Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

»Det er bedre end at få Nobelprisen«

Ligestilling — Det er stadig ikke altid let at blive en del af fællesskabet i forsknings- og universitetsverden, hvis man er kvinde. Astrofysiker og professor Anja C. Andersen har dedikeret sig til at sparke døre ind for andre kvinder i akademia for at sikre en større diversitet i de danske forskningsfællesskaber.

Anja C. Andersen har arbejdet målrettet efter at åbne fællesskaber for andre, men nu er hun selv blevet del af et fællesskab, hun ikke vidste, ville betyde noget for hende. Men det gør det.

Hun har fået en kage opkaldt efter sig på det traditionsrige københavnske konditori, La Glace.

Anja C. Andersen har altid vidst, hvor skabet skulle stå, men hun havde aldrig drømt om, at hun en dag selv skulle stå i kageskabet med andre markante kvinder som Lise Nørgård og Karen Blixen.

»Det er en stor ære at komme ind i det fællesskab,« siger Anja C. Andersen, da Universitetsavisen møder hende på La Glace.

Konditoriet annoncerede i begyndelsen af august 2022, at de ville introducere en ny kage opkaldt efter en nulevende kvinde, som har gjort en forskel og udvidet vores horisont. Anja C. Andersen havde dog ingen anelse om, at valget var faldet på hende, og da indehaver Marianne Stagetorn Kolos bad hende komme forbi til en kop kaffe, troede hun derfor, det drejede sig om noget helt andet.

»Jeg tænkte, hun ville foreslå en foredragsrække om stjerner og kage, for det har vi lavet sammen før. I stedet fortalte hun, at hun ville opkalde en kage efter en videnskabskvinde. »Fedt! Så får Inge Lehmann en kage,« tænkte jeg. Men Marianne havde altså valgt at opkalde den efter mig. Jeg blev helt paf. Jeg fik faktisk tårer i øjnene,« siger Anja C. Andersen.

Et fællesskab bliver styrket af, at man tager nye ind, der kan bidrage med noget nyt. Sådan er det også med forskning

Anja Andersen

Da den første overraskelse havde lagt sig, begyndte oplevelsen for alvor at bundfælde sig.

»Min første tanke var, at det faktisk er lige så godt som at få Nobelprisen. Og nu, hvor jeg har vænnet mig til tanken, synes jeg næsten, det er bedre end at få Nobelprisen.«

»Man får Nobelprisen for noget vellykket forskning, man har lavet, og det kræver også en vis portion held. Men at blive hædret for alle de ting, man har gjort i sit arbejde, at blive hyldet for mit formidlingsarbejde og den indsats, jeg har lagt for dagen for at engagere børn og unge, det er stort. Det er jo en hæderspris.«

Anja C. Andersen fortæller entusiastisk, hvordan hun har været med til at udvikle sin nye kage. Om det er kager eller stjernestøv, hun taler om, sker det med en smittende begejstring.

Det er ikke svært at forstå, at Anja C. Andersen har modtaget bunkevis af priser for sin formidling af sit stof. Hendes kage kommer selvfølgelig også med en astronomisk historie.

»Kagen kommer til at bestå af solbær og mascarponecreme oven på en kagebund med mandler og citron. Den dækkes af mørk chokolade, der pyntes med guldglimmer for at illudere stjernehimlen, og så kommer der til at være en lille planet, der ligner Saturn og ringsystemet, ligesom der også vil være en stjerne af chokolade med ordene La Glace.«

»Konditoren indvendte, at den ville blive meget mørk, men så sagde jeg, at det jo er ligesom universet, for når man tager skeen og bryder ned igennem kagen, lyser den op med farver. Og så forklarede jeg ham Olbers’ paradoks,« siger Anja C. Andersen og holder en lille forelæsning om det paradoks det er, at nattehimlen er mørk, selv om der er uendeligt mange stjerner. Historien er kernestof for astrofysikeren, og Big Bang spiller naturligvis en hovedrolle.

»Da jeg havde fortalt alt det til konditoren, sagde han: »Det lyder rigtig spændende. Bare jeg ikke skal genfortælle det.« Nu griner Anja C. Andersen højt.

»Okay, svarede jeg, så skriver jeg nok bare en lille pamflet.«

Ligestilling går deprimerende langsomt

Når Anja C. Andersen deler sin begejstring for den kalorietunge hæder, der er tilfaldet hende, kan man ikke lade være med at tænke på La Glaces motto: Kage, kunst og kærlighed kvæler al besværlighed.

Men der skal mere end et stykke kage til at få besværlighederne ved at ændre kønsuligheden i samfundet og forskerverdenen til at glide ned.

Selv om der nu i mange år har været fokus på den manglende ligestilling, går det langsomt. Deprimerende langsomt, hvis man spørger Anja C. Andersen.

På hendes eget institut, Niels Bohr Institutet (NBI), har man arbejdet seriøst og ambitiøst i en årrække med at fremme ligestilling og mangfoldighed.

»Vi anser mangfoldighed som en væsentlig faktor og mulighed, der kan skabe en forbedret indvirkning på instituttets undervisning og forskning på såvel kort som lang sigt,« står der på instituttets hjemmeside.

Det er så enormt vigtigt, fordi forskning jo er nye ideer. Ofte lidt skæve ideer. Hvis alle, der forsker, har samme baggrund og er helt ens, kan det godt være, det er superhyggeligt, og at det er nemt at blive enige om mange ting, men det er ikke sikkert, at de originale ideer kommer sprudlende frem.
Anja C. Andersen

Anja C. Andersen er glad for, at man på Niels Bohr Institutet har sat sig høje mål, og håber meget at de når dem. Målet er, at i 2030 skal 35 procent af lektorerne og 30 procent af professorerne ved NBI være kvinder. De nuværende tal er hhv. 20,5 procent og 13,8 procent.

»Jeg synes generelt, det går for langsomt med fuld ligestilling i samfundet. Det gør mig nogle gange deprimeret og frustreret. Men når det så er sagt, så taler vi i det mindste bedre og meget mere objektivt om det nu, end vi gjorde for bare tyve år siden. «

Alligevel er kønsdebatten stadig øretævernes holdeplads.

Anja C. Andersen har flere gange måttet forsvare instituttets målsætning og institutleder Jan W. Thomsen, der er gået forrest med instituttets nye strategi – internt på arbejdspladsen og i pressen.

»Det er vigtigt at have et mål. Hvis man har det, arbejder man for at nå det, og så kommer man længere, end hvis man ikke har et mål. Bare det at sige det højt og tage de slag, der kommer, er vigtigt. Men man får overraskende mange tæsk,« fortæller hun.

»Skulle NBI leve op til de mål, der er blevet sat, kræver det – rent lavpraktisk – at Jan W. Thomsen ansætter flere kvinder. Det lyder enkelt men kræver i praksis utrolig fokus og dedikation. Så der er en risiko for , at han ikke kommer i mål inden 2030, med mindre vi alle arbejder sammen med ham om det. For at lykkes kræver det en kollektiv indsats,« siger hun.

Tradition og udvikling kan gå hånd i hånd

Anja C. Andersen forstår ikke, hvorfor universitetsverden nogle gange er så svær at forny. Og nu kommer samtalen igen til at handle om kage og La Glace. Der skal hentes kaffe, og fotografen tilbyder at hente og spørger, hvilken slags kaffe vi vil have.

»Man kan kun få én slags kaffe her«, siger Anja C. Andersen. »Du kan ikke få flat white og alt det halløj. Det kan du få alle mulige andre steder. Her er det kagen, der er i fokus.«

Kaffen er egentlig mest til at hjælpe fordøjelsen på vej, når man har bombarderet sit system med flødeskum og sukker. Der er ikke meget, der har forandret sig i konditoriets 150 år lange historie, men der er samtidig heller ikke en generel uvilje mod at møde nye tiders modeluner og forandring.

»Da vi udviklede min kage, talte vi også om en anden variant, noget med browniebund, chokolademousse, solbær, nougatcreme og mørk chokolade. Det var virkelig godt, super intenst. Men den mindede for meget om deres lagkage Lucky You. Det er La Glaces’ fantastisk glutenfri lagkage,« fortæller Anja C. Andersen.

»Det er noget af det, jeg synes er så fedt ved stedet her. Samtidig med at de egentlig er et fuldstændig old school, klassisk konditori, har de alligevel rykket sig. De har for eksempel en glutenfri lagkage nu, som mine døtre, der er glutenintolerante, altid får. Jeg har også nogle sammenbragte veganerbørn, og La Glaces 150-års jubilæumslagkage var selvfølgelig vegansk. Den er meget populær hjemme hos os. Så konditoriet følger jo med tiden.«

Her kommer en af Marianne Stagetorn Kolos’ døtre forbi og vinker til Anja C. Andersen. I 2025 overtager Stagetorns to døtre, Maria og Laura, konditoriet, som Marianne Stagetorn selv overtog fra sin mor, Merethe Stagetorn, i 1989. I etablissementets over 150-årige historie har der kun været to mænd ved roret, begge kun i seks år ad gangen. Grundlæggeren Nicolaus Henningsen døde kun seks år efter grundlæggelsen, og hans enke overtog forretningen i 1876.

»Det var sådan, en kvinde kunne komme til dengang. Manden skulle dø,« siger Anja C. Andersen.

Når Eske Willerslev sagde noget, så hørte de det pludselig alle sammen. Derfor måtte jeg nogle gange være strategisk og sige til Eske 'Det her punkt på dagsorden er vigtigt, er du ikke sød at sige det til mødet?' Hvis det var mig, der sagde det, ville det ikke have samme vægt, det vilel sandsynligvis slet ikke blive hørt.
Anja C. Andersen

»Marie Curie var heller aldrig blevet professor ved Sorbonne, hvis ikke hendes mand var død i en trafikulykke. Han blev kørt over af en hestevogn.«

Helt så slemt står det heldigvis ikke til i dag.

Forskningsverdenen er ofte stadig præget af usandsynligt homogene fællesskaber. Men hvorfor er det egentlig vigtigt, at forskningsfælleskaber er mangfoldige og præget af diversitet?

»Det er så enormt vigtigt, fordi forskning jo er nye ideer. Ofte lidt skæve ideer. Hvis alle, der forsker, har samme baggrund og er helt ens, kan det godt være, det er superhyggeligt, og at det er nemt at blive enige om mange ting, men det er ikke sikkert, at de originale ideer kommer sprudlende frem.«

»Et fællesskab bliver styrket af, at man tager nye ind, der kan bidrage med noget nyt. Sådan er det også med forskning,« siger Anja C. Andersen

Opgør med meritokratiet

Hvad så med ideen om, at det er den bedste og mest kvalificerede, der skal vælges til et job, en forskerstilling eller et politisk embede? Det man kalder for meritokrati. Et ord som tungen har det med at kløjes i.

»Åh ja, merito …  jeg kan aldrig sige det rigtigt,« siger Anja C. Andersen.

»Men det er måske okay, for det er et trist, trist ord. Det dækker i min optik over en meget naiv idé om, at der findes en absolut sandhed. Det er i virkeligheden helt imod forskningens natur. Al forskning handler om, at vi søger mod en sandhed. Men den søgen er som en spiral – vi er godt klar over, at vi aldrig kommer i mål.«

Ideen om, at der findes en absolut sandhed, at der findes en absolut skala, hvorpå man kan måle, hvem der er klogere end hvem, og hvem, der er bedst til hvad, er simpelthen umulig og bør relativeres, hvis man spørger Anja C. Andersen

»Forestil dig, at man havde mulighed for at lade en ikke særlig flittig dansk 2-tals-gymnasieelev rejse tilbage i tiden og møde Leonardo Da Vinci, datidens mest lærde. Så er der ingen tvivl om, at denne gymnasieelev ville have en enorm viden, som Da Vinci ikke besidder. Han ville til gengæld være bedre til latin og til at tegne. Så hvordan afgør du, hvem der er klogest? De kan jo nogle helt forskellige ting.«

»Når jeg taler med gymnasielever, der er usikre på, om de er dygtige nok, så siger jeg altid til dem, at de ved så meget mere end Tycho Brahe eller Da Vinci gjorde. Så det skal nok gå. De skal bare sørge for at alliere sig med andre. De skal søge et fællesskab, som de kan lære af og med. Vi ved jo, at vi lærer bedst ved at forklare nogen, hvad vi ved,« siger Anja C. Andersen.

Vi skal tale om det, så vi kan holde op med at tale om det

Her vender hun tilbage til at argumentere for vigtigheden af det mangfoldige fællesskab. Vi bliver nødt til at blive ved og ved med at tale om ligestilling, ellers sker der ikke noget, mener hun.

Så peger hun på et andet paradoks. Vi må tale om ligestilling, diversitet og den skævvridning, der præger vores samfund, så vi en dag ikke længere behøver at tale om det.

Og debatten skal være baseret på viden og forskning, ikke synsninger og hjemmegjorte vox pops.

»For 20 år siden stod Anders Fogh Rasmussen og sagde, at han havde snakket med sin kone og sekretær, og de havde sagt, at alt var fint på ligestillingsområdet. Så vi behøvede altså ikke at snakke mere om det …«

»Vi er trods alt kommet videre, selv om jeg også langt senere har mødt mandlige forskere på universitetet, der har kunnet finde på at sige: »Jeg henter mine børn to gange om ugen og slår ikke min kone«. Så tænker jeg, Tillykke, men nu handler det altså ikke om dig. Eller mig, for den sags skyld. Det handler om strukturer. Det synes jeg, folk er blevet bedre til at se.«

»Og samtidig kan jeg blive så deprimeret. Nogle gange tænker jeg, at det fandeme ikke rykker noget. For ser man på tallene …« Anja C. Andersen sukker.

Tallene, der får Anja C. Andersen til at sukke, viser, at er der 17 procent kvinder i et rum, så opfatter vi det som om, fordelingen er 50-50. Hvis der er 33 procent kvinder i et rum, opfatter vi det som om, der er flere kvinder end mænd i rummet.

»Vi skal hele tiden blive ved med at tælle og præsentere fakta og basere vores holdninger og argumenter på forskning. Jeg er sikker på, at hvis du interviewede nogle af mine kolleger på NBI, så synes de, der er mange kvinder på instituttet, blandt andet fordi jeg er der. Jeg er enormt højtråbende, og de synes helt sikkert, jeg er alle vegne, og at jeg fylder meget. Og så kommer de til at tælle mig med flere gange«.

»Der er folk, der kommer hen til mig på konferencer og siger, at nu må jeg da være glad for se, hvor mange kvindelige oplægsholdere der er. Mit svar er altid: Har du talt? Prøv at tælle efter engang.«

Og så fortæller hun, at der typisk har været 30 procent kvinder, og det så har fået folk til at tænke, at nu er der da nærmest flere kvinder end mænd, fordi de simpelthen er så uvante med, at kvinder er repræsenteret i så høj grad.

»Nu bliver der lagt mærke til kvinderne. Men vi skal gerne derhen, hvor det ikke er en nyhed, at der er kvinder på scenen. Hvor det ikke er noget, vi lægger mærke til«, siger hun.

Anja C. Andersen siger selv, at hun er højtråbende. Men nogle gange er det bare ikke nok. Som da hun sad i Københavns Universitets bestyrelse i nogle år. Der oplevede hun, at der nogle gange ikke blev lyttet, når hun talte.

»Når Eske Willerslev sagde noget, virkede det som om, at alle pludselig hørte bedre efter. Derfor måtte jeg nogle gange være strategisk og sige til Eske ’Det her punkt på dagsorden er vigtigt, er du ikke sød at sige det til mødet?’ Hvis det var mig, der sagde det, ville det ikke have samme vægt, der ville være risiko for, at det slet ikke blev hørt. Det kan man jo godt overraskes over. Det viser dog, hvor mange subtile ting, der er på spil, når man forsøger at ændre tingene. Hvor komplekst, det er at få has på manglen på ligestilling.«

Så kan man jo spørge, om en kage kan være med til at ændre på den komplekse problemstilling. Ifølge Marianne Stagetorn er kage-hyldesten til Anja C. Andersen med til at pege på en kvindelig rollemodel og hylde »kvinder, der kan tænke.«

Anja C. Andersen har i skrivende stund endnu ikke smagt sin kage. Men der er ingen tvivl om, at hun ved førstkommende lejlighed vil sparke døren til La Glace op, når den endelig blev præsenteret den 1. september. Og holde døren for alle de andre kvinder, der kommer efter hende.

Annonce

Seneste