Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Ånden fra 1968 er ved at udånde

Jubilæum — Stakkels gamle studenteroprør. Dets sejre er ved at ende som nederlag for universitetet i dag, og dets bedste tankegods er glemt. Og hvor finder man en levende 68'er, når nu nutidens studerende er så klemt?

Studenteroprøret i 1968 fylder rundt, men der bliver ikke nogen markering på Københavns Universitet.

Jo, bevares, der ryger nogle billeder på SoMe og sådan, siger de i Kommunikationsafdelingen, men KU, der var centrum i Danmark for det store opbrud, går på ingen måde all-in, som det ellers skete for 10 år siden. Dengang i 2008 arrangerede universitetet en kæmpe 68’er-konference, og der blev lavet hjemmeside om periodens kernebegivenheder som professorvældets ødelæggelse i 1968, studenternes erobring af talerstolen ved universitetets årsfest samme år og besættelsen i 1970 af rektor Mogens Fogs kontor. Hele pakken, så at sige.

De efterhånden temmelig gamle mennesker, der omkalfatrede samfundet og kulturen fik siden kanoniseret deres bedrifter, da de sad på magten. I dag ser generation 68 trætte ud, og skal man tro en undersøgelse bragt i Politiken har de også i vid udstrækning forladt deres ungdoms politiske idéer.

I ironiske men stedse mere bitre indlæg om perioden har Studenterrådsformanden fra 1968, Christian Nissen, beskrevet, hvordan datidens studenterpolitiske top frem for at være opflammet af en reel politisk vækkelse, brugte ånden i oprøret til at fremme deres egen indflydelse. Ligesom MeToo-bevægelsen i dag har kastet noget magt op i luften, som andre kan gribe efter, fandt datidens studenterelite ud af at surfe oven på demonstranternes bølge, selv om den i udgangspunktet truede med at skylle dem med sig.

»Oprøret var lige så meget rettet mod mig som mod professorerne. Da vi skiftede kurs i Studenterrådet, var det ikke mindst af taktiske grunde, for ikke at blive løbet over ende. Sådan tror jeg, mange havde det. Vi var ikke specielt venstreorienterede, men vi ville have indflydelse,« sagde Nissen i marts måned til Politiken.

Snarere end en årsag til fest er 1968 ifølge flere iagttagere en anledning til at begræde, hvad der er galt med universitetet i dag. Ikke mindst for de studerende.

»Kuleskørt,« er det udtryk Ralf Hemmingsen (f. 1949) bruger om et aktuelt forslag fra et regeringsudvalg under Uddannelses- og Forskningsministeriets departementschef Agnete Gersing om at tage magten fra de studienævn, hvor studerende som en direkte konsekvens af studenteroprøret fik magt til at være med til at skabe deres egne uddannelser.

Gersing har begrundet forslaget med, at de nuværende studienævn giver »uklart ledelsesansvar,« hvilket er »noget hø«. Afskaffelsen er således praktisk. Og endda til gavn for de studerende selv, siger hun:

»Jeg synes, det er i de studerendes interesse, at ansvaret for uddannelsernes kvalitet er en entydig ledelsesopgave, fordi det simpelthen gør det lettere for ledelsen at tage hånd om den,« har hun sagt til mediet RUC Paper.

Repressiv tolerance, bare uden tolerancen

Ralf Hemmingsen, som var rektor for Københavns Universitet 2005-2017 og nu er vendt tilbage til en stilling sammesteds som professor i psykiatri, blev student som 18-årig i 1968. Dermed var han akkurat for ung til selv at deltage i universitetsoprøret. Men bevægelsens bredde og prægnans gik ikke hen over hovedet på Hemmingsen, som har skrevet om, hvordan han i sommeren 68 med egne øjne i Paris så, hvordan myndighederne efter forårets gadekampe under det såkaldte Maj-oprør asfalterede de brostensbelagte gader for at forhindre, at de unge fik kasteskyts til forventede nye konflikter.

Ralf Hemmingsen siger, at forslaget om stækkede studienævn på de danske universiteter i dag er udtryk for, at tingene bevæger sig i den forkerte retning.

For studerende på 19-20 år, der går på KU og er på vej til at få samfundsbærende funktioner i deres senere tilværelse, er det kuleskørt ved hjælp af autoritet at tage deres i øvrigt begavede bidrag til udviklingen af dagligdagen væk og marginalisere det som en form for rådgivning

Ralf Hemmingsen, tidl. rektor på KU

»Man talte meget om repressiv tolerance dengang, altså hvordan man håndterede opstanden ved at imødekomme noget af den. Men i dag er systemet rent repressivt. Jeg taler ikke om universitetsledelsen, som jeg selv var del af, men i dag har vi en situation, hvor nogle af de værdier, man kan ekstrahere fra 68, og som jeg anser for at være positive, er under pres. Det gælder idéen om det decentrale råderum, altså at personer, der har en fælles opgave i et lokalsamfund, på et studie eller en uddannelsesinstitution, har en betydelig frihed til at tilrettelægge opgaverne selv. Det er måske fortærsket at nævne, men hvad er det, de fremstormende asiatiske samfund interesserer sig for i Danmark? Det er den korte magtdistance og det personlige råderum.«

»Jeg er bange for, at balancen er tippet til fordel for en monolitisk, model-økonomisk tilgang til at styre – nødvendighedens politik. Det ser man konkret i det forslag om at trække tænderne ud på studienævnene på universiteterne, som regeringen er kommet med,« siger han.

»For studerende på 19-20 år, der går på KU og er på vej til at få samfundsbærende funktioner i deres senere tilværelse, er det kuleskørt ved hjælp af autoritet at tage deres i øvrigt begavede bidrag til udviklingen af dagligdagen væk og marginalisere det som en form for rådgivning,« siger Ralf Hemmingsen. »Det er Charles de Gaulle før 1968, vi er på vej hen imod her.«

Tidsånd i fjæset

KU’s forrige rektor blev selv kritiseret for at være repræsentant for en ny tids topstyring. Men få vil påstå, at Ralf Hemmingsen som rektor ikke selv udkæmpede drabelige kampe på vegne af sit og (med vekslende grad af sammenhold) de øvrige danske universiteter imod The Man, altså skiftende regeringers vedvarende bestræbelse på at tage kontrollen med akademia. Og i spørgsmålet om studienævnenes magt er der perfekt samklang mellem den tidligere rektor og de studerendes ledende skikkelse i dag.

Tidsånden er rigtig meget imod de studerende. Vi oplever paralyserende reformer som fremdriftsreformen, der er med til at slukke noget af det engagement, der findes på campus. Putter man folk i hamsterhjul og sætter dem til at ræse imod sig selv, lammer man dem.

Sana Mahin Doost, forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd

Sana Mahin Doost (f. 1994), forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd, kalder studienævnene for det »ultimative symbol« på, hvad 68’erne opnåede og siger, at departementschef Gersings ønske om at tage magten fra de studerende er en »uhyggelig tendens«.  Dagen før vores samtale har Sana Mahin Doost stået i spidsen for en protestaktion ved Uddannelsesministeriet:

»Vi havde dominobrikker med for at vise, at demokratiet falder brik for brik. Det startede jo i 1992, hvor man begyndte at give rektor mere magt og indskrænke de kollegiale organer, og så kom den store reform i 2003 med de eksterne bestyrelser og ansatte rektorer, og senest i 2017 kom bestyrelsesformændenes udpegning tættere på ministeriet. Og vi frygter, at 2018 bliver det år, hvor man tager opgøret med studienævnene.«

Demoen foregik under 68’er-banneret »Bryd professorvældet – Medbestemmelse nu,« men med det twist, at professorvældet var erstattet med ’ministervældet’. Som det er typisk for den slags aktioner, fik de studerende en venlig modtagelse af minister og andre ledende folkevalgte.

»De kigger lidt, og så smiler de og siger, at det skal være op til universiteterne selv, hvor meget de studerende skal inddrages, men at det da ville være dumt af dem ikke at lytte til os. De taler udenom,« siger Sana Mahin Doost.

Hun griner, da Uniavisen spørger, om det var repressiv tolerance, men de kolde fakta er, at hvor oprøret i 68 resulterede i en styrelseslov, der opfyldte de studerendes ønsker om medbestemmelse, er det lidt svært at se, hvor de studerende skal finde afgørende politisk opbakning i dag.

»Tidsånden er rigtig meget imod de studerende. Vi oplever paralyserende reformer som fremdriftsreformen, der er med til at slukke noget af det engagement, der findes på campus. Putter man folk i hamsterhjul og sætter dem til at ræse imod sig selv, lammer man dem. Professorvældet før 1968 var dybt problematisk, men der var trods alt en faglig bund i det, professorerne sagde. I dag er det nærmest ikke engang ministrene, der styrer længere, men embedsværket. Men trods de her ting, formår vi stadig at mobilisere.«

Det er en fair pointe. I marts 2018 lykkedes det studenterbevægelsen at skaffe tilstrækkeligt med underskrifter til at få Folketinget til at stemme om landets første borgerforslag om at afskaffe uddannelsesloftet, der forhindrer unge i at skifte uddannelsesspor. På forhånd havde de afgørende partiers ordførere dog meldt ud, at de end ikke agtede at overveje at gentænke deres hidtidige politik.

»Engagementet er udfordret af en ungdomsfjendsk politik. Vi er en lille ungdomsgeneration, man nemt kan køre over. Så lover man skattelettelser, når vi bliver ældre, men det er der ingen garanti for – vi har et enormt usikkert arbejdsmarked, fordi man har truffet valg om usikre arbejdsvilkår,« siger Sana Mahin Doost.

»Det skaber stress, afmagt og en angst for, hvad morgendagen byder. [Uddannelsesminister] Søren Pind siger nu, at han er bekymret over, at de unge er den mindst lykkelige gruppe i samfundet. Det er jo noget, vi har sagt til skiftende ministre i årevis, og det har de grinet af.«

Sejrherrerne beholdt selv krigsbyttet

Men hvis man tror, at 68’erne selv vil komme de studerende til undsætning 50 år senere, tager man fejl, ifølge Doost.

Da man lavede fremdriftsreformen, dimensioneringen, SU-reformer, og vi stod meget alene, hvor var 68’erne da?

Sana Mahin Doost, forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd

»Jeg har læst en del interview i anledning af 50-året for 1968, hvor 68’erne brokker sig over, at ungdommen ikke er, hvad den har været, men man må spørge: hvor fanden er 68’erne selv henne? De har da ikke formået at kæmpe videre, selv om de havde nogle helt andre vilkår. I Berlingske fortæller de, at de ikke behøvede at gå ud på arbejdsmarkedet. De siger: ’Vi kunne lave lige, hvad vi ville, det var så fedt. De unge går til fitness, men vi smed bh’en’. Alle de der opstillinger, hvor man må spørge: hvilke vilkår har man for at udfolde sig i dag?«

Hun siger, de gamle oprørere har svigtet deres efterfølgere.

»Jeg har det ambivalent med 68. Den kamp, de kæmpede, var enormt inspirerende, og når vi i dag har medbestemmelse og kollegiale organer, er det fordi, de krævede deres ret, og de er også grunden til, at vi har universiteter, der er åbne og ikke elitære. Så de opnåede mange ting, som vi står på, og det er jeg glad for. Men meget er siden blevet rullet tilbage, og derfor spørger vi os selv: Da man lavede fremdriftsreformen, dimensioneringen, SU-reformer, og vi stod meget alene, hvor var 68’erne da?« spørger Sana Mahin Doost.

»De rettigheder, de fik, kom dem selv til gode, men det er måske mere relevant at dømme et studenteroprør på, hvad det efterlader af kollektive rettigheder til næste generation. Her er 68’erne ikke lykkedes, for hele lortet er stort set rullet tilbage. Når vi i dag kæmper for studienævn – der for mig er det ultimative symbol på, hvad man opnåede i 68 – taler 68’erne ikke om det i Berlingske, de peger bare fingre ad den nuværende ungdom. Jeg kan godt tænke: var det bare for jer selv? Har I fået for travlt med jeres huse ude i Gentofte, og jeres lækre stillinger i DR?«

TRIUMF - 19. april 1968 besætter studerende Psykologisk Laboratorium i Studiegården. De kræver at få 50 procent af pladserne i studienævn og alle andre organer på KU. 24. april kan de studerendes forhandler, Erik de Place Andersen, triumferende fremvise en aftale, han har indgået med rektor, som opfylder kravet om repræsentation i studienævnet på Psykologi.
image:
MEDBESTEMMELSE - Demonstration i Studiegården. Konflikten var startet natten til 21. marts 1968, da seks studerende havde sneget sig ind og skrevet BRYD PROFESSORVÆLDET og MEDBESTEMMELSE NU på gavlen.'
image:
BESAT - Studerende har forskanset sig under besættelsen af Psykologisk Laboratorium i april 1968.
image:

Oprørets sejr blev eftertidens nederlag

Mens det er svært at forestille sig en politisk leder som Sana Mahin Doost uden 68’erne – og for den sags skyld hendes delvise fadermord på dem 50 år senere, er det samme ikke tilfældet for juraprofessor – og universitetskrønikeskriver blandt meget mere – Ditlev Tamm (f. 1945).

Doost efterlyser 68’erne i genopstået form; Tamm giver dem skylden for nutidens miserer.
Han, der selv betragtede begivenhederne lidt fra sidelinjen i slutningen af sin egen studietid, har skrevet unådigt om 1968-rektoren og socialisten Mogens Fog, som slog dørene op for studenteroprøret ved den 5.000 mand store demonstration i april 1968. I en anmeldelse af et bogværk om Fog skiver Tamm: »Det var som om universitetet opgav at kæmpe for sine egne værdier.«

»Opgøret med autoriteter generelt var det gode ved 68-oprøret. Desværre er de gamle autoriteter i dag på universitetet blevet erstattet af nogle nye – og værre,« siger Ditlev Tamm, der selv fik en stilling på universitetet som nyuddannet jurist og dermed mulighed for at se, hvordan de nye kollegiale organer, der opstod efter 1970, fungerede. Ikke godt. Fagligheden blev fortrængt i en kamp, der handlede om magt, ikke magten til at bygge et bedre universitet, har han argumenteret.

Dermed blev det ifølge Ditlev Tamm 68’erne selv, der kom til at bane vejen for nutidens magthavere – de politikere, embedsmænd og ansatte chefer, der regerer over, hvad der engang var et kollegialt styret universitet.

Paradokset er, at 68’erne ved at politisere og ideologisere universite­terne i frihedens navn, og ved at give køb på fagligt grundlag og forudsætninger, plantede en mistillid til saglig viden i samfundet, som nedbrød den almindelige respekt for universitetet og skadede dets omdømme. I det tomrum kunne politikerne tage kontrollen, siger Ditlev Tamm.

»Styrelsesloven fra 2003 er i virkeligheden det afgørende brud i universitetets historie,« siger han.

»Efter den tid var man som professor marginaliseret og blev ikke inviteret til universitetets årsfest. Der måtte jeg erkende, at KU ikke var mit universitet længere, sådan som jeg havde kendt det. Det var blevet et ledelsesuniversitet med en hierarkisk top uden videre føling med de ansatte. Nøgleordet er nok ’ansatte’. Jeg havde aldrig tænkt på mig selv som ansat, men som professor i et fag. En del af min bevæggrund for at blive professor var netop at man ikke var ansat i en underordnet position, men havde selvstændigt ansvar for sit fag.«

68-oprøret kunne ikke gentage sig

Men hvis ånden fra 1968 kan være svær at spore i dag, kan man muligvis trøste sig med, at periodens politiske kampe måske slet ikke er den ideelle prisme at se tingene igennem for den, der vil føre udviklingen af universiteterne ind i en ny tid.

Det siger professor og leder af Institut for Medier, Erkendelse og Formidling Maja Horst. Sammen med CBS-professor Alan Irwin har hun skrevet den aktuelle debatbog Hvad vil vi med universiteterne?, der blandt andet anbefaler en høj grad af selvstyre på universiteterne, hvilket ellers kan lyde lidt 68’sk.

»Jeg opfatter i den grad mig selv som barn af ungdomsoprøret – født i 1969 – og jeg er meget præget af det, der skete. Men jeg ønsker mig da ikke tilbage til den samme ånd, som herskede dengang,« skriver hun i en mail.

De globale udfordringer som klima, migration og fattigdom er nogen, vi kun kan løse, hvis vi arbejder sammen om det. Der synes jeg ikke, 68 rigtigt har noget at komme med. Det samme med forandringen af det akademiske arbejdsmarked og skabelsen af et akademisk prekariat. Der synes jeg heller ikke at ånden fra ’68 bidrager med meget.

Maja Horst, professor og leder af Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, KU

»Jeg synes, det er mere relevant at spørge, hvad vi har fået ud af oprøret, som vi stadig sætter pris på i dag. Og der er da mange ting. Først og fremmest opgøret med autoriteterne og det forhold at studerende og professorer nu arbejder sammen side om side i laboratorierne. Vores mangel på hierarki gør os i stand til at være langt mere kreative end mange andre grupper rundt omkring i verden.«

Maja Horst og Alan Irwins bog er bygget op om en debat mellem de to arketyper frihedskæmperne og samfundsingeniørerne, som ifølge forfatterne er uproduktiv.

»Den debat har arvet noget fra ungdomsoprøret, men ikke kun. Der er mange andre oprindelser. Disse positioner forhindrer os i at beskæftige os med en masse problemer, udfordringer og muligheder, som universiteterne står overfor. På den måde kan man godt sige at 68’ernes idealer også kan stå i vejen for nytænkning.«

Ifølge Maja Horst er verden simpelthen helt anderledes i dag. Hun bemærker (lidt ironisk, måske?), at oprøret i 1968 fandt sted, »dengang man havde en velfærdsstat.« På visse måder var verden mere privilegeret, hvilket kan have givet datidens politiske bevægelse et lidt indskrænket verdensbillede, og måske endda – som Sana Mahin Doost også sagde – kan have gjort 68’erne lovlig egoistiske.

»Først og fremmest er verden i dag mere global og hyper-kompetitiv,« skriver Maja Horst. »De globale udfordringer som klima, migration og fattigdom er nogen, vi kun kan løse, hvis vi arbejder sammen om det. Der synes jeg ikke, 68 rigtigt har noget at komme med. Det samme med forandringen af det akademiske arbejdsmarked og skabelsen af et akademisk prekariat. Der synes jeg heller ikke at ånden fra ’68 bidrager med meget.«

Parolerne på demonstranternes bannere på Frue Plads i 1968 var Bryd professorvældet og Medbestemmelse nu. 50 år senere er det ikke professorernes magtudøvelse fra røgfyldte old boys-lokaler, de studerende forsøger at skære sig igennem. I dag står kampen mellem de studerende og teknokraterne på Slotsholmen, som smiler venligt, men har kontrakt på at få forrentet deres SU-investering, og helst lidt gesvindt. Ministervælde, nej tak! Lyder overskriften på en aktuel en klumme fra Studenterrådet anno 2018. Og medbestemmelsen, den hænger også med mulen, ikke mindst, hvis studienævnene bliver lagt i graven.

Der er ikke nogen pæn måde at sige det på, men 1968 er nok falmet som brand.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste