Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

»Lige meget hvad jeg gør, bliver jeg ikke fastansat«

Forskervejen — 15 års forskerkarriere på universitetet blev det til, så slap forskningsmidlerne op. I frustration over sin situation, skrev Mika Zagrobelny Larsen et brev til ligestillingsministeren for at gøre opmærksom på den forskelsbehandling, hun følte sig udsat for på universitetet.

»Jeg er blevet skolet i, at jeg skulle opføre mig mere som en mand og ikke sætte mit lys under en skæppe. Det synes jeg, at jeg blev god til. Men der er måske en måde, som mændene får promoveret sig selv på, som virker bedre. Jeg ved det ikke.

Det er ekstra svært at få forskningsmidler og fastansættelser, når man er kvinde. De siger, det er blevet bedre, men det er ikke det, jeg ser.

Forskervejen

Unge forskeres karriereveje er præget af usikkerhed og heftig konkurrence, for der er langt imellem fastansættelserne. Fire nuværende eller tidligere forskere fortæller om de usynlige snubletråde, uskrevne regler og tilfældigheder, som blev afgørende for dem og valget om at blive eller at gå.

Mika Zagrobelny Larsen

43 år gammel

Ph.d. i biologi 2007

Lærer på KVUC indtil juni 2021

Lærer på Hillerød Teknisk Gymnasium 2018-2020

Lektor i 2014-2017 på Københavns Universitet. Ansat på midlertidige vilkår

Skiftende postdoc-ansættelser 2007-2013

Det institut, jeg var på, som var rigtig godt, fusionerede med et andet. Det blev institutlederen fra det andet institut, der fortsatte som leder for det hele. Det var, som om han holdt hånden over sit gamle institut.

De sektioner, som hørte til det gamle institut, fik flere fastansatte lektorer. Det var også skævt fra starten, men jeg synes, han burde have arbejdet på at få det mere ligeligt.

Når der kom en fast stilling, fik vi først at vide, at vi alle sammen kunne søge den. Men så viste det sig, at de havde skrevet opslaget så snævert, at det alligevel ikke passede. Vi var mange, som var gode til at hive eksterne bevillinger hjem, men vi blev ikke belønnet i faste stillinger. Det var bare ikke særlig godt for samarbejdet.

LÆS OGSÅ: Lektor Nina Grønlykke Mollerup: »Det ville være rart at vide, at universitetet følte sig forpligtet på mig«

Sexismesag

På et tidspunkt havde vi et problem med en mand, som udøvede sexisme.

Det gik galt til en julefrokost. Egentlig var jeg i gang med et samarbejde med denne her mand, og han virkede som en flink fyr. Men han fik sagt nogle ting, som chokerede mig, og jeg gik fra julefrokosten. Det sad i mig resten af weekenden. Men vi skulle jo skrive en artikel sammen, og jeg besluttede, at jeg måtte lægge det fra mig.

Men da jeg mødte ind på arbejde om mandagen, var der en gruppe kvinder, som også havde været udsat for hans tilnærmelser til den samme julefrokost. En var blevet rørt ved på en upassende måde. Så nu var det ikke længere bare ord. Og det var ikke længere bare mig.

Jeg fortalte det til min sektionsleder. De havde lige målrettet et stillingsopslag til ham.

Men da de så ikke kunne være bekendt at fastansætte ham, importerede de en udenlandsk kandidat, som fik jobbet i stedet. Det blev ham manden selvfølgelig vred over og fik arbejde et andet sted.

Jeg var så vred og frustreret, og jeg følte, at jeg som kvinde blev overset igen og igen.
Ph.d. i biologi Mika Zagrobelny Larsen

Der sad vi bare fire kvinder på samme niveau og følte os overset. Senere er det kommet frem, at der har været mange flere sager med denne mand.

LÆS OGSÅ: Jakob Johan Demant: »Det er en virkelig vicious virkelighed at være i«

Skrev til ligestillingsministeren

På et tidspunkt skrev jeg et brev til den daværende ligestillingsminister. For jeg var så vred og frustreret, og jeg følte, at jeg som kvinde blev overset igen og igen. Min erfaring er, at de faste stillinger går til mændene, selv om der er kvalificerede kvinder på samme niveau.

Min bevilling på universitetet slap op med udgangen af 2017. Mens jeg arbejdede fuldtid som gymnasielærer de næste to år, udgav jeg videnskabelige artikler, fordi jeg håbede, at det kunne få mig tilbage i forskningen.

I sommeren sidste år besluttede jeg at gøre et sidste forsøg, mens mit publikationstal var højt. Jeg kontaktede mine gamle ph.d.-vejledere på mit gamle institut. De gav begge grønt lys til, at instituttet ville støtte min ansøgning om fondsmidler. Men en uge før deadline fik jeg at vide, at institutlederen ikke ville støtte min ansøgning. De mente ikke, at den var konkurrencedygtig, fordi jeg jo skulle have finansieret min egen løn.

Da var det for sent at forhøre mig på et andet institut. Og så røg min sidste chance reelt for at komme tilbage til forskningen.

LÆS OGSÅ: Sociolog Marie Bruvik Heinskou: »Jeg følte jo, at arbejdet var det vigtigste i verden. Men kaffen smager bedre nu«

Løs ansættelse som gymnasielærer

Jeg har været så gal og bitter. Det handler om, at jeg har knoklet rigtig hårdt for en karriere, jeg virkelig har elsket. Jeg har fået masser af ros og anerkendelse for, hvor dygtig og effektiv jeg er. Og jeg har hele tiden tænkt, at hvis jeg bare var god nok, så kunne man klare det.

Men nu sidder jeg tilbage og tænker, at det er lige meget, hvor dygtig, man er. Hvis man er lidt uheldig, og ikke får bevillinger i nogle år, så er det ud på røv og albuer. Lige meget, hvor meget man har investeret i det.

løse ansættelser

En opgørelse, som Akademikerbladet foretog i 2018, viste at 49 procent af universiteternes videnskabelige personale er løse ansættelser. I 2002 lå andelen på omkring en tredjedel. Det er altså langt fra unormalt at en fastansættelse forbliver et fatamorgana.

Jeg kan ikke lade være med at føle, at der er noget ubevidst bias på spil her. At det betyder noget, hvilket køn, man har. For alle de faste job, som er blevet slået op, er jo gået til mænd. Selv om de ikke har været de dygtigste. Den slags kan man jo måle.

Jeg elsker forskning, og jeg elsker undervisning, og derfor har jeg jo sigtet efter et job i akademia. Men da jeg så blev arbejdsløs, måtte jeg vælge. Og det var lettest at få et job som gymnasielærer. Så tænkte jeg: Fint nok, jeg har forsket i 15 år, jeg kan godt finde mig til rette som gymnasielærer, da jeg er glad for at undervise. Det er sikkert også mindre stressende.

Det viste sig bare ikke at være tilfældet. Det er faktisk lige så stressende, bare på en anden måde – for der bliver man heller ikke fastansat. I hvert fald ikke, når man er biolog.

Jeg er ekstra bitter over, at jeg tydeligvis ikke kan bruges til så meget andet. Det er meget svært at komme ind i industrien, for de vil helst have folk med industrierfaring eller nyuddannede. Jeg kan godt komme ind som gymnasielærer, og eleverne er glade for mig. Men lige meget, hvad jeg gør, kan jeg ikke blive fastansat. For det er bare billigere at have mig gående lidt løst. Og ved du hvad? Det bliver jeg sgu lidt bitter over. For hvorfor skal det være sådan?

Jeg har jo nydt de 15 år som forsker og ville ikke have været dem foruden. Men hvis jeg havde vidst, at jeg heller ikke kunne blive fastansat som gymnasielærer, så kan det godt være, at jeg havde valgt noget andet.

Jeg tror, at held er en del af det. For jeg synes jo, jeg har gjort, hvad jeg kunne. Men det forfærdelige er bare, at der er rigtig mange som mig. Som bliver holdt hen og spilder en masse karrieremæssigt vigtige år. Og jo længere tid, der går, jo sværere bliver det også at finde et andet job.«

Forelæggelse

Uniavisen har ikke kunnet efterprøve dele af Mika Zagrobelny Larsens fortælling.

Hendes tidligere institutleder er blevet forelagt kritikken. Han afviser, at den ene del af instituttet blev forfordelt og nævner, at der i året for fusionen kun blev oprettet en tidsubegrænset stilling, som i øvrigt gik til en kvinde.

Han skriver, at han ikke genkender beskrivelsen af, at stillinger ved instituttet opslås øremærket, og henviser til, at instituttet følger de gældende regler for ansættelser, herunder sikrer ansættelsesudvalg med både mænd og kvinder.

VIP-stillinger opslås internationalt og får mange ansøgere, skriver han, idet han beklager, at de fleste ansøgere (som på resten af fakultetet) er mænd.

Om fondsansøgningen skriver han: »Som institutleder og ansvarlig for instituttets økonomi skal jeg afvise ansøgninger, hvor økonomien ikke hænger sammen i forhold til instituttet. Det var tilfældet med MZL’s ansøgning.«

Om episoden ved julefrokosten skriver han, at han »håndterede det øjeblikkeligt med vedkommende, da [han] hørte om episoden lige efter julefrokosten. Sagen har dog intet med besættelse af ledig stilling at gøre.«

Seneste