange unge med minoritetsbaggrund ikke oplever at have samme rum til at satse eller fejle. Hvis ens forældre ikke har en videregående uddannelse eller har kæmpet for økonomisk stabilitet, bliver uddannelsesvalget et spørgsmål om fremtidssikring frem for passion.

Drømmen om at blive filminstruktør, kunstner eller forfatter kan hurtigt fremstå som et privilegium, man ikke føler, man har råd til. Uddannelser, der ikke umiddelbart kan omsættes til job, kan virke som spild.

For det andet peger det på en form for minoritetsstress. En oplevelse af konstant at skulle bevise sit værd – både over for samfundet og sin familie. Uddannelsesvalget bliver ikke kun personligt, men også symbolsk: et bevis på succes og integration.

I den kontekst opleves ikke alle uddannelser som lige meget værd – uanset hvad vi ellers siger.

Det betyder ikke, at valgene er forkerte. Jeg og mange andre finder mening og glæde i de såkaldte ALI-uddannelser. Spørgsmålet er bare, om valget er helt frit.

LÆS OGSÅ: Tarek Hussein valgte en ALI-uddannelse som de fleste med arabisk baggrund

Et frit uddannelsessystem for alle

Jeg elsker mit studie. Medicin har åbnet mange døre for mig, og jeg ser frem til et arbejde, hvor jeg kan hjælpe andre. Jeg ved også, at lægetitlen giver mig en særlig position.

Det er ikke kun en fagligt interessant karriere, men også en tilværelse, hvor jeg ikke behøver forklare mit valg. Titlen fungerer som et stempel: Jeg har bevist mit værd.

Alligevel kunne jeg sagtens have forestillet mig at læse noget helt andet. Nogle gange tænker jeg på, om mit valg havde været anderledes, hvis jeg havde haft en anden baggrund.

Jeg håber, at vi fremover vil se en bredere repræsentation af brune studerende på tværs af alle uddannelser – også de humanistiske og kunstneriske. Ikke fordi nogle uddannelser er bedre end andre, men fordi en mere ligelig fordeling vil betyde, at flere reelt føler sig frie til at vælge efter interesse frem for nødvendighed.

Det kræver mindre minoritetspres, bedre vejledning og flere rollemodeller, der viser, at der er mange måder at lykkes på.

Først dér kan vi tale om et uddannelsessystem, hvor valget er frit – ikke kun i teorien, men også i praksis.