Statskundskab tror selv, de har diversitet. Deri består tragedien

Mit første semester lakker mod enden, og det er en god anledning til at tænke tilbage på, hvordan det hele startede.

For mig var det med en introuge på Statskundskab, som der næsten kun var gode ting at sige om. Faktisk var der kun én ting, jeg virkelig studsede over, og som har klinget for mine ører siden.

I løbet af det sidste halve år er jeg kun blevet mere bevidst om, hvor forkert det var.

Højtlønnede jobs og seje bestyrelsesposter

Alle ved, hvordan studiestart føles. Det er nervepirrende, og følelsen af, at det er lige præcis her, drømmen starter, er overvældende. Er man virkelig klar til at forpligte sig på denne drøm allerede nu? Har man overhovedet valgt rigtigt? Kan man klare det? Vil man opnå de resultater, man håber på?

Midt i dette virvar af tanker gjorde instituttet sig umage for at introducere faget godt for os. Hvad man kunne bruge det til, hvad det vil sige at studere, og hvilke typiske udfordringer man møder. Det virkede som en klar prioritet at bidrage til at skabe et godt studiemiljø, hvilket er lykkedes.

Der blev også talt om de høje departementscheftitler, man kunne opnå. Hvor dynamiske og seje stillinger, man kunne få i Udenrigsministeriet. Hvilke højtbetalte bestyrelsesposter, man kunne ende med.

Der blev bekræftet en masse fordomme om Statskundskab som et elitært studie. Der var ikke meget plads til de virkelighedsbrosten, som vejen derhen er belagt med, til mere ydmyge drømme eller til at tale om, hvordan succes ofte føles fladt, når først man opnår den.

Og hey, det er ok! Der skal da tændes en ild i folk, og instituttet ved, hvad der rykker i os unge, stræbsomme typer. Det er ikke det, jeg her ønsker at anfægte.

Diversitet i Gentofte

Det, jeg vil anfægte, er instituttets selvbillede.

Jeg må indrømme, at jeg midt i rusen blev usikker på, præcis hvem der sagde ordene der i Christian Hansen-auditoriet med over 400 nye studerende som publikum – men det er faktisk også sagen underordnet. Budskabet, som kom fra et medlem af institutledelsen, var ikke til at tage fejl af – her frit efter min hukommelse:

I stedet burde samtalen have drejet sig om, hvor ringe diversitet vi har på instituttet

»Der findes diversitet her på instituttet. Og denne diversitet skal vi omfavne. Ja, faktisk er der endog diversitet mellem folk, der er vokset op i Gentofte!«

Det er muligt, at det er, hvad instituttet ønsker at tro på. Og det er en glorværdig, idealistisk forestilling at gøre sig, at der eksisterer reel diversitet blandt os studerende. Men det er også en absurd påstand.

Efter et halvt år på studiet står det klart for mig, at jeg aldrig har været i så homogen en forsamling. Og ja, indrømmet, jeg passer lige ind: Hvid kvinde fra akademikerhjem i Hørsholm. At jeg har haft en 13-årig detour i restaurationsbranchen retter ikke op på det grundlæggende faktum.

Ondt i woke-samvittigheden

Det burde ikke være de studerendes første opgave egenhændigt at nedbryde instituttets selvbedrag, som ovenikøbet fremsættes på et tidspunkt, hvor de studerende er mindst tilbøjelige til at være kritiske overfor deres nye uddannelse.

I stedet burde samtalen have drejet sig om, hvor ringe diversitet vi har på instituttet. Ikke med henblik på at skabe dårlig samvittighed, men for at forholde sig til realiteten og skabe transparens. Der burde have været plantet et opmærksomhedsfrø.

Men ordene, der faldt i auditoriet den dag, smagte mere af en undskyldning for sig selv. En måde at prøve at være anti-elitær på, så ingen skulle sidde med ondt i woke-samvittigheden over at medvirke til reproduktionen af en stereotyp.

Statskundskabsuddannelsen på KU er med længder den socioøkonomisk mest elitære uddannelse i hele landet, hvilket tydeliggøres af, at børn af akademikerforældre har 23 gange større sandsynlighed for at opnå den. Det påvirker uundgåeligt, hvad det vil sige at tage denne uddannelse. Så det er et problem, at man foregiver noget andet.

At være elitær er ikke ensbetydende med at være et mindre moralsk menneske. Men er man elitær og fornægter det, så er man et mindre moralsk menneske – fordi man blindt hævder sig som en del af noget, hvis smerte man ikke kender. Og måske uden, at det var intentionen, ender man med at håne denne smerte.

Skulle man faktisk tilhøre en (meget lille) minoritet på studiet, har instituttet helt oppe fra ledelseslaget med deres påstand lagt en linje, der gør, at man nemt kan føle sig dårligt forstået eller frataget en del af sin identitet. Dem, man ønsker at imødekomme, kan man ende med at udstøde. Dét er usolidarisk.

En stødpude af lånte fjer

Diversitet må ikke blive et meningsløst, elitært samvittighedsbegreb, der fungerer som stødpude for bevidstheden om, at vi ikke heeeelt lever op til de idealer, vi ellers ynder at opstille i det egalitæres navn.

Diversitet er vigtig og virkelig. Ved at fremtrylle den steder, hvor den ikke findes, giver man sig selv skyklapper på. Man insisterer på at se sagen i et mikroperspektiv og udvider begrebet, så det tenderer det meningsløse. Og man kommer let til at leve i denne betydning, for man vil så gerne tro på den. Det føles jo bedre at være en del af noget diversitetspræget, det ved du jo, det gør!

Vi er stolte over og glade for instituttet i forvejen – billedet behøver ikke være pletfrit

Jeg mener ikke, at diversitet skal tvinges ind alle steder, eller at alle uddannelser skal have det som mål i sig selv at tilstræbe en deskriptiv repræsentation af en ungdomsårgang. Det er ikke argumentet. Argumentet er ganske enkelt, at man bør anerkende, når diversiteten ikke er til stede.

Så kan man nemlig forholde sig kritisk til, hvilke udfordringer homogeniteten medfører, særligt i en vidensproducerende kontekst. Det kan man ikke, så længe man pynter sig med lånte fjer.

Min opfordring til instituttet er derfor: Hav tillid til jeres studerende. Vi er stolte over og glade for instituttet i forvejen – billedet behøver ikke være pletfrit.

Hvis man som institut virkelig ønsker mere diversitet, burde man ikke stædigt holde fast i 90 procents optag fra kvote ét, men i stedet øge kvote to-optaget. Og så burde man arbejde for at får kvote to-prøven ændret i en retning, så det ikke blot er en gentagelse af karakterræset, men i stedet netop udgør et reelt vindue for egnede kandidater uden ressourcestærke forældre.

Som minimum må man håbe, at instituttet til næste år vil formå at skelne mellem det ønskværdige og det reelle og gøre det til en del af velkomsten for nye studerende i auditoriet til næste år.