Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

»Da jeg skulle hjem, følte jeg mig som en forræder«

DOBBELTLIV – KU’eren Haifaa Awad kom med et på alles læber, da hun i dagbladet Information skrev om sine oplevelser som frivillig læge i det krigshærgede Syrien. Nu, halvanden måned senere, er hun returneret til en hverdag som nyuddannet mediciner i turnus. Men kan man vende hjem fra katastrofen?

»Det er surrealistisk at sidde her på Paludan.«

Interviewet har været i gang et godt stykke tid, da Haifaa Awad lader blikket vandre en tur rundt i bogcaféen i indre by, som er fyldt med unge mennesker, macs og kaffe i glas, dagens ret og cafésandwich. Umiddelbart business as usual.

Alligevel forstår man pointen. Denne tidlige efterårseftermiddag er det kun halvanden måned siden, at den 27-årige, nyuddannede KU-mediciner vendte hjem fra et ophold som frivillig læge i det krigshærgede Syrien. Her oplevede hun på allernærmeste hånd den humanitære katastrofe – flere end 100.000 syrere er døde, og 4,2 millioner er på flugt – som den efterhånden tre år lange konflikt har kastet landet ud i.

Fra den 27. juli til den 26. august udspilledes Haifaaa Awads tilværelse sig på et hospital i det nordlige Syrien, hvor dagens orden blev dikteret af misforholdet mellem strømmen af krigsofre og manglen på udstyr, medicin og uddannet personale. Oplevelserne har Haifaaa Awad selv beskrevet i en rost og meget læst artikelserie i Information, der nu er blevet samlet i bogen ’En læges Dagbog fra Syrien’. Den 13. august 2013 skriver hun blandt andet:

»En fireårig pige bæres ind. Hun er kridhvid. Hendes venstre arm adskilt ved skulderen. Separeret fra hendes krop. Gad vide, om hendes billede må trykkes i danske aviser? Om det for makabert til vores sarte sjæle. Det er dagligdagen her.«

’Man overlever fra dag til dag’

Var opholdet ved det syriske hospital på den ene side en chokerfaring, så var det også en forløsning. Haifaa Awad er nemlig født i Syrien, og selv om hun har boet i Danmark siden 1993, er hun og hendes familie tæt knyttet til landet.

»Jeg tog derned for at forsøge gøre en forskel. Jeg er selv syrer, og jeg har venner og familie, der er blevet såret, tortureret og dræbt af regimet,« siger Haifaa Awad.

»Siden revolutionen brød ud i 2011, havde jeg følt, at jeg befandt mig i en venteposition. Jeg ville bare være færdig som læge, så jeg kunne komme ned og hjælpe.«

Læge blev hun i juli 2013, og en lille måned senere krydsede hun den tyrkisk-syriske grænse.

Du var aldrig i tvivl om, hvorvidt du som helt grøn læge var parat til at stå i en så voldsom situation?

»Nej, for hvad er deres alternativ? Assad-regimet har gået systematisk efter de syriske læger. I det område, hvor jeg var (Det nordlige Idlib, red.) samt i hele Aleppo-regionen, var der før oprøret brød ud over 17.000 læger. Nu er der maksimum et par dusin. Der er også mangel på sygeplejere. Da jeg var dernede, var jeg var med til træne otte piger, som vi bogstaveligt talt hev ind fra gaden. Bare det, at jeg kunne stoppe en blødning, gjorde mig kvalificeret.«

En ting er at være lægefagligt klædt på til opgaven. Men Haifaa Awads beskrivelser af arbejdsdage fyldt med »dehydrerede babyer, der dør af tørst og fejlernæring, børn med tarmene bølgende ud af maven og skudofre,« rejer også spørgsmål om ganske andre udfordringer.

Du knyttede dig for eksempel til to drenge i starten af dit ophold. Senere beskriver du, hvordan du opdager, at de er blevet dræbt under et bombardement? Hvordan kan man overhovedet håndtere det?

Svaret kommer mere tøvende end før:

»Man giver slip, accepterer at ’shit happens’,« siger Haifaa Awad.

»Det er slemt. Men som situationen er i Syrien, så vil mennesker miste livet. Det eneste, man kan gøre, er at forsøge at redde dem, der kommer ind. På den måde overlever man fra dag til dag. Også dernede var der en hverdag, man skulle have til at køre.«

Pragmatisk idealisme

Den store forskel på Haifaa Awad og hospitalskollegerne var dog, at hendes dagligdag i den syriske tragedie havde en udløbsdato. Den 1. september 2013 skulle hun nemlig begynde sin ansættelse ved hospitalet i Thorshavn, hvor hun skal gennemføre sin kliniske basisuddannelse.

»Da jeg skulle hjem, følte jeg mig som en forræder,« fortæller hun.

»Jeg blev faktisk med at udskyde min hjemrejse, og det endte med, at den ledende læge hev mig til side og gav mig klar besked: ’Det er fantastisk du er kommet, men nu skal du tage hjem og videreudvikle dig som læge’«

Haifaa Awad har taget logikken til sig, fortæller hun, da vi spørger, om hun fortsat har dårlig samvittighed over, at hun burde have gjort mere.

»Man må ikke miste sig selv. Jeg er læge i Danmark, og jeg skal specialisere mig. Det må jeg holde fast i. Når jeg er blevet det, kan jeg også hjælpe Syrien yderligere.«

På denne vis udtrykker KU-lægen en art pragmatisk idealisme med plads til ’både og’. Lige nu plejer hun karrieren og ambitionen om at blive speciallæge. Men når hun næste gang har længere ferie, er planen at tage endnu en tørn i Syrien.

Handler på sin afmagt

Selv om Haifaa Awad har lagt skyldbevidsthed bag sig, er hjemkomsten til en ’almindelig’ førsteverdenshverdag langt fra let:

»Man føler virkelig en dyb afmagt,« siger hun:

»Jeg føler, jeg lever to liv. På den ene side er dybt følelsesmæssigt engageret i den humanitære katastrofe, der foregår i Syrien, på anden side har jeg det jo fint; jeg har mit arbejde i Thorshavn, og er lige nu tilbage på ferie i Danmark. Men når man for eksempel sidder i teatret med sine venner, kan man da godt tænke ’shit, hvor er vi forkælede’.«

Haifaa Awads løsning har været at forsøge at integrere engagementet i Syrien i sin danske hverdag:

»Jeg forsøger at bearbejde min afmagt ved at være aktivistisk. Og det har jeg gode muligheder for i Danmark. Om man så gør det ved at Støtte Røde Kors Syriens-indsamling eller skrive indlæg til medierne.«

LÆS OGSÅ: Haifaa Awad: Vesten hykler

Efter sin hjemkomst har Haifaa Awads engagement først og fremmest handlet om at gøre opmærksom på situationen i Syrien, hvilket hun har haft rig lejlighed til. For artikelserien gjorde hende med ét til en mediepersonlighed:

»Det er da et kæmpe ansvar at udtale sig om Syrien, men omvendt passer det godt til min aktivistiske side, der gerne vil skrige sine meninger ud,« smiler hun.

»Men jeg er blevet meget opmærksom på at formulere tingene korrekt, og på den måde forsøge at levere den syriske stemme – det jeg hørte på gaden i Syrien, det jeg lytter til fra mine venner, og de beretninger jeg dagligt får – i en dansk kontekst«

Et uafsluttet Syrien

På den måde er et andet af de håb, Haifaaa Awad havde for opholdet i Syrien, blevet indfriet. Der var nemlig en klar ambition, da hun accepterede Informations tilbud om at bringe dagbøgerne.

»Det har hele tiden luret i baghovedet, at den syriske stemme manglede en megafon. Så det var et projekt, der skulle gøre danskerne opmærksomme på situationen i Syrien. Derfor har det også været fantastisk, at artiklerne er blevet læst så meget, som de er«

Dagbøgerne har dog også en anden og anderledes privat betydning:

»Dagbogen er også skrevet til mig selv, sådan at jeg ikke glemmer det, jeg har oplevet. Et eller andet sted er jeg bange for at komme til at fortrænge det.«

For selv om Haifaaa Awad umiddelbart ligner det hun også er – en tjekket unge læge på københavnercafé – så sidder oplevelserne fra det syriske hospital stadig uafsluttede i hende.

»Jeg tror, mange har en idé om, at man er fyldt med alle mulige følelser efter sådan en oplevelse. Men det var jeg ikke, jeg var tom, fuldstændig udmattet. Det er først, når man er vendt hjem, at man begynder at bearbejde oplevelserne.«

Men samtidig er der også i Thorshavn en hverdag, der skal passes. Og for Haifaaa Awad gælder det både rollen som læge og som syrisk aktivist langt fra Syrien.

Nicklas.Lund@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste