Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Den perfekte bjælke i eget øje

Perfekthedskultur — Det er nu engang lettere at erkende fejl, hvis man er blevet succesfuld, siden man begik dem. Leder fra Uniavisens trykte magasin, april 2019.

TOMMY AHLERS, UDDANNELSESMINISTEREN, tør indrømme, at han ikke er fejlfri. Engang, før han blev rig forretningsmand og tillige kendt og magtfuld, åbnede han en virksomhed uden at være tilstrækkelig forberedt.

»Jeg glemmer aldrig den dag i september 2005,« siger han, »hvor jeg skulle tage ind til et møde og fortælle nogle mennesker, som jeg respekterede, og som troede på mig og havde investeret både tid og penge i mig og min idé, at de havde tabt deres penge.«

Og pointen med historien, som Tommy Ahlers deler med landets studerende i en video under hashtagget ’deldinefejl’, er, at fejltrin er en forudsætning for udvikling, mens jagten på perfektion omvendt kan føre til stress og stilstand.

FEJL-KAMPAGNEN er åbenlyst ment som en håndsrækning til en studenterbefolkning, der døjer med dårligt psykisk helbred. Problemet er alvorligt. Den gennemsnitlige studerendes helbred bliver ifølge en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut en smule ringere allerede i løbet af de første seks måneder efter studiestart.

Så Tommy Ahlers har fat i noget, og i aprilnummeret af Uniavisen på tryk er vi inspirerede af ministeren, når vi tager perfekthedskulturen op til diskussion og giver ordet til fem studerende, som har fået sår i kampen mod egne og andres forventninger.

ALLIGEVEL ER DER OGSÅ GRUND til skepsis over for Tommy Ahlers’ kampagne om at dele fejl. Som Johan Hedegaard Jørgensen, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd, påpeger i Politiken ville de studerendes angst for at fejle måske have mindre plads til at blive et problem, hvis Tommy Ahlers og hans politiske kollegaer ikke økonomisk udpinte deres uddannelsessteder og fremmede udviklingen af et arbejdsmarked præget af løse ansættelser og stedse øget konkurrence.

DEN ROMANTISKE IDÉ om fejl som forudsætning for fremtidig succes kan også tåle kritik. For Tommy Ahlers’ historie om at gå rabundus fortsætter jo ikke sådan her: »Og nu, snart 14 år senere, finder I mig her foran Spar-købmanden i Agerskov, hvor jeg har rigtig svært ved at åbne morgenens første Giraf-bajer, fordi mine hænder ryster helt sindssygt.«

Det er nu engang lettere at erkende fejl, hvis man er blevet succesfuld og berømt, siden man begik dem.

OG SÅ ER DER UNIVERSITETET. Måske kunne det lære lidt af ministeren, men det er bare ikke den vej, det går. Københavns Universitet opfører sig ikke som en institution, der deler sine fejltrin, snarere som en strømlinet virksomhed. Det afspejles i sprogbrugen, hvor gamle ord som ’rektorat’ og ’dekanat’ er skiftet ud med det dobbeltradede ’direktion’.

Og i universitetets 2023-strategi om ’Talent og samarbejde’ fremgår, at KU’s image skal have en overhaling, og at universitetet skal fremstå ’samlet’ med en målsætning om, at alle medarbejdere bestandigt »bidrager til de fælles strategiske mål.«

HVORDAN SPEJLER KU egentlig sine studerende, når man på samme tid opmuntrer dem til at vove pelsen og være kreative og forlanger af dem, at de skal indhøste de uddannelsesbonusser, som universitetet lever af, og dermed bidrage til dets fortsatte succes?

Og hvilken fejlmargin opererer rektor og hans ledelse selv med, når de i disse år skubber Københavns Universitet højere op på de internationale ranglister til positionen som ’internationalt anerkendt eliteuniversitet’ i nådesløs konkurrence med Danmarks, Nordens, Europas, ja, hele verdens gode universiteter?

Den konkurrence er forhåbentlig ikke et nulsumsspil; men den ligner godt nok et nulfejlsspil.

Seneste