Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Dahl og Messerschmidt: Forskning er for vigtig til at blive spændt for en politisk vogn

Politik — Der var fuldt hus til Morten Messerschmidt og Henrik Dahls høring om kulturen i akademia sidste uge. Alligevel vurderer politikerne i dette debatindlæg, at høringen også var en fiasko, fordi ingen, der var uenig med de to politikere, havde takket ja til at medvirke.

I sidste uge havde vi fornøjelse af at afholde en høring i Folketinget om kulturen i akademia. Høringen var både en succes og en fiasko på én og samme tid. En succes, fordi der var fulde huse, og fordi vi havde seks meget interessante og dygtige talere. Men desværre også en fiasko, fordi ingen af de forskere, der ikke ser et problem ved kulturen i akademia, havde lyst til at komme og bidrage med andre perspektiver på sagen.

Til gengæld var det privilegie at høre de oplægsholdere, der havde lyst til at deltage. Vi hørte blandt andet lektor emeritus Marianne Stidsen fortælle om sin langstrakte og opslidende eksilering fra Københavns Universitet og de dertilhørende akademikerkredse, fordi hun havde stillet sig kritisk overfor MeToo-bølgens proselytter. Vi hørte samfundsdebattør, Eva Gregersen, fortælle om den udbredte berøringsangst, der er mod at vise Muhammedtegningerne.

Universitetet er blevet en venstresnoet osteklokke

Christian Vigilius fra Konservative Studerende, som læser statskundskab, bekræftede med en lang række eksempler de værste formodninger om, hvorledes universitetet på mange måder er gået hen og blevet en venstresnoet osteklokke. Dette identitetspolitiske meningstyranni manifesterer sig eksempelvis ved, at underviserne har for vane at sige undskyld til de studerende for, at de læser tekster skrevet af mænd med hvid hudfarve.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Vi hørte ligeledes Hans Hauge fortælle om den nye ‘woke’-ideologi, som i virkeligheden er en moderne form for marxisme og klassekamp, der tager sit afsæt i personers ydre identitetsmarkører såsom køn, race eller seksualitet. Han redegjorde for et nyt ordforråd, der ifølge wokeismens bannerførere har til formål at beskrive den virkelighed, vi lever i: Privilegieblindhed, allyship, cancel culture, hvidhed, kulturel appropriation, intersektionalitet, mansplaining etc. Listen er lang, og den bliver længere for hver dag. For krænkelsesparatheden og de uretfærdige magtstruktur gemmer sig angiveligt bag ethvert hjørne.

Kulturkrigen på universiteterne er ikke en kamp mellem højre og venstre

Vi hørte Morten Hesseldahl fra Gyldendal betone vigtigheden af faglighed, åbenhed og at den kulturkrig, der udspiller sig på universiteterne, ikke er en kamp mellem højre og venstre. Det er en kamp om et åbent og frit samfund, hvor den dygtige studerende eller medarbejder skal have muligheden for at færdes i akademia, uagtet vedkommendes politiske orientering. Vi kunne ikke være mere enige med Morten Hesseldahl, hvilket netop er årsagen til, at vi inviterede omtrent 25 deltagere fra begge sider af det politiske spektrum til høringen.

Professor ved CBS, Nicolai Foss, bedyrede, at kulturkampen på universiteterne ikke er forbi, og at forskere har en pligt til at engagere sig i sine kollegaers arbejde – især det dårlige af slagsen. For bliver de mest outrerede forskere ikke sagt imod og udfordret, ender forskningen som helhed på et sidespor. Når de helt derud, rives samfundskontrakten itu. Og der er desværre meget, der tyder på, at vi indenfor mange forskningsfelter allerede har nået dette skråplan.

Forskning er for vigtig til at blive spændt for en politisk vogn

For vi har efterhånden en syndflod af eksempler på forskere, der øjensynligt finder det vigtigere at bedrive egen politisk aktivisme indenfor spørgsmål om f.eks. køn, ulighed, racisme, end det er at skabe værdi for samfundet. Konsekvensen er, at man i forskningsprocessen ikke korrigerer fejl i lyset af bedre argumenter eller modstridende evidens, fordi de såkaldte forskningsresultater er givet på forhånd som et produkt af den pågældende forskers egne politiske overbevisninger.

Det er ikke blot et problem, fordi det skævvrider vores forståelse om vigtige emner. Det er ligeledes et problem, fordi det i værste fald medfører, at vi ikke vil stole på konklusionerne i de tilfælde, hvor forskningen ér lødig. God forskning er således uhyre kostbar. Netop derfor skal den underforståede samfundskontrakt om lødig og politisk neutral forskning også respekteres. For forskning er slet og ret for vigtig til, at vi kan spænde det for en politisk vogn.

Seneste