Politikerne har selv skabt Bangladesh-sagen

Mette Frederiksen langede på sit parties årsmøde ud efter RUC. Universitetet har ifølge landets leder optaget så mange studerende fra Bangladesh, at det svarer til at føre sin egen udenrigs- og indvandringspolitik.

RUC har siden sin undfangelse været mange politikeres skydeskive, og gennem tiderne har de reelle årsager været både mere og mindre saglige. Ligesom tidligere er den igangværende misere nok en anelse mere kompleks, end en tale til Socialdemokraternes stormøde giver plads til.

LÆS OGSÅ: Minister i samråd om studerende fra Bangladesh: Massivt ansøgerpres og svag faglighed

Der er tale om et sammenfald af institutionel forsømmelse og føjelighed og et fokus på drift frem for grundprincipper. Det hele er tilsat politisk opportunisme og højlydt skinhellig forargelse, der skal overdøve, at politikerne selv har lod og del i fortrædeligheden.

Et moderne dilemma

Den igangværende polemik om RUC og de øvrige universiteters optag af udenlandske studerende er et illustrativt eksempel på, hvordan det kan gå helt galt med balancen mellem lydighed over for magten og ansvar for at tænke selv.

Der er tale om et moderne dilemma, der har være indlejret i samfundsudviklingen siden oplysningstiden. Da Immanuel Kant i 1784 skrev sin korte tekst Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?, spurgte han hvordan mennesket slipper fri af sin umodenhed og afhængighed af det, andre mener – og hvordan man udvikler integritet og modenhed til at tænke selv.

Det var et særligt benspænd for Kant. Han levede i Preussen, hvor Frederik den Store herskede. Frederik satte kritikkens toneart og tålte ikke megen modsigelse. Så Kants dilemma var, hvordan man både kan være lydig og udføre sin opgave med hensyn til magten, og samtidig tænke selv med integritet og rygrad.

I universitetssammenhæng handler det dilemma om at være lydig over for de politikere, som tildeler én midler – men samtidig turde at sige fra, når det, man bedes være lydig over for, tydeligvis er forfejlet i forhold til det større formål, man er sat i verden for at opfylde.

Lydighed mod KPI’erne

Ifølge statsministeren er problemet det, man kunne kalde universitetets uansvarlige ulydighed – RUC har ikke handlet, som statsministeren gerne ville have haft det. Jeg mener dog snarere, at der er tale om det modsatte: Nemlig om RUC’s uansvarlige lydighed – RUC (og de øvrige universiteter) har ikke sagt fra over for skiftende regeringens politik i tide.

Her er der god plads til, at rektorer med rygrad, karisma og bevidsthed om universiteternes betydning kunne berige debatten

Budgetreformer og finansieringsmodeller, incitamentsstrukturer og vareliggørelsen af uddannelser har skabt en raffineret excel-æstetik, som administratorer og politikere holder meget af. Men det har også betydet, at universiteterne hele tiden skal tænke i volumen først og fremmest.

Når universiteterne bliver opmuntret til at lave kandidatuddannelser på engelsk, laver de kandidatuddannelser på engelsk. Når de bliver opfordret til at optage udenlandske studerende, optager de udenlandske studerende. Når de bliver opfordret til at optage mange, optager de mange, og hvis de bliver opfordret til at optage folk, der ikke kommer fra Skandinavien eller EU (for så er uddannelsen jo gratis og giver adgang til SU), så stiger antallet af ’udenlandske selvbetalere’.

LÆS OGSÅ: Nyt samråd: Bangladesh-sagen vokser for Egelund

Sammensværgelsen mellem politikeres og forvaltningssystemets utallige fikse ideer om simple effektive incitamenter og universitetsledelsernes tankeløse overopfyldelse af key performance indicators [sic!] synes at føre til destruktiv middelmådighed.

Den uansvarlige lydighed strækker sig endda så langt, at universiteterne er i færd med at klippe deres kandidatuddannelser midt over i forventning om, at der nok alligevel kommer en politik på området – selvom de ikke engang er blevet endeligt bedt om det endnu. Hvorvidt dette er rettidig omhu eller selvforskyldt umyndiggørelse, er nok lidt for tidligt at afgøre.

En rektor med rygrad, tak

Uddannelsespolitik er som bekendt for vigtig til, at man kan overlade det til uddannelsespolitikere alene.

Men hvis universiteterne ikke med rette vil kunne anklages for samvittighedsløst at spille med efter primitive og ret så umyndiggørende incitamenter, kræver det, at man finder rygraden, stoltheden over sin metier og modet til at sige tingene, som de er: Uddannelse koster penge, og uddannelse skaber penge. Men udover det skal uddannelse også skabe oplyste borgere med modenhed og integritet.

Det kræver indimellem ansvarlig ulydighed at påpege, når incitamenterne vrider universiteternes mission af led. Her er der god plads til, at rektorer med rygrad, karisma og bevidsthed om universiteternes betydning kunne berige debatten.

I stedet har vi politikere, der med sølle forudsigelighed spiller forargede over, at universiteterne lader sig rive med af de afstumpede incitamenter, de selv har fremelsket.