Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

»Der er lige så mange professorer, der hedder Henrik, som der er kvindelige professorer på Økonomi«

Feminisme — De er trætte af mænd, der forklarer dem ting om økonomi, de allerede ved, og de gider ikke at høre, at deres køn begrænser deres karrieremuligheder. Anne Sophie Hækkerup og Julie Tilling Niemann står bag foreningen Kvinder På Polit, der bekæmper kønsdiskrimination på økonomistudiet.

Anne Sophie Hækkerup (ASH): Da vi startede på Økonomi, oplevede vi hurtigt, at der manglede fællesskaber for kvinder på studiet. På vores eget hold var det ofte drengene, der lavede sociale ting sammen. Der kom sådan en »gutterne«-stemning, hvor de for eksempel holdt fodboldaftener, uden at kvinderne var inviteret – også selv om vi som de eneste kvinder fra vores hold deltog i alle andre arrangementer på studiet. Det var en mærkelig oplevelse for os.

Julie Tilling Niemann (JTN): Vi har haft en del øjenåbnere, siden vi startede på studiet i 2020. For eksempel har vi ikke haft en eneste kvindelig forelæser og kun en enkelt holdunderviser de første tre semestre, selv om 41 procent af de studerende, der startede sidste sommer er kvinder.

Kun to ud af 25 professorer på vores institut er kvinder. Der er lige så mange professorer, der hedder Henrik, som der er kvinder.

Vi fik ideen til foreningen Kvinder På Polit den 8. marts sidste år, da vi var til et arrangement om kønsdiskrimination i økonomifaget. Oplæggene bekræftede os i, at der ligger en hel masse kønsbias, både i os som studerende og på Økonomisk Institut, og at der manglede et fællesskab, hvor vi kan styrke hinanden som kvinder.

Drengene fattede ikke vores forargelse

ASH: Vi kan spejle os i hinandens oplevelser. Mange har følt sig anderledes behandlet af deres medstuderende eller udelukket af fællesskaber, fordi de ikke var mænd. Nogle har også oplevet, at andre regnede de ting, de havde lavet igennem en ekstra gang – selvom de havde lavet det helt rigtigt. Jeg har ikke haft så mange dårlige oplevelser med, at folk betvivler min faglighed på studiet, men til sociale arrangementer oplever jeg nogle gange, at mænd forklarer mig ting om økonomi, selvom jeg lige har sagt til dem, at det er det, jeg studerer – fx hvad udbud og efterspørgsel er.

Der var en oplevelse i starten af studiet, som gjorde stort indtryk på Julie og mig: Vi var til en fest med vores hold og legede en leg, hvor to personer sad med ryggen til hinanden og skulle række hånden i vejret, når de syntes et udsagn passede bedre på dem end på modparten. På et tidspunkt sad Julie med ryggen til en mandlig medstuderende. Det første udsagn var: »Hvem er klogest?« Kun Julie rakte hånden op. Det næste udsagn var: »Hvem får de bedste karakterer?« Igen rakte kun Julie hånden i vejret. »Hvem kommer så til at tjene mest?« lød det tredje udsagn. Her rakte både Julie og den mandlige studerende hånden i vejret.

Det fik drengene til festen til at grine. »Statistikkerne lyver ikke,« sagde de. Underforstået: Den mandlige studerende havde ret. Jeg kan huske, at Julie og jeg blev forargede og irriterede over det. Det forstod drengene ikke. Det var bare for sjov, sagde de.

Det er et eksempel på, at der er forskellige forventninger, alt efter om man er mand eller kvinde på økonomistudiet. Og det var en af de ting, der gav os lyst til at fortælle kvinder, men også mænd en anden historie.

Troede feminister var sure kvinder

JTN: Vi vil gøre opmærksom på de kønsforskelle og den kønsdiskrimination, der er inden for det økonomiske felt. Vi har en evidensgruppe, der samler den nyeste forskning, og præsenterer den ved et månedligt arbejdsmøde. For nylig gennemgik vi for eksempel en undersøgelse, der viser, at kvinder bliver bedømt hårdere i undervisningsevalueringer på økonomistudiet.

Samtidig laver vi arrangementer med stærke kvindelige rollemodeller, som studerende kan spejle sig i og tænke: ’Hold da op, sådan vil jeg også være’.

Og så laver vi en masse sociale arrangementer, hvor vi spiser mad sammen, drikker øl og lærer hinanden at kende på kryds og tværs af årgangene på Økonomi.

ASH: Vi har allerede skabt et sindssygt stærkt fællesskab mellem vores medlemmer. Et eksempel fra sidste uge er, at en studerende, som jeg har lært at kende gennem Kvinder På Polit, sendte en jobansøgning til mig, så jeg kunne læse den og give kommentarer. Nu ved jeg, at jeg kan gøre det samme, når jeg skal søge et job. Sådan noget tror jeg betyder sindssygt meget.

Da jeg var teenager, ville jeg ikke kalde mig selv feminist. Som mange andre havde jeg en ide om, at feminister var sådan nogle sure kvinder, der ikke kunne lide mænd. Nu ved jeg, at det selvfølgelig ikke forholder sig sådan, og jeg betragter mig mere og mere som feminist.

JTN: Jeg vil klart kalde mig selv feminist. For mig handler det om at skabe lige muligheder for kønnene og gøre opmærksom på de kønsforskelle- og biases, der er i samfundet. Det er lettere at gøre den 8. marts end alle andre dage. Den dag ved man, at det ikke bare er en selv, der tænker på ligestillingsproblemer. Det er hele verden, der står sammen om det.

ASH: Kvinder På Polit laver et arrangement den 8. marts i studiecafeen på Økonomi, hvor man kan drikke en øl og quizze. Det er jo lidt vores fødselsdag, for det er et år siden, vi fik ideen til foreningen.

JTN: Ja, og vi har fået lavet en kampdagskagekone for at fejre det.

Uniavisen sætter i denne uge fokus på ansatte, forskere og studerende, der er feminister. Læs også interviewet med Prince Henry Kwesi Asare her.

Seneste