»Jeg følte jo, at arbejdet var det vigtigste i verden. Men kaffen smager bedre nu«

»Det gik egentlig meget slag i slag, fra jeg afleverede mit speciale. Kort tid efter begyndte jeg på min ph.d. Jeg skrev om anmeldte voldtægter i Danmark, som både var og er meget aktuelt og debatteret.

LÆS OGSÅ: Voldtægt – en kompleks affære

Inden jeg blev helt færdig med min ph.d.-afhandling, søgte jeg Forskningsrådet om en af de attraktive bevillinger, som jeg var så heldig at modtage, og som gjorde, at jeg dagen efter mit ph.d.-forsvar tiltrådte et adjunktur på Sociologisk Institut. Det medførte også et adjunktpædagogikum og at jeg blev forskningsgruppeleder for Kultursociologi på Sociologisk Institut på KU. Det var rigtig fint, men det var sideløbende med et krævende forskningsprojekt, jeg havde kørende. Jeg skrev om og undersøgte kvinders brug af sexturisme i Afrika og Cuba, så jeg rejste på feltarbejde og var en del væk hjemmefra.

At gå direkte fra et nationalt ph.d.-projekt til et internationalt forskningsprojekt begyndte at trække veksler på kernen i mig. Men man bliver så bidt af sine egne ambitioner, af sin karriere og den anerkendelse, man får undervejs, at det kan være svært at træde ud for en stund.

Sammen med tre andre søgte jeg i 2013 en bevilling til et projekt om gadevold i Danmark. Det fik vi. Det var et stort og ambitiøst forskningsprojekt, og i modsætning til tidligere, var jeg så heldig at arbejde tæt sammen med andre forskere. Det var sjovt, og vi fik virkelig skabt ny viden og frembragt nye metoder. Og som om det ikke var nok, fik jeg i 2016 også en bevilling oveni som forskningsleder på en national undersøgelse og afdækning af seksuelle krænkelser i Danmark, finansieret af Det Kriminalpræventive Råd.

Engagementet var stort på godt og ondt, og vi arbejdede i døgndrift.

Selv om jeg var ude at spise eller i selskab et helt andet sted, kunne jeg sidde under en middag og få en idé til forskningen, og så lige gå ud i haven og tale i en halv time med min kollega i telefon – for den idé kunne vi ikke lige vente med at tale om til mandag morgen. Det føltes helt rigtigt at ringes ved på alle tider af døgnet, og det var også virkelig sjovt. Den type af passion for arbejdet er fascinerende – men krævende.

LÆS OGSÅ: Forskerfrisind. Det skal handle om sex

Forsker og alenemor

Mens jeg skrev speciale, fik jeg mit første barn. Det andet barn fik jeg undervejs i min ph.d. Men det er, som de fleste ved, krævende at være småbarnsforælder og meget ambitiøs. Lige inden jeg afleverede min afhandling, blev jeg skilt.

Det gav på mange måder en stor frihed, fordi jeg havde børn hver anden uge og kunne arbejde så tosset, jeg ville i den anden. Ens hjerte kan jo banke utrolig meget for forskning, men der er også en anden del, som banker for børnene. Men jeg havde lidt svært ved at være nærværende over for mine børn. I hvert fald i forhold til de ambitioner, jeg havde som mor.

Samtidig kunne jeg se, at kravene til, hvad man skulle kunne for at få et lektorat på Københavns Universitet, kunne jeg ikke honorere fuldt ud. Alle, der blev ansat på det tidspunkt, kom fra Harvard, Yale eller lignende.

LÆS OGSÅ: Jakob Johan Demant: »Det er en virkelig vicious virkelighed at være i«

Men jeg havde ikke den internationale erfaring, for jeg havde jo mine børn. I forvejen havde det været lidt af et puslespil at få feltarbejde til at gå op som skilsmissemor, og de internationale artikler tager bare tid at få publiceret. Og jeg havde også haft et stort engagement i den offentlige debat og udgivet danske bøger, som ikke honoreres højt i KU’s pointsystem.

Jeg havde læst sociologi siden 1996, og havde jo bare været der siden. I 2016 var der et opslag om et lektorat på Aalborg Universitet. Og da jeg havde set hvordan det var gået mine dygtige yngre kolleger, som ikke fik faste stillinger på KU – og hvor jeg særligt syntes, at kvinderne var udsat, så søgte jeg lektoratet på Aalborg Universitet i håb om en fast stilling et andet sted end KU.

Det var fantastisk, for jeg fik den faste stilling, som alle drømmer om. Helt praktisk betød det, at jeg i den uge, jeg ikke havde børnene, var i Aalborg, og så havde jeg et kontor i København hver anden uge. Det var smart i teorien, men utrolig anstrengende i praksis.

Jeg syntes, at jeg hele tiden skulle gå på kompromis. Dels med, hvordan min forskning skulle være, fordi kravet om nye projektbevillinger hele tiden trak tid fra den egentlige forskning. Dels med, hvordan jeg skulle undervise, når nu jeg skulle nå det hele. Men ikke mindst var det hårdt på hjemmefronten.

Jeg boede på et lille værelse, når jeg var i Aalborg.  Og jeg kunne arbejde i toget og rette opgaver. Men det var ikke et rigtig godt og lykkeligt liv, jeg havde fået.

LÆS OGSÅ: Lektor Nina Grønlykke Mollerup: »Det ville være rart at vide, at universitetet følte sig forpligtet på mig«

Dødsangst og sporskifte

En juleaften i 2017 fik jeg kæmpe hold i ryggen. Vi var på vores ødegård i Sverige for at holde en hyggelig jul. Men jeg kunne ikke bevæge mig. Ryggen sagde bare stop. Det fik mig til at tænke, ’hvis jeg bliver ved på den her måde, så tror jeg ikke, at jeg bliver særlig gammel’. Jeg havde det som om jeg skulle dø som 50-årig.

Det stod helt klart for mig, at jeg var på den forkerte sti, selv om jeg var nået til toppen af bjerget.

Måske blev det afgørende for mig, at jeg indså, at det bare fortsatte. At der ikke ville komme nogen pause. Hvad var så det næste? Jeg kunne blive professor, men de fleste professorer knoklede jo og så lige så stressede ud, som jeg selv følte mig.

Så med hold i ryggen i de udmattede juledage i sofaen åbnede jeg Djøfbladet. Og dér var pludselig en stilling uden for universitet, som jeg syntes var virkelig attraktiv – nemlig en stilling som forlagsredaktør på Hans Reitzels forlag. Jeg havde været til møde derinde, fordi jeg skulle udgive en bog. Og dér havde jeg tænkt, at hvis jeg nogensinde skulle noget andet, så skulle det være forlagsredaktør. Det så både privilegeret, vigtigt og spændende ud.

Når man er forsker på universitetet, går man ind i en tunnel. Man tror, at det gælder liv og død, og at det man laver, er det allervigtigste i hele verden. Og det er jo også vigtigt – for ny forskning kan ændre verdener. Men der findes også en virkelighed, som er lige så vigtig udenfor.

Som forlagsredaktør synes jeg, at jeg kan rykke på den i lige så høj grad. For jeg er med til at formidle ny viden til studerende og til en bredere offentlighed og sætte debatter i gang. Nu er det bare ikke mig, der er i front, men i stedet lige bag ved forfatteren.

Idealet om at skabe mere debat, mere viden og mere indsigt er det, jeg altid har arbejdet for. Det gør jeg stadig, jeg arbejder for en offentlig intellektuel debat.

Mit forskningsområde har i sig selv været krævende, fordi det har handlet om vold, voldtægt og globalt sexarbejde. Det kan være voldsomt og invaderende materiale at arbejde med, og på mit sidste forskningsprojekt fik vi endda supervision i at bevare distancen til det empiriske felt. Det var vigtigt. Men forskning i sig selv har sin egen gribende passion og energi.

Kaffen smager bare bedre nu. Arbejdstiderne smager bedre. Frokosten smager bedre. Og så synes jeg, at mit liv ved siden af også er blevet så utrolig meget rarere. Eller, det findes. Det er nærmest det, ikke?

Jeg har aldrig før holdt de her forårsferier. Kristi Himmelfart, Store Bededag, weekend. Det føles, som om jeg er blevet meget, meget lettere. Og når jeg går hjem 16.30, så har jeg fri.«

LÆS OGSÅ: Biolog Mika Zagrobelny Larsen: »Lige meget hvad jeg gør, bliver jeg ikke fastansat«