Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

»Det er en virkelig vicious virkelighed at være i«

Forskervejen — Timing, tilfældigheder og netværk gjorde, at studieleder på Sociologi på Københavns Universitet Jakob Johan Demant tidligt landede en fast forskerstilling. Hans erfaring er alligevel, at man skal vide, hvornår man skal søge uden for sit netværk, for man bliver ikke belønnet for loyalitet.

Berigtigelse: Uniavisen har begået en fejl i nyhedsbrevet, der er sendt den 1. juli. Her fremgår det af emnelinjen, at Jakob Johan Demant er institutleder. Det er han ikke. Han er studieleder, men han udtaler sig ikke til artiklen i sin egenskab af studieleder, men i sin egenskab af forsker. Vi beklager fejlen.

»Fastansættelsen på Københavns Universitet betød meget for mig. Jeg kan huske, at jeg kom ind på det her helt tomme kontor på det gamle institut, hvor jeg selv er uddannet, og tænkte: Okay, nu skal jeg så forvalte et lektorat herinde og fylde de sko ud. Hvordan gør jeg det?

På Sociologisk Institut er vores agenda at ligge forrest på forskningsfronten internationalt. Den kommunikation synes jeg egentlig, der er klarhed omkring. Men der kan jo være omstændigheder, der gør, at man er meget knyttet til byen.

Hvis man har holdt sig rigtig godt til på et institut og har bidraget til undervisningen og vist, at man er dygtig, skulle man tro, at man havde større chance for at få nogle af de faste stillinger. Men det har man ikke.

Forskervejen

Unge forskeres karriereveje er præget af usikkerhed og heftig konkurrence, for der er langt imellem fastansættelserne. Fire nuværende eller tidligere forskere fortæller om de usynlige snubletråde, uskrevne regler og tilfældigheder, som blev afgørende for dem og valget om at blive eller at gå.

Jakob Johan Demant

Alder: 49

Nuværende stilling: Lektor (fastansat), studieleder på Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Ph.d. i sociologi på KU i 2008

Fastansat første gang som lektor på Psykologi på Aarhus Universitet i 2011 under Center for Rusmiddelforskning. Her var han også forinden som adjunkt

Inden da var han forskningsassistent på KU. Underviste blandt andet på Politiskolen efter kandidaten.

De faste stillinger er langtidsinvesteringer. Stillinger som adjunkt, lektor og professor er ikke bare opslag, men i høj grad en strategisk styring af, hvor man ønsker, at et forskningsmiljø skal hen. Derfor bliver det mindre vigtigt, om man er en god ven, eller om man har vist et godt bidrag til det daglige arbejdsmiljø. For det er ikke det vigtigste parameter.

Forskellen er, at hvis man vil have postdoc- og forskningsassistentstillinger, handler det i høj grad om at være tæt på. Der bliver folk ofte hyret for kortere perioder og detaljespecifikke kvalifikationer. Langt hen ad vejen er det netværk, der afgør, om man får dem.

Problemet er, at man så rammer en mur bagefter. Fordi man ikke har muligheden for at gå videre. Den loyalitet, man har lagt, bliver ikke belønnet. Det kan godt være, at man har været verdens bedste kollega, men det er ikke nok at være virkelig dygtig. Det handler også om at være i stand til at udfylde nogle ofte ret brede forskningsområder. Og gøre det på det rigtige tidspunkt.

En helt vildt vigtig pointe er, at hvis man kan komme ind og få en god stilling, hvor man er rigtig glad for den forskning og undervisning, som man skal lave, er det jo godt at være på universitetet. Man skal bare huske, at man kæmper imod en virkelighed, hvor der for hvert trin op, er et meget begrænset antal faste stillinger. For der sker hele tiden en selektion.

Det skal være meget betydningsfuldt for en selv at få lov til at forske og undervise for, at det er værd at søge denne retning med sit arbejdsliv.

LÆS OGSÅ: Lektor Nina Grønlykke Mollerup: »Det ville være rart at vide, at universitetet følte sig forpligtet på mig«

Et meget, meget stressende miljø

Jeg har aldrig selv haft nogen vejleder. Ikke officielt, i hvert fald.

Efter kandidaten havde jeg forskellige mindre job, blandt andet underviste jeg på Politiskolen. Så søgte jeg et forskningsassistentjob på Københavns Universitet hos en professor, jeg kendte. Og jeg ved sgu ikke, hvorfor jeg fik det. Måske var det, fordi jeg havde blåt hår dengang.

Undervejs gik det op for min professor, at jeg måske havde et fornuftigt talent. Hun kontaktede i hvert fald nogle kollegaer i Aarhus Universitets Center for Rusmiddelforskning. Og selv om der ikke var tænkt en ph.d. med ind i projektet, gik de med til at betale noget løn, så min forskning kunne omformes til en ph.d. Jeg lavede det, man kan kalde en ’selvindlevering’ og aflevererede afhandlingen på KU, selv om projektet var finansieret gennem Aarhus Universitet. Det bruger man vist ikke mere. I dag er det meget mere styret.

Man skal da vide, hvor lang tid man skal blive ved at banke på døren.
Jakob Johan Demant

Jeg synes, det siger noget om, at man er ekstremt afhængig af andre. Og andres netværk. Man skal turde spørge til de muligheder, man ser. For langt hen ad vejen er det nogle skjulte forløb, der foregår. Som jeg vurderer det, er der stor forskel på den måde, jeg selv har fået min karriere på og den måde, som nye, unge talenter kan komme ind på. Og det er bare sådan, at vores fokus på internationalisering gør, at man absolut ikke kigger indad efter kandidater til at starte med.

Man skal sige til sig selv, at en ph.d. ikke er det eneste saliggørende i verden. For det er et meget, meget stressende arbejdsmiljø. Det er også stressende at arbejde som postdoc, fordi man ikke ved, om man kan få det næste job. Det skal man forholde sig til, om man vil, når man går i denne retning.

Man skal da vide, hvor lang tid man skal blive ved at stå og banke på døren. Man skal vide, hvornår man skal smutte.

LÆS OGSÅ: Biolog Mika Zagrobelny Larsen: »Lige meget hvad jeg gør, bliver jeg ikke fastansat«

Man skal gide det ræs

Om fastansættelsen har været det værd? Uha. Det kommer an på, hvilken dag man spørger. Nu er jeg studieleder, og jeg synes fx ikke det er sjovt at meddele et undervisningshold, at de alligevel ikke kan komme på campus eller bede en kollega om at yde en ekstra indsats. Men andre dage går forskningen op i en højere enhed: man får skrevet en forskningsartikel færdig eller får en god ide til et projekt.

Selv når man kommer op i de faste ansættelser, er der et meget højt performancekrav. Jeg skal skrive et antal artikler af en vis kvalitet og tiltrække eksterne midler. Det er kun sjovt, hvis man gør det inden for noget, man synes er rigtig spændende at forske i. Hvis travlheden og performancetrykket kommer til at overskygge glæden og friheden, er det ikke det værd. Den diskussion kan jeg godt have med mig selv ind imellem.

løse ansættelser

En opgørelse, som Akademikerbladet foretog i 2018, viste at 49 procent af universiteternes videnskabelige personale er løse ansættelser. I 2002 lå andelen på omkring en tredjedel. Det er altså langt fra unormalt at en fastansættelse forbliver et fatamorgana.

Jeg forsker i unge og kriminalitet. Det spændende ved mit job er, at jeg kan tillade mig at flytte med, når feltet rykker sig. Fra at have interesseret mig for digitale billedkrænkelser, kan jeg interessere mig for digitale kryptomarkeder eller appbaseret kriminalitet. Den frihed er helt enormt vigtig. Hvis man glemmer den frihed, så tror jeg ikke længere, det er det værd.

Man skal søge den internationale erfaring. For det giver et internationalt netværk og et bredere perspektiv på forskningen. Men man er ikke sikret en stilling herhjemme, bare fordi man har været i udlandet. Man skal gide det ræs. Og det slider!

Hvis man har fået sin første postdoc med gode kolleger, og der er mulighed for at forlænge den og blive i sin egen by med sine venner og sin familie, skal der jo helt vildt meget til, at man siger nej tak og søger til Paris eller Massachusetts.

Vi er da blevet bedre til at rådgive om det strategisk. Om det er godt nok, ved jeg ikke. Det er stadig en virkelig vicious virkelighed at være i. Selv hvis der er nogen, som hjælper en, betyder det ikke, at man lykkes. Og der skal man jo gøre op med sig selv, hvor langt man er villig til at gå for det.«

LÆS OGSÅ: Sociolog Marie Bruvik Heinskou: »Jeg følte jo, at arbejdet var det vigtigste i verden. Men kaffen smager bedre nu«

Annonce

Seneste