Mine studerende vil ikke engang kunne undervise i gymnasiet

Det kan have afgørende betydning for ens livsbane at have en fremragende lærer – det kan de fleste nok nikke genkendende til. I et fag som Musik er det samtidig vigtigt for ens almene dannelse. Og så er det inspirerende og sjovt at blive undervist af folk, der kan deres kram.

LÆS OGSÅ: Portræt: Nenia Zenana fra Musikvidenskab er årets underviser 2024

Derfor er det også på sin plads, at unge mennesker, der vælger Musik som fag i gymnasiet, i mange år har kunnet regne med at blive undervist af dygtige kandidater fra universiteterne. Som lektor på Musikvidenskab er det desværre min oprigtige overbevisning, at de kandidater, vi uddanner på KU, i fremtiden ikke længere vil være i stand til at løfte den opgave.

Kroppen lærer langsomt

Jeg begyndte selv at studere musikvidenskab i 1980, hvor man til sin optagelsesprøve skulle spille en firstemmig koral fra bladet. Man skulle læse noder, altså både G-, F- og C-nøgle. Man skulle tillige synge, synge fra bladet, kunne høre intervaller, akkordomvendinger og så videre. Langt de fleste, der dengang blev optaget på studiet, havde allerede spillet klaver og sunget i kor siden barnsben, så de havde en solid musikalsk ballast med i bagagen.

På bachelordelen havde jeg hele fire semestre med ugentlig undervisning i sang og klaver, og minsandten om ikke det hele blev gentaget på kandidatdelen. Jeg modtog med andre ord i alt otte semestres ugentlig undervisning i både sang og klaver undervejs i min studietid.

Det tager som bekendt uendelig meget længere tid at udvikle færdigheder end at tilegne sig viden. Navnlig kropslig indlæring, som jo er, hvad musikalske ’håndværk’ som sang og klaver bygger på, tager lang tid. Kroppen lærer milevidt langsommere end hovedet, men husker til gengæld så meget længere.

Det siger sig selv, at så megen praksisundervisning var en bekostelig affære. Og jeg har da heller ikke, siden jeg blev ansat som underviser på Musikvidenskab i 1992, oplevet andet end besparelser og nedskæringer. Der er igennem mine 33 års ansættelse kun blevet mindre undervisning.

Mindre undervisning, større behov

Når man som jeg elsker sit fag, forsøger man som underviser selvsagt at lære sine studerende så meget som overhovedet muligt på den tid, der er til rådighed. Og jeg vil mene, at underviserne på Musikvidenskab har gjort en ikke mindre end heroisk indsats for at kompensere for de stadige nedskæringer. Men det kan man jo ikke blive ved med til evig tid.

Der vil altid være studerende, der synger og spiller rigtig godt, men de bliver stadig færre. Parallelt med nedskæringerne på praksisundervisningen er de studerende, der søger ind på studiet, nemlig blevet svagere funderet. Langt de færreste kan spille klaver med begge hænder efter noder, mange kan kun lige akkurat stave F-nøgle, og kun få har sangerfaring, så de uden vanskelighed kan holde en korstemme.

LÆS OGSÅ: Debat: Det er alt for let at komme igennem engelsk-studiet

Man har med andre ord reduceret mængden af undervisning, mens behovet kun er blevet større. Jeg vil vove den påstand, at mange af min generation kunne spille og synge bedre ved deres optagelsesprøve, end mange kandidater nu kan, når de forlader studiet.

Nu skal der skæres igen

Vi sidder netop nu og skal udarbejde en ny studieordning, og der er endnu engang krav om store, for ikke at sige kolossale, besparelser. Der er lagt op til yderligere nedskæringer på sangundervisningen med omkring 70 procent, og jeg vil mene, at vi allerede var kommet langt ned under, hvad man kunne kalde for et forsvarligt niveau.

Jeg tør slet ikke tænke på konsekvenserne, hvis vi tillod os at spare tilsvarende på Medicin

Vore dages kandidater ender med at få et sted mellem 10 og 20 procent af, hvad jeg som studerende modtog af undervisning i klaver og sang. Hvordan skulle det kunne undgå at have helt afgørende betydning for deres kunnen?

Efter en eksamen i kor- og musikledelse på KU her i juni udtalte en censor, at mindre end 25 procent af kandidaterne efter hendes vurdering ville kunne undervise i gymnasiet på forsvarlig vis. Og det skyldtes efter hendes vurdering deres mangelfulde færdigheder i klaver og sang.

I gymnasieskolen er der brug for musikundervisere med praktiske færdigheder, der kan undervise og dirigere gymnasiekoret, skrive et arrangement til skolens orkester eller bigband, sætte en skolemusical op, synge for og akkompagnere til morgensang og lignende.

Det vil langt de færreste af de kandidater, vi for tiden uddanner på KU, uden videre kunne leve op til. Med de drastiske besparelser, der for Gud ved hvilken gang er lagt op til, vil jeg mene, at vi nu må erkende, at Musikvidenskab på KU ikke længere kan levere kvalificerede undervisere til gymnasieskolen.

Vi mister et ben i vores kulturarv

Jeg tør slet ikke tænke på konsekvenserne, hvis vi tillod os at spare tilsvarende på medicin-, tandlæge- og ingeniørstudierne. Folk ville dø, og bygninger og broer ville styrte sammen. Men da musik jo ’bare’ er et humanistisk fag, er konsekvenserne selvsagt mindre dramatiske.

Alligevel skal vi ikke undervurdere, hvad vi mister. Musik er en af de mest basale udtryksformer blandt mennesker. Der er en vigtig kulturel kraft i at skabe musik sammen, og mange stifter netop for alvor bekendtskab med den type fællesskab i gymnasiet. Hvad enten det er musicalen, hvor nogen måske for første gang erfarer, at de kan noget med en bas. Eller skolekoret, hvor andre pludselig oplever rusen ved at synge flerstemmigt. Eller morgensamlingen, hvor alle eleverne lærer de samme sange fra højskolesangbogen. Alle er de vigtige oplevelser i et ungt menneskes liv – og alle forudsætter de, at der er en voksen, som kan lære fra sig, synge for og akkompagnere.

LÆS OGSÅ: Fysikstuderende: »Da jeg startede, blev jeg overrasket over, hvor højt niveauet var«

Jeg nærmer mig med hastige skridt pensionsalderen, så jeg kunne i princippet være ophøjet ligeglad. Men jeg har mange yngre kolleger, der ikke vover at sige offentligt, hvad de tænker om det faglige niveau på vores studium.

Faktisk går jeg rundt og håber lidt på, at nogen snart vil anlægge sag imod KU, fordi mange af vores kandidater i realiteten ikke kan det, der står på deres eksamensbeviser. Der er i hvert fald brug for noget drastisk, hvis ikke vi som samfund skal miste en bærende søjle i vores fælles kulturarv.