Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

»Det ville være rart at vide, at universitetet følte sig forpligtet på mig«

Karriere — Nina Grønlykke Mollerups forskning og feltarbejde i diktaturstater gør hende påpasselig med, hvad hun skriver og udtaler sig om. Men som midlertidigt ansat er det ekstra svært at tale med universitetet om sikkerhed.

»Jeg vil gerne fastansættes. Ikke så meget for min karrieres skyld, men fordi det ville give mig en stabilitet i at kunne lave det arbejde, jeg synes er vigtigt.

Forskervejen

Unge forskeres karriereveje er præget af usikkerhed og heftig konkurrence, for der er langt imellem fastansættelserne. Fire nuværende eller tidligere forskere fortæller om de usynlige snubletråde, uskrevne regler og tilfældigheder, som blev afgørende for dem og valget om at blive eller at gå.

Nina Grønlykke Mollerup

Alder: 41

Lektor på Saxo-instituttet på Københavns Universitet.

Ansat som postdoc 2018-2020 og som lektor 2020-2023. Begge kontrakter på midlertidige vilkår

Postdoc på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet i 2017 til 2018.

Ph.d. fra RUC i 2016

Jeg er altid meget bevidst om, hvad jeg udtaler mig om – og der er ting, du ikke kan skrive i denne artikel – fordi jeg beskæftiger mig med diktaturstater. Det ville naturligvis ikke være anderledes, hvis jeg var fastansat. Men det ville være nemmere for mig at have en dialog med universitetet om min sikkerhed, hvis jeg var fastansat. Når jeg rejser, kan jeg komme i problemer for arbejde, jeg lavede for flere år siden på et andet institut eller et andet universitet.

Jeg er medieantropolog, og min forskning handler om dokumentation af vold, og hvordan den bruges til at etablere narrativer og sandheder i konfliktsituationer. På nuværende tidspunkt forsker jeg i, hvordan billeder fra Syrien er med til at rekonfigurere hvad landet var, er og er ved at blive med udgangspunkt i kollektive arkiver. Mit fokus er på syriske fotografer, som har dokumenteret krigen og oprøret og de mennesker og organisationer, som arbejder for at samle, bevare og verificere billederne.

Jeg har været på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet i cirka to et halvt år, og jeg har cirka to år tilbage på min nuværende kontrakt. De første to år var jeg postdoc, men fik lov til at tage pædagogikum, hvilket er en forudsætning for at kunne blive lektor. Så nu er jeg ansat som midlertidig lektor i et nyt projekt, som jeg har været med til at hente penge til. Først halvvejs gennem mine postdoc-ansættelser lærte jeg, at man kunne være midlertidigt ansat som lektor.

LÆS OGSÅ: Jakob Johan Demant: »Det er en virkelig vicious virkelighed at være i«

Aldrig helt en del af fællesskabet

Jeg ville ønske at nogen havde sagt til mig, at jeg skulle være gået i gang med at arbejde på det, som kom bagefter, inden jeg i sin tid aflevererede min ph.d. Jeg var ikke fokuseret nok på at tænke fremad og række ud til dem, jeg gerne ville samarbejde med bagefter. Jeg tænkte, at jeg bare skulle fokusere på at lave den bedst mulige afhandling.

Jeg fik da også en meget fin ph.d.-bedømmelse. Det betød bare ikke, at der ventede et job på den anden side. Så jeg lavede nogle konsulentopgaver og prøvede at få en postdoc eller et adjunktur. Men fordi jeg ikke havde foden indenfor, var det supersvært at komme tilbage.

I dag føler jeg, at jeg selv bærer ansvaret for min sikkerhed, når jeg rejser.
Lektor på Saxo-instituttet

En måned inden jeg skulle aflevere min ph.d., var der et opslag om en postdoc, som lød spændende. Jeg lod være med at søge for at fokusere på min afhandling. Men bagefter tænkte jeg, at det havde været værd at tage tid ud for at søge den, også selv om det havde betydet jeg havde afleveret to uger senere.

Der er meget få muligheder for at søge en individuel postdoc. Derfor er det essentielt at samarbejde med seniorforskere. Det har været en rigtig vigtig erkendelse for mig, og det er noget, jeg prøver at give videre til yngre forskere, jeg arbejder sammen med for at hjælpe dem med at navigere i usikkerheden.

løse ansættelser

En opgørelse, som Akademikerbladet foretog i 2018, viste at 49 procent af universiteternes videnskabelige personale er løse ansættelser. I 2002 lå andelen på omkring en tredjedel. Det er altså langt fra unormalt at en fastansættelse forbliver et fatamorgana.

Som midlertidigt ansat er det meget svært at planlægge. For man arbejder hele tiden med en masse måske’er. Du ved ikke, om du har noget om et år eller to.

Man har også en mærkelig position på arbejdspladsen. Man er aldrig helt en del af fællesskabet, når man er midlertidig, uanset at man så kan være det samme sted i årevis. Samtidig udgør midlertidigt ansatte en betydelig gruppe på universitetet.

LÆS OGSÅ: Sociolog Marie Bruvik Heinskou: »Jeg følte jo, at arbejdet var det vigtigste i verden. Men kaffen smager bedre nu«

En usikker platform at tale fra

Som ph.d. og postdoc hører man tit, at man ikke skal forvente, at man kan blive fastansat, og at man skal kigge efter arbejde andre steder. Der er arrangementer og vejledning til at finde en karriere uden for universitetet. Det er selvfølgelig fint og relevant, men det, man faktisk hører, når man får den besked, er, at de er klar til at sparke en ud, når ens kontrakt udløber.

Universitetet er dybt afhængigt af den meget store gruppe midlertidigt ansatte forskere og undervisere. Det underminerer lidt den kæmpe arbejdsindsats, vi leverer, når man siger at folk skal forberede sig på at skulle finde noget andet at lave. Jeg synes selvfølgelig ikke, man skal lade være med at støtte folk i at finde andre karriereveje, men jeg tror mange ville føle sig mere værdsat, hvis man havde en anden diskurs omkring det.

Da jeg tog pædagogikum, var stort set alle postdocer. Det vil sige, at vi var midlertidigt ansatte, der var finansieret af eksterne midler. På den måde er det ofte private fonde, som er med til at udvælge, hvem der skal opkvalificeres til at undervise på universitetet, fordi det er dem, som betaler. Ikke universitetet. Det tænker jeg ikke er uproblematisk.

Hvad angår forsknings- og ytringsfrihed er der også en usikkerhed i at være løstansat. Jeg har nogle gange ladet være med at udtale mig om forhold, som er politisk sprængfarlige. Det kan selvfølgelig også være en udfordring for fastansatte, men man har en bedre – og sikrere – platform at tale fra som fastansat.

Jeg har lavet forskning, som var mulig, fordi jeg havde et bestemt sikkerhedsnetværk i en ansættelse på det tidspunkt – og fordi sikkerhedssituationen i de respektive lande var på en bestemt måde på det tidspunkt. I dag føler jeg, at jeg selv bærer ansvaret for min sikkerhed, når jeg rejser, på trods af at den kun er udsat på grund af mit arbejde. Det er ret hårdt. Det ville være rart at vide, at universitetet følte sig forpligtet på mig i denne henseende.«

LÆS OGSÅ: Biolog Mika Zagrobelny Larsen: »Lige meget hvad jeg gør, bliver jeg ikke fastansat«

Seneste