Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

»Jeg kan give dig din overskrift: Det her har reddet min ph.d.«

Spontane hjemmekontorer tilbyder ikke samme vilkår og work-life-balance, som vi er vant til, og hvad gør vi så? Vi var online-flue på væggen hos en gruppe ph.d.-studerende, som holder hinanden motiveret fra de spiseborde, gæsteværelser og hjørner, hvor de nu går på arbejde.

»Godmorgen.«

»Godmorgen.«

»Godmorgen,« siger ansigterne i firkanterne inde i firkanten, der er min bærbare computer, foran mig. De hopper lidt rundt, der er kun plads til fire, men fem personer taler på skift og fremkalder nye formationer.

Det er nok ikke et helt ukendt scenarie for de fleste længere.

Klokken er ti minutter i ni en onsdag morgen, og jeg sidder og gemmer mig uden kamera og med slukket mikrofon, for jeg har fået lov til at være fluen på væggen i en skrivekammeratgruppe af ph.d.-studerende.

Udfordringer for studerende og ansatte blomstrer nemlig om kap med magnoliatræerne lige nu. Spontane hjemmekontorer tilbyder ikke samme vilkår og work-life-balance, som vi er vant til, og hvad gør vi så? Online har jeg mødtes med fem ph.d.-studerende, som holder hinanden motiveret fra de spiseborde, gæsteværelser og hjørner, hvor de nu går på arbejde.

Det har været en kæmpe bonus for mig at få nogle sparringspartnere og at kunne dele mine tanker og frustrationer som ph.d.-studerende.

Sinne Borby Ørtenblad, ph.d.-studerende

»Har I sovet godt?« spørger Sinne Borby Ørtenblad. Hun er ph.d.-studerende på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning. Henry har sovet rigtig godt, siger han. Henry James Evans er ph.d.-studerende på Institut for Naturfagenes Didaktik. Det er Katia Kromann Nielsen også. Hos hende har håndværkerne spillet høj og dårlig musik siden klokken syv.

I en af firkanterne rejser Marianne Staal Stougaard sig fra sin stol og trækker gardinet i vinduet bag sig lidt ned, og hendes ansigt kommer nu bedre til syne på skærmen. Hun er som den eneste i gruppen ikke tilknyttet Københavns Universitet, men ansat ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense og indskrevet som ph.d.-studerende ved Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik.

Andrea Gregersen, ph.d.-studerende på Institut for Naturfagenes Didaktik, har været frustreret de seneste dage, kan jeg forstå, og Henry spørger, hvordan hun har det i dag. »Neutralt,« svarer hun.

Gruppen taler om den artikel, der volder Andrea problemer, og hvordan hun kan komme videre. Man kan høre håndværkerne i baggrunden, når Katia taler: »De spiller i det mindste ikke musik nu …« siger hun.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

En for en fortæller de, hvad de vil bruge første del af arbejdsdagen på, de inddeler dagen i en række intervaller, som de kalder sessioner, og for hver af dem sætter de konkrete mål. Andrea indrømmer, at hun har tjekket mobil under nogle af gruppens sessioner. Det er ellers imod reglerne. Hun lover ikke at gøre det i dag.

Der er gået et kvarters tid, siden de sagde godmorgen, og første session, skal begynde. De aftaler, at den skal vare en time og et kvarter, og Henry sætter et ur.

Jeg kan se kameraerne slukke på skærmen, men Andreas forbliver tændt. Hendes pupiller begynder at bevæge sig fra side til side, hun læser, og jeg lukker ned for transmissionen.

Egentlig ikke en corona-ting

Det er ikke længe siden, at Andrea, Sinne, Henry og Marianne mødte hinanden som gruppe for første gang, men det var før corona-nedlukning, i januar til et kursus for ph.d.-studerende.

»Kurset handlede meget om at blive opmærksom på ens proces og ens distraktioner fra arbejdet,« siger Andrea. Kurset var tre dages skrive-retreats ad to omgange med en måneds mellemrum, i den måned skulle deltagerne mødes i grupper, og her blev de fire en gruppe. De tre fra Københavns mødtes fysisk, mens Marianne var med online, fordi hun bor på Fyn.

Vi samler sammen til en rigtig god fest, når vi engang kan mødes.

Katia Kromann Nielsen, ph.d.-studerende

»Allerede der opdagede vi, at vi kunne mødes på afstand, og det fungerede fint. Da den her coronasituation så opstod, var det oplagt, at vi prøvede at hjælpe os selv sådan her,« siger Andrea.

Hurtigt blev Katia, som normalt deler kontor med Andrea på deres institut, også indlemmet i flokken.

Gruppen mødtes virtuelt allerede mandagen efter, at de blev sendt hjem fra deres kontorer, og nu mødes de hver dag mandag til fredag klokken 8.50.

»Hvis man kommer for sent, skal man give øl, næste gang vi ses. Vi er temmelig strikse med mødetiden,« siger Sinne.

»Så vi samler sammen til en rigtig god fest, når vi engang kan mødes,« siger Katia og griner.

Gennem hele arbejdsdagen – indtil klokken 16 – kører gruppen en række sessioner på mellem 50 og 75 minutter, inden hver session briefer de hinanden om deres opgaver og mål for sessionen, og bagefter er der debrief og pause. De er ikke alle sammen med til alle sessioner, for der er også møder med vejledere, institutmøder og børn, der skal passes, men så hopper de til og fra i løbet af dagen.

Debriefing og pause

Klokken 10.20 logger jeg ind i videosamtalen igen. Ansigterne kommer et for et til syne, og præcis klokken 10.22 lyder Henrys alarm. Dagens første session, 75 minutter, er gået.

»Hvordan gik det?« spørger Henry, og Sinne svarer som den første: »Jeg synes, det gik virkelig hurtigt.«

Andrea følger op på morgenens snak og siger, at hun kom lidt vidt omkring, »som jeg synes, man kan, når man søger litteratur,« siger hun. Selv om hun stadig ikke har fundet lige præcis det, hun søgte, virker hun tilfreds, for hun fandt noget andet, hun havde manglet. De taler om, at hendes opgave for dagen måske må være at lede videre i litteraturen.

Da alle har debriefet om deres første session, giver de hinanden ti minutters pause.

Hjælpes ad med at holde det konkret

»Vi hjælper hinanden med at sætte meget konkrete mål og definere konkrete opgaver for os selv for hver session,« siger Henry, »for det gør det nemmere at arbejde fokuseret. Så hvis en siger: Jeg vil skrive min første artikel. Så siger de andre: Lad os lige blive lidt mere konkrete, hvilket afsnit?«

For de fire kvinder i gruppen er nedlukningen sket på et tidspunkt, der – som Katia formulerer det – »ikke er heldigt, men heller ikke så uheldigt, som det kunne være.« Feltarbejdet er overstået, empirien er stort set indsamlet, og skrivefasen er i fuld gang.

LÆS OGSÅ: Ph.d.’ers ansættelser bør kunne forlænges tre måneder, siger Dansk Magisterforening

Henry er ikke så langt, og derfor er nedlukningen mere udfordrende for hans projekt:

»Jeg arbejder med videnskabsuddannelse uden for skolen med fokus på bæredygtighed i zoologiske haver og museer. De er selvfølgelig alle sammen lukket. Vi er nødt til at ændre nogle ting ved projektet, og jeg har nogle bachelor- og kandidatstuderende tilknyttet, som er lidt i krise, for de kan ikke indsamle data. Jeg prøver at berolige dem og finde måder, de kan indsamle data online i stedet.«

Gruppen deler både coronarelaterede udfordringer og deres oplevelser som ph.d.-studerende i det hele taget med hinanden.

»Det har været en kæmpe bonus for mig at få nogle sparringspartnere og at kunne dele mine tanker og frustrationer som ph.d.-studerende,« siger Sinne.

»Der er en rigtig god stemning herinde,« siger Marianne, »det er søde mennesker, og det er også meget oprigtigt – der er plads til at have det, som man nu har det med de udfordringer, man står med.«

Marianne har som den eneste i gruppen børn. Tre styk, som hun glæder sig til snart kan komme tilbage i skole og børnehave.

LÆS OGSÅ: Studerende og mor: »Fjernundervisning har slet ikke været en mulighed«

»Jeg har fundet et lille gæsteværelse på vores første sal, hvor jeg har indrettet kontor. Så er det mere tydeligt for hele familien, at nu går mor på arbejde,« siger hun.

»Det har betydet virkelig meget at have den her gruppe, for når jeg har sagt, at jeg ville være her på et bestemt tidspunkt, så kan jeg ikke lige skubbe det et kvarter, fordi det var hyggeligt med familien. At vide, at der er nogen, der regner med en, gør en stor forskel.«

Jeg kan give dig din overskrift: Det her har reddet min ph.d.! For jeg ville ikke sidde ved skærmen hver morgen klokken 8.50, hvis jeg ikke vidste, at de andre var online.

Henry James Evans, ph.d.-studerende

Interimistiske og spontane kontoer er også opstået hos de andre. Andrea har lavet kontor i et hjørne af sit værelse, siger hun og vender computeren om, så kameraet kan fange hendes hjørnekontor, som er et lille bord ved et vindue overklistret med post-its.

»Det er så her, jeg arbejder, og så har jeg resten af mit værelse til at holde fri i. Jeg prøver at være meget struktureret med, hvor jeg er. Jeg går i bad og tager tøj på og prøver at gøre det til en hverdag, hvor jeg tager på arbejde, selv om det handler om få meter,« siger hun.

Distraktionerne kan også kommet fra andet end børn, kan jeg forstå på Henry, som deler lejlighed med sin kæreste.

»Den største udfordring herhjemme er, at jeg har svært ved at fokusere, lige så snart min kæreste kommer hjem,« siger han. »Jeg sidder ved spisebordet i stuen, så jeg optager hele rummet, når jeg arbejder, så der er meget forhandling – hvor meget skal jeg bruge rummet, og hvornår kan min kæreste bruge det. Jeg vinder for det meste.«

Han griner. Og så siger han, at han virkelig er glad for at have gruppen til at holde ham til ilden. »Jeg kan give dig din overskrift: Det her har reddet min ph.d.! For jeg ville ikke sidde ved skærmen hver morgen klokken 8.50, hvis jeg ikke vidste, at de andre var online.«

Jeg spørger dem, om det ville blive enden på deres gruppe, hvis de fik at vide, de kunne komme tilbage på arbejde i morgen.

»Det ville være en trist dag,« siger Henry, »vi skal bare arbejde hjemmefra for altid.«

Alle griner.

»Jeg tror, at vi ville have lyst til at køre videre, at sidde sammen fysisk, at snakke online og fortsætte med at bruge hinanden,« siger Andrea, og Marianne fortsætter:

»Gruppen startede ikke på grund af corona, den startede, fordi det er en god måde at arbejde sammen på som ph.d.-studerende. Den har en funktion, også når der ikke er corona.«

LÆS OGSÅ: Angst og ensom i coronaland: »Det er svært at gøre helt normale ting – som at stå op«

Annonce

Seneste