Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

Alene og uproduktiv på hjemmekontoret? Her er 8 hjemmesider, der kan hjælpe

Guide — Har din viljestyrke fået corona? Fortvivl ej. 'The world wide web' kan give dig alt fra et ægte menneske at studere med til lyden af læsesal i din stue.

Det er dag 40.000 i nedlukning, og du savner ham, der gnasker gulerødder på læsesalen, og din kollegas trommen med fødderne under hævesænkebordet.

Ak ja, engang diskuterede vi læsesalens dos and don’ts.

Nå, men hvordan går det lige med produktiviteten? Har du fundet en god rutine? Eller kunne du  få 12, hvis du skulle til eksamen i overspringshandlinger?

Internettet er igen din ven i nedlukningensnøden – the world wide web kan nemlig give dig alt fra et ægte menneske at studere med til lyden af læsesal i din stue.

Her er otte gode programmer og hjemmesider til at gøre din arbejdsdag bedre.

Brug Skype, Zoom, Facetime, WhatsApp, Hangouts … og brug dem rigtigt

Vi kan ikke komme udenom dem, og du er nok allerede på et par stykker af dem, men de kan bruges til andet en onlineundervisning, morgenmøder med chefen og at hilse på dine forældres ører hjemme i Jylland.

Få dig en virtuel studiegruppe eller et arbejdsfællesskab på nettet. Det kan være det, der får dig ud af sengen, i tøjet og hen til computeren – og holder dig kørende hele dagen.

Aftal med din gruppe, at I mødes et antal gange om dagen/ugen på den app, I foretrækker, lav en runde, hvor I taler om jeres mål, hvad I har nået siden sidst og måske sparrer om tekster og kursusmateriale.

Skab et godt arbejdsmiljø for dig selv

Indret en fast, god arbejdsplads – når du sætter dig der, skal du sidde godt, have de nødvendige remedier inden for rækkevidde og have så meget plads, at kaffen ikke ender i computertastaturet.

Lav et fast skema, så du aftaler med dig selv, hvornår din arbejdstid starter og slutter, hvornår du skal spise, og hvornår du bør ligge i din seng os sove, så det hele ikke skrider for dig.

Tag tøj på i stedet for at beholde den forvaskede sovebluse på hele dagen. For mange betyder det, at man tager sig selv lidt mere seriøst, når man har gjort sig klar til at gå i gang. Ellers kan man måske komme til liiiige at streame et afsnit af yndlingsserien først.

Giv dig tid til at tale med nogen i løbet af dagen og at se andre mennesker. Gå ned i en park og spis din frokost, videochat med medstuderende og kolleger.

Sæt dig klare mål for dagen. Hvor langt skal du have læst, hvor mange sider skal du have skrevet? Klap dig selv på skulderen, og byd dig selv på en kop kaffe undervejs.

Lad dig eventuelt inspirere af denne gruppe ph.d.-studerende, der redder hinanden virtuelt alle hverdage fra ni til fire.

Find en virtuel studiemakker med Focusmate

Hvis du har brug for at have en makker, som også sidder og arbejder, lige meget om det er noget helt andet vedkommende har gang i, kan du benytte platformen Focusmate, som er lavet til freelancere og folk, der arbejder hjemmefra, så de kan holde sig selv i ørerne.

På focusmate bliver man parret med en makker i sessioner à 50 minutter, derefter er der 10 minutters pause, og så kan man eventuelt tage en session mere. Man hilser på hinanden i starten, fortæller hinanden, hvad man gerne vil nå at arbejde med, og runder af igen til slut. I den mellemliggende tid er makkeren bare med på video, så man kan se hinanden arbejde.

Focusmate er gratis at bruge tre sessions à en time om ugen. Man kan være på ubegrænset for fem dollar om måneden.

Kig på en, der arbejder med Study With Me

Føler du dig lidt alene? Savner du at kigge op og se din kollega pille næse? På Youtube ligger en række videoer, kortere og længere, hvor en person skriver på computer, læser, skriver i en notesbog, nogle med musik andre uden.

Der er utrolige seertal på nogle af videoerne, så de må kunne noget.

Find videoerne her.

Tomat din tid med Tomato Timer

Kan du huske det der ur, dine forældre brugte i køkkenet, der tikkede meget højt, ringede når stegen skulle ud af ovnen og ofte var formet som et æg? Ja mand, æggeuret findes selvfølgelig også på internettet, og tilsat lidt god arbejdsfilosofi hedder det Pomodo-teknik.

Tomato Timer (punktum com) deler dine opgaver op i tidsintervaller, så de føles overkommelige, for det er ligesom essensen af den Pomodoro-teknikken. Kort fortalt: Du sætter et ur til 25 minutter, derefter tager du en mindre pause på fem minutter. Efter fire sessioner à 25 minutter tager du en længere pause på cirka 20 minutter.

Gør det her.

Bryd stilheden med underlægningsstøj

Hvis du har brug for lidt underlægningsstøj, så du føler dig hensat til at arbejde i kantinen eller på en café, ligesom du måske gjorde for længe siden i en verden før corona, så har Coffivity din ryg.

Find det her.

Eller med en spilleliste designet til koncentration

Du kan også bruge Spotify-listen med 90 minimalistiske, elektroniske og moderne klassiske numre.

Den er her:

 

Brug internettet til at blokere internettet

Hvis din rygrad efterhånden er som en regnorms, og din viljestyrke har fået corona, finder du her en liste over ti blokerings-apps, så du effektivt kan lukke ned for sociale medier, internet osv.

Bliv holdt i hånden af Studenterrådgivningen

Der er ingen skam i at bede om hjælp. Hvor nogen trives på hjemmearbejdspladsen, er andre ved at bukke under.

Studenterrådgivningen tilbyder heldigvis et virtuelt studiefællesskab hver mandag, onsdag og fredag i tre en halv time. Her sidder tre psykologer klar til at hjælpe folk i gang med dagen. De deler deltagerne ud i grupper, og i dem deler de mål for dagen.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

“For nogle er det rigtig uoverskueligt at finde ud af, hvor de skal starte og ende, og her hjælper vi dem med at blive mere konkrete på, hvad de skal,” siger psykolog Cecilie Frederiksen fra Studenterrådgivningen.

Så går de i gang med den første 35 minutters arbejdssession. Derefter har de ti minutters fælles pause, hvor gruppen sammen med psykologen samler op på, hvad de er kommet i gang med. Der er i alt tre sessions à 35 minutter. De tre gange 35 minutter sidder man hver for sig og arbejder, som hvis man sad på en læsesal.

Man kan selv vælge, om man vil være på med video, audio eller bare chat, men Cecilie Frederiksen anbefaler video, fordi det mere giver en følelse af, at man sidder sammen.

Læs mere her.

Seneste