Borgerlige afsporer vigtig samtale om pensum

Mads Strange Vaarby, statskundskabsstuderende og formand for Konservative Studerende ved Københavns Universitet, blev for nylig i radioprogrammet En Uafhængig Morgen bedt om at give sit »vildeste eksempel« på den »identitetspolitiske totalitarisme,« han efter eget udsagn ser på universitetet. Svaret lyder, at flere undervisere har undskyldt, at pensum var så ensrettet, at det endnu engang havde en tekst forfattet af en »gammel, hvid mand« i centrum.

Mads Strange er i sin gode ret til at have disse holdninger til pensums sammensætning. Men jeg mener, at han og hans meningsfæller gør sig skyldige i en forskningspolitisk uskik, som især Henrik Dahl (LA) excellerer i: De gør intet ​​seriøst forsøg på at forstå modstanderens position, men mobiliserer i stedet fantasifulde fejllæsninger, alarmistiske reflekskommentarer og perfide karikaturer af »krænkelsesparate venstreekstremister.«

LÆS OGSÅ: Pensum: Faglighed skal være eneste kriterium, ikke etnicitet, seksualitet eller køn

Jeg kan ikke lade være med at blive trist af at høre denne argumentation. Trist, fordi jeg synes, den tegner en karikeret kontur af universitetet, og trist, fordi jeg mener, at den kortslutter og forfladiger en meget væsentlig – for ikke at sige presserende – samtale om pensums sammensætning.

Misforstået undskyldning

I radioprogrammet uddyber Strange sin oplevelse med beklagende forelæsere: Der er tale om ord ytret »i forbifarten« af omtrent tre undervisere, hvoraf nogle vistnok undskyldte i spøg, mens der hos andre var »et gran af alvorlighed.«

Han har ikke talt med nogen af underviserne om meningen bag deres beklagelse, men spekulerer sig frem til, at hvide, mandlige akademikere ønskes frasorteret uden skyggen af faglig begrundelse, men alene i kraft af deres hvidhed og køn. Alt sammen fordi et »mindretal af identitetspolitiske, krænkelsesparate venstreekstremister […] sidder og dikterer, hvad man må sige, og hvad man må gøre, og hvad man må tænke.«[1]

Stranges tolkning af undervisernes – mere eller mindre alvorligt mente – undskyldning er efter min mening fejlagtig. Undskyldningen går ikke på, at de pågældende forfattere er hvide mænd. Den går på, at pensum igen centrerer hvide mænd på en måde, der virker ensrettende.

Sagen drejer sig med andre ord ikke om, at en fordækt identitetspolitisk konspiration hader hvide mænd og mener, at deres tekster er værdiløse, men om at pensum ofte systematisk privilegerer visse (hvide og cismandlige) mennesker og marginaliserer andre (ikke-hvide og ikke-cismandlige). Den dynamik er vi nødt til at forholde os til.

Historiskrivningen er ikke neutral

Det er ejendommeligt, at oprørte borgerlige systematisk forsøger at få debatten til at handle om hvide mænd og deres åbenbart ukrænkelige ret til ikke at få deres overrepræsentation på pensum problematiseret. Dermed flytter de også fokus fra den marginalisering, som samtalen i første omgang drejede sig om. Fra at handle om faktisk undertrykkelse af mennesker i udsatte positioner kommer diskussionen til at handle om potentiel diskrimination af hvide mænd.

En blindhed over for køn og hudfarve bliver alt for let en blindhed over for køns- og hudfarvebaseret undertrykkelse.

Adam Bregnsbo Fastholm

Pensum har betydning. Det giver en autoritativ autoritativ udlægning af et givent forskningsfelt og sætter rammen for de studerendes videnskabelige arbejde. Med andre ord en kuratering af fortidens vidensproduktion, der former fremtidens vidensproduktion.

Men historisk videnskab er ikke neutral. Et gennemgående træk i den vestlige idéhistorie har været systematisk nedvurdering af de grupper, der identificeres med det irrationelle, følelsesmæssige og kropslige (kvinder, ikke-hvide, koloniserede, fattige osv.).

Mads Strange indrømmer at vide, at denne systematiske eksklusion i hvert fald tidligere har fundet sted. Men det er ikke kun et historisk fænomen: Hvide mænd fra det globale nord er fortsat massivt overrepræsenteret i produktionen af viden, hvilket opretholdes gennem bibliografisk-, citerings- og udgivelsespraksis. Dette ses ikke blot i eksklusion, men også hierarkisk inklusion, hvor eksempelvis ikke-hvide eller kvindelige akademikere fastholdes i dårligt lønnede og mindre anerkendte stillinger.

Alle ønsker faglighed

Selvom ikke-hvide og ikke-mænd ikke formelt er forment produktionen af viden, møder de fortsat særdeles virkelige barrierer. De barrierer forsvinder ikke af sig selv.

Jeg forstår udmærket kritikernes principielle argument: Forfatteres køn og hudfarve er ligegyldige, så længe teksterne er valgt på et fagligt grundlag.

LÆS OGSÅ: Studenterrådet: Selvfølgelig skal vi kunne snakke om pensum

En sådan køns- og farveblindhed kan virke som et ædelt ideal, men det er temmelig ubrugeligt, hvis vi ønsker at bekæmpe eksklusion i den ikke-ideelle verden, vi lever i. En blindhed over for køn og hudfarve bliver alt for let en blindhed over for køns- og hudfarvebaseret undertrykkelse.

Jeg tvivler på, at en eneste person på Københavns Universitet ønsker, at pensum ikke vælges på et fagligt grundlag. Snarere er stridsmålet nok, hvordan faglige standarder bedst defineres. Jeg tror ikke, at det er så nemt at adskille faglighed og eksempelvis køn og hudfarve, som Mads Strange antyder. Idéhistorisk forskning har vist os, at forsøg på at formulere det, der ses som rationelt og neutralt ofte har hængt sammen med blandt andet køn og race.

Videnskab har altid et udgangspunkt

Jeg har i den forbindelse svært ved at se, hvordan den magtudøvelse, der ligger i at ekskludere visse folk fra at skabe ny viden, ikke er fagligt interessant for en uddannelse som statskundskab, der beskæftiger sig med studiet af magt.

Hvide mænd oplever racisme og sexisme anderledes end sorte kvinder.

Adam Bregnsbo Fastholm

Viden er, med teoretikeren Donna Haraways udtryk, situeret. Den er indlejret i krop og kontekst og udgår fra et bestemt sanseapparat. At insistere på videnskab som et uproblematisk »view from nowhere« er et perspektiv, der i neutralitetens forklædning tilslører en specifik position, der gøres universel. Hvide mænd oplever for eksempel racisme og sexisme anderledes end sorte kvinder. Men hvis det kun er førstnævnte, der får lov til at beskrive verden – og samtidig insisterer på, at deres beskrivelser er helt neutrale og derfor dækkende for hele verden – bliver sidstnævntes perspektiv aldrig sat på dagsordenen.

Argumentet er således ikke, at tekster forfattet af hvide mænd skal »diskvalificeres« på grundlag af »hvilket køn eller hudfarve, de har,« som Mads Strange siger i Uniavisen, men at de er knyttet til et bestemt perspektiv på verden, der – hvis den står alene – risikerer at give en meget snæver forståelse af, hvordan vi forstår os selv, hinanden og vores omverden.

Borgerlige går utroligt meget op i mangfoldighed på universitetet, når det angår repræsentation af deres egen politiske observans. Jeg ville ønske, at denne ihærdighed også indebar en interesse for at gentænke pensum og medtænke stemmer, der er marginaliserede på baggrund af forhold som køn, klasse, race og seksualitet.