»Danmark har ikke nogen som helst strategi for, hvad universiteterne skal«

»Hvis det starter så skævt, hvordan skal jeg så have tiltro til jer?«

Spørgsmålet kommer fra ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab Maria Toft.

Når hun lader øjnene glide ned over onsdagens program for årsmødet for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, er kun tre forskere repræsenteret. Der er heller ingen studerende. De fleste er fra ledelsen.

Hun har rejst sig op, så hendes overkrop stikker op over hovederne på de 200 fremmødte fra forskningsverden, som er fordelt ved runde borde. Hun henvender sig til panelet på scenen.

Maria Toft var tidligere på året en af initiativtagerne til kampagnen #Pleasedontstealmywork, der problematiserer et arbejdspres blandt forskere, der ifølge hende får forskere til at stjæle hinandens arbejde.

Netop forskeres arbejdsforhold er et af temaerne i dag, hvor spørgsmålet er, om den såkaldte Universitetslov skaber de bedste universiteter.

Måske er det ikke lige det, du tænker over, når du sidder i forelæsningssalen. Men det gør den person, der står og underviser dig med stor sandsynlighed. For i forskningskredse er loven til heftig debat. Og netop nu er Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) i gang med at undersøge den omstridte lov.

Et markedsorienteret universitet

For at forstå, hvorfor Universitetsloven er blevet nogle forskeres syndebuk, spoler vi tiden tilbage til 2003, da den blev indført.

Her sad Venstremanden Helge Sander på posten som videnskabsminister under statsminister Anders Fogh Rasmussen. Da han kom til, lagde en lov fra 1970 rammerne for universiteterne. Dengang blev ledelsen på universiteterne valgt af medarbejderne.

Det ændrede sig i 2003, da Helge Sander indgik en aftale om en ny Universitetslov. Kort sagt gjorde den nye lov universitetet mere til en forretning. Universiteterne gik fra at være en statsinstitution til at være selvejende. Og ledelsen på universiteterne skulle vælges af en bestyrelse, som blandt andet bestod af erhvervsfolk. Som der står i loven, skulle universiteterne nu bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet.

Universitetsloven er ikke problemet

Tilbage til årsmødet står ph.d.-studerende Maria Toft med mikrofonen i hånden og afventer svar på, hvordan hun skal have tillid til Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd.

»Det er vel nærmest et spørgsmål til mig,« svarer Kristine Niss, moderator og medlem af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd.

»Det er ikke helt rigtigt, at der kun er tre forskere i debatten i dag, men det er en detalje. Det er tydeligt, at her er tre ledere som bliver bedt om at se på problemerne i ledelsesstrukturen, og de synes ikke, der er nogen,« svarer Kristine Niss.

En latter spreder sig i salen.

»Det er taget til efterretning.«

Panelet på scenen har diskuteret, om de har de bedste rammer for at tage beslutninger, der gavner forskningen.

Institutleder og professor ved Københavns Universitet Bo Jellesmark Thorsen mener ikke, inddragelsen af forskerne i beslutningerne er noget problem.

»Vi arbejder med nogle processer omkring revisioner og planer for instituttet. Alle kan smide ideer på bordet.«

Søren Hvidkjær, forskningsdekan ved Copenhagen Business School og Anders Overgaard Bjarklev, rektor ved Danmarks Tekniske Universitet, mener heller ikke Universitetsloven i sig selv er problemet.

Hastighed og hetz

Men på Roskilde Universitet, hvor humaniora og samfundsvidenskab fylder meget, ser det anderledes ud. Ifølge lektor og bestyrelsesmedlem ved Roskilde Universitet Kirsten Hvenegård-Lassen, gør det det sværere at skaffe finansiering til forskning.

»Når det bliver mere hetz-agtigt, og der stilles spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er relevant at forske i emner som køn og migration, og hvor forskere bliver anklaget for videnskabelig uredelighed, bare fordi de passer deres arbejde, så har vi faktisk et problem,« siger hun.

Casper Sylvest, lektor og formand for akademisk råd ved Syddansk Universitet, mener godt, man kan have en god ledelse med Universitetsloven. Men der mangler mekanismer, der forhindrer det modsatte. Desuden er den »uophørlige bølge af reformer«, som han kalder det, en udfordring.

»Hastigheden er simpelthen for høj. Vi savner bremser,« siger han.

Både Casper Sylvest og Kirsten Hvenegård-Lassen vil gerne understrege, at de ikke udtaler sig på vegne af de organer, de sidder i, men på egne vegne.

»Det står ikke i min kontrakt«

Det høje tempo gør det svært at finde tid til at gøre forskningen relevant for samfundet. Det er temaet for dagens næste debat.

For selv om de fleste anser det som en del af deres ansættelse at formidle, er der ikke afsat tid til det, mener professor ved Københavns Universitet Marie Louise Bech Nosch.

»Det står ikke i min kontrakt. Når jeg formidler, gør jeg det i min forskningstid eller fritid.«

Det for dårligt, at det skal være en fritidsbeskæftigelse, mener Vibeke Hjortlund, chefredaktør ved mediet Videnskab.dk

Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef ved Dansk Erhverv, er enig i, at det er vigtigt at forskere formidler deres viden.

»Men der er sket meget, siden forskning stod i centrum af dansk politisk i 00’erne til, nu hvor der ikke længere er nogen, der interesserer sig for det.”

»Hvis skyld er det?”, bliver han spurgt.

»Øh, jamen det er jo også min skyld, at jeg ikke gør mit arbejde godt nok. Jeg skal også sørge for, at det er interessant for politikere at beskæftige sig med det område,” svarer Mads Eriksen Storm.

DFiR vil foreslå langsigtede rammer

Sidst på dagen bliver de 200 fremmødte bedt om at svare på, om de er enige i, at en række udsagn er en udfordring for universiteternes samfundsrolle. Flest er enige i, at det er fraværet af langsigtede og stabile politiske rammer, der en udfordring.

»Danmark har ikke nogen som helst strategi for, hvad universiteterne skal, og det er et kæmpe problem.”

Sådan lyder det fra rektor på Aarhus Universitet og formand for Danske Universiteter Brian Bech Nielsen. Han afbrydes af en klapsalve.

»Universiteterne skal være med ved bordet, når problemerne skal løses,« siger han. Men tilføjer, at han ikke ville have søgt stillingen som rektor, hvis ikke han var enig i den nuværende Universitetslov.

Janne Gleerup, lektor og tillidsrepræsentant ved Roskilde Universitet, mener man er nødt til at se på loven. For ledelsesstrukturen er skyld i, at forskerne ikke får medbestemmelse. Løsningen er at give forskerne tid til at engagere sig og mere indflydelse.

»Jeg tror, man bliver nødt til at operere med både praksis og lovgivning,« siger hun.

Ved dagens afslutning stod én ting klart ifølge Frede Blaabjerg, formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd. Der mangler nogle mere langsigtede rammer for, hvad forskningen skal.

»Der er ingen tvivl om, at det er noget af det, vi vil foreslå, at man prøver at arbejde med ministerierne og politikerne omkring.«