Københavns Universitets præster står klar til at hjælpe studerende under coronapres

Der plejer at være booket op på Inger Lundagers kontor på Søndre Campus. Her har hun lange samtaler med studerende, som har ondt i livet. Men siden universitetet og kirken lukkede ned, har der været mere stille end sædvanligt, selv om hun og de andre studenterpræster stadig sidder klar.

I første uge af nedlukningen havde hun bare to samtaler. Normalt plejer hun at have op til tre om dagen. Og faldet undrer hende.

Selv er hun ikke synderlig berørt af pandemien, men hun er bekymret for de studerende, der i forvejen har det svært med noget i tilværelsen og som nu må leve mere isoleret på grund af virussen.

»Hvis man fx lider af angst eller OCD må sådan en pandemi virkelig trigge noget i én,« siger hun.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Inger Lundager siger, at mange måske har tænkt, at de godt kunne klare to ugers isolation. Men de to uger blev jo til fire:

»Men efter nedlukningen er blevet forlænget med yderligere to uger, vil de måske begynde at henvende sig igen,« siger hun.

Et vigtigt livsvidne

Med nedlukningen af universitetet og kirkerne har præsterne været nødt til at aflyse de fysiske aftaler og må i stedet ty til telefon- og videosamtaler. Og det fysiske fravær giver visse udfordringer.

»Tag nu vores samtale for eksempel. Jeg kan jo ikke rigtig fornemme dine ansigtsudtryk eller mimik,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Vi skal passe ekstra godt på de studerende lige nu, siger denne lektor

Vi taler sammen fra hvert vores improviserede hjemmekontor via Zoom, og internetforbindelsen i min lejlighed er dårlig. Mine reaktioner og spørgsmål kommer derfor med en forsinkelse på fem sekunder, og mit billede fryser igen og igen.

»Det gør noget ved nærværet og umiddelbarheden i samtalen,« siger hun.

Jeg nikker. Med fem sekunders forsinkelse.

»Men online-mulighederne er jo bestemt bedre end ingenting. Vi kan stadig have en samtale om det, der er svært og det, som gør ondt,« siger hun.

Og det er vigtigt ikke at holde sine problemer for sig selv, siger Inger Lundager. Så begynder tankerne bare at køre rundt, og det hele kan nemt gå i selvsving.

»Derfor er det vigtigt at have et livsvidne,« siger Inger Lundager.

Og det er på mange måder det, studenterpræsten er. Et vidne til de studerendes liv og deres kvaler. Hun er der for at lytte til dem og bevidne deres eksistens for en stund.

Det er der, man mærker, at man eksisterer, siger hun. Når nogen, man kan spejle sig i, reagerer på det, man siger.

»Og det kan vi stadig, selv om vi ikke kan mødes.«

Skammens sted

Fællesnævneren for mange af samtalerne er frygten for ikke at være god nok. Perfektionisme. Og dens kedelige følgesvende: skam, ensomhed og angst.

Inger Lundager mener, at den almindelige reaktion i den situation er, at man forsøger at konstruere en perfekt udgave af sig selv. En poleret udgave, som man ønsker at vise frem for andre.

»Dermed har man noget at skjule, og det er skammens sted,« siger hun, og tilføjer:

»Og det kedelige ved skammen er, at man ikke kan være umiddelbar i sin tilstedeværelse blandt andre. Man begynder at trække sig længere og længere tilbage, da det bliver sværere at være sammen med andre mennesker.«

Det er en ond cirkel, der fører til, at man lukker sig inde.

LÆS OGSÅ: Julie er bange for at forsumpe, mens universitetet er lukket

Men for tiden er det ikke kun dem, der skammer sig, som er lukket inde. Det er vi alle sammen. Skærmet af derhjemme hver især, imens vi holder flimrende Zoom-samtaler og lister os ud ad døren. Ud på fortovene og ind supermarkederne, hvor vi skæver uroligt til hinanden.

»Man får jo øjnene op for, at de ting, som vi virkelig har brug for, er dem, som vi ikke kan hamstre. Nærvær og samvær. Lige nu savner mange netop dét,« siger Inger Lundager.

»Og det er jo i grunden livsbekræftende.«