Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
Ligestilling — To forskere mistænker, at kønnede forestillinger om ekstreme ekspeditioner er med til at skræmme kvinderne væk fra geofagene. Der mangler i hvert fald kvinder i toppen. De har sat sig for at undersøge, præcis hvor skævt det står til.
Der lugter af frisk maling på Christine Benna Skytt-Larsens kontor på Øster Voldgade. Her er ikke nymalet, væggene blev malet vinylgrå for over et år siden, kontoret er bare ubrugt.
Ved et rundt bord i hjørnet sidder Nanna Karlsson. Det er første gang, de to kvinder møder hinanden. De har ellers kontor i det samme bygningskompleks og arbejder netop nu på det samme forskningsprojekt. Og så stikker de endda ud på gangene.
Det er det sidste, deres forskningsprojekt handler om.
Projektet undersøger, hvordan det egentlig står til med kønsbalancen på det, der bliver kaldt geofagene: geografi, geologi, geoinformatik og geoscience.
For selv om der starter cirka lige mange kvindelige og mandlige studerende på bacheloruddannelserne på fagene, er der lige nu kun en enkelt kvindelig professor i Geocenter Danmark, der dækker over geofag på Københavns Universitet, Aarhus Universitet, center for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og på Statens Naturhistoriske Museum.
Det tynder altså gevaldigt ud i kvinderne på vej mod toppen.
LÆS OGSÅ: Lederen af Københavns Universitets berømteste institut vil fordoble antallet af kvindelige forskere
»Vi er på et fag, der har en ekstremt skæv kønsbalance. Det er helt sindssygt vildt,« siger Christine Benna Skytt-Larsen og hæver øjenbrynene.
Faget er jo bygget på, at vi skulle ud og indtage verden og finde ud af, hvor vi kunne kolonisere.
Christine Benna-Skytt Larsen, socialgeograf
Når de to kvinder ikke er mødtes før, skyldes det, at det, de laver, når de ikke forsker i kønsfordelingen på deres fag, er vidt forskelligt.
Nanna B. Karlsson er ansat på GEUS, hvor hun er glaciolog og studerer is. Christine Benna Skytt-Larsen er socialgeograf og forsker i de strukturer og dynamikker, der skaber ulighed i verden. Derfor var det oplagt for hende at zoome ind på uligheden på sin egen arbejdsplads.
»Vi ved, at kønsbalance har stor betydning for at kunne lave den bedst mulige forskning. Hvis vi skal løse verdens udfordringer, har vi brug for at finde ud af, hvorfor kønsbalancen er så dårlig på geofagene,« siger Christine Benna Skytt-Larsen.
De to forskere er i gang med at indsamle data, der kan vise, hvornår kvinder forsvinder fra fagene.
»Hele humlen ved projektet er, hvor det her talent forsvinder hen. Ikke fordi det er synd for kvinderne, men fordi det gavner bundlinjen, hvad end man er et firma eller en forskningsinstitution. Så må det være et kvalitetsparameter, at der er en balance mellem kønnene,« siger Nanna B. Karlsson.
SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER
Forskningsprojektet skal ikke forklare, hvorfor kvinderne flygter fra geofagene. Alligevel har de to forskere et par bud.
»Inden for min disciplin i glaciologi er der jo også et billede af en stærk mand med stort skæg, istapper i håret og sin isøkse i hånden. Det appellerer ikke nødvendigvis til alle. Idéen om den optagelsesrejsende og det adventure-agtige bliver hurtigt maskulint. Det er det billede, folk har. Hvis man som kvindelig studerende ikke ser nogle kvindelige forelæsere gøre de samme ting, så tænker man, kan jeg mon gøre det samme som mændene,« siger Nanna B. Karlsson.
Det maskuline er en del af geofagenes dna, siger Christine Benna Skytt-Larsen.
»Faget er jo bygget på, at vi skulle ud og indtage verden og finde ud af, hvor vi kunne kolonisere. Det var et meget mandsdomineret felt historisk set.«
Har de to kvinder selv været påvirket af, at deres fag er mandsdominerede, spørger jeg.
»Jeg er stødt på flere lavpraktiske udfordringer, når jeg har været afsted på feltture, siger Nanna B. Karlsson.
»Hvad gør jeg med toiletsituationer, eller hvad gør jeg med den her 50 kilo tunge kasse, jeg vitterligt ikke kan løfte. Der begynder at være en stemning i miljøet af, at det må vi kunne designe os ud af, hvor der før har været lidt en stemning af, at hvis man ikke kan klare det, hører man nok ikke til.«
Vi er jo dem, der er her. Det handler om alle dem, der ikke er her.
Christine Benna Skytt-Larsen
Som studerende tænkte hun ikke over, at hun er kvinde. I takt med, at hendes karriere udviklede sig, stod det mere og mere klart for hende, at det var lettere at nå toppen af karrierestigen som mand.
»Der var en kvindelig professor, der sagde til mig ’bare vent til du bliver en konkurrent’. Det tror jeg er rigtigt nok.«
Christine Benna Skytt-Larsen nikker. Før hun blev gravid med sit første barn, havde hun mange lange snakke med sin mand om, hvornår det kunne passe ind i hendes karriere at få børn.
»Det er jo sindssygt. Men da jeg skrev ph.d. og blev gravid med min søn, var der rent faktisk en af mine mandlige kolleger, der sagde ’nå jeg troede gerne, du ville have en karriere i akademia?’ Jeg kiggede mig omkring og tænkte, der er masser af mænd, der har børn. Hvorfor er det et problem for kvinder at få børn i den her verden? Jeg har aldrig været i tvivl om, at køn har en betydning.«
LÆS OGSÅ: Uligestillingen begynder hos de unge forskere, og den handler om børn
For ikke at kunne blive skudt i skoene, at projektet kun er en »kvindesag«, måtte de to forskere have mænd med på holdet.
»Vi spurgte os selv, hvordan vi kunne få ledelsen og vores kollegaer til at anerkende, at det her projekt er vigtigt – og at det ikke bare kunne tilskrives, at vi er nogle kvinder, der er utilfredse med forholdene. Vi kom frem til, at vi måtte have nogle mandlige professorer med på holdet, siger Christine Benna Skytt-Larsen og gestikulerer mod de tomme nabokontorer.
»Det man kalder allies på engelsk, så det ikke bare var os alene mod resten af systemet. Det overraskede mig faktisk, hvor mange mandlige professorer som var enige i, at det her er vigtigt. Og som ville være med,« siger Nanna B. Karlsson.
De genfortæller deres personlige oplevelser med forbehold. Projektet, understreger de to forskere, handler ikke om dem.
»Vi er jo dem, der er her. Det handler om alle dem, der ikke er her,« siger Christine Benna Skytt-Larsen.