Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Uligestillingen begynder hos de unge forskere, og den handler om børn

Køn og karriere — I mange år har ligestilling på universiteterne handlet om at få flere kvinder op der, hvor der er færrest, nemlig blandt professorerne. Og med god grund. Men problemet udspringer et andet sted, for det er især yngre kvinder med børn, der falder fra.

Michala Hvidt Breengaard kan ikke svare på, hvor mange ansættelser, hun har haft på Københavns Universitet, men tallet er over ti. I dag er hun ansat som postdoc ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, hvor hun med sine egne ord har været »forever«.

Michala Hvidt Breengaard er gået fra den ene midlertidige ansættelse til den næste, siden hun blev kandidat i sociologi i 2008. Og hun er langtfra den eneste.

Selv om det ikke er meningen, at alle, der færdiggør en ph.d., skal have fast ansættelse på universitetet, arbejder flere og flere unge forskere i adskillige år i midlertidige job, der måske ikke fører videre.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV

Særligt kvinder, som får børn undervejs i deres forskerkarriere, oplever, at der bliver længere mellem trinnene på karrierestien. Det er oftest dem, som opgiver at få en karriere på universiteterne, og det er sjældent dem, der får lektoraterne.

Selv fastansatte kvinder forlader universiteterne, fordi det er svært at kombinere barsel, familieliv og en karriere i forskning. Det viser en rapport der undersøger videnskabeligt personales karriereveje med udgangspunkt i ansættelser ved universiteterne i perioden 1999-2017.

Hver fjerde professor er kvinde

Der er næsten lige mange mænd og kvinder, der tager en ph.d.-uddannelse. De nyeste tal viser, at kvinder i 2018 udgjorde 56 procent af kandidaterne fra universiteterne i Danmark og 50 procent af ph.d.’erne. Men derfra ændrer billedet sig ret markant.

Rundt regnet en tredjedel af det videnskabelige personale på universiteterne var kvinder i 2018. Mellem 2008 og 2018 steg andelen fra 27 til 34 procent. Selv om tallet er steget mest i professorkategorien, er kun 23 procent af alle professorer kvinder.

Ligestillingstiltag på Københavns Universitet

 

KU har i mere end et årti arbejdet med ligestilling. Men trods to handleplaner i 2008 og 2015 stod det i 2017 klart, da man evaluerede indsatsen, at KU som helhed »fastholder status quo«, fordi der ikke er sket nogen »afgørende udvikling« i fordelingen mellem kønnene i de videnskabelige stillinger.

Kun 23 procent af professorerne er kvinder på de danske universiteter.

Særligt interessant er det, at kun 28 procent af de nyansatte kvindelige professorer i 2017 på KU blev ansat som ordinære professorer, mens de øvrige kvinder blev ansat i den mindre fine og tidsbegrænsede kategori som professor mso (med særlige opgaver, red,). En ansættelsesform, som DFiR har anbefalet bliver udfaset af samme grund.

Københavns Universitet har ansat en mangfoldighedskonsulent og lavet obligatoriske undervisningsforløb i ubevidst bias for universitetets 80 øverste ledere.

Noget tyder altså på, at de seneste års indsatser for at fremme ligestilling i forskningen ikke har været særlig virksomme.

Andelen af kvindelige adjunkter er nærmest stagneret, og andelen af kvinder på lektorniveau er i perioden 2015-18 kun steget fra 33 til 34 procent, viser tal fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse.

Men hvorfor går det ikke hurtigere fremad, og hvorfor er det særligt de kvindelige forskere med børn, der springer fra undervejs?

Det håber jeg, at Michala Hvidt Breengaard kan give mig en ide om. For fire år siden fik hun selv et barn, som hun afleverer og henter de fleste dage. Ikke i dag, der får hun hjælp. Det er eftermiddag, allerede mørkt, og vi sidder på en endnu ikke nedlukket café på Nørrebro.

»Folk får det jo til at fungere. Men som enlig forælder har jeg ikke mulighed for at arbejde hele tiden. Og jeg vil heller ikke,« siger hun.

»Der blev ansat en postdoc, mens jeg var ph.d., og jeg kan huske, at han spurgte, om vi mente, at man kunne klare stillingen på 37 timer, for han havde små børn, som han også gerne ville være sammen med. Og der blev svaret nej, det skulle han bare ikke regne med at kunne,« siger Michala Hvidt Breengaard.

Det foregik i en uformel samtale mellem en gruppe unge forskere rundt om et frokostbord. Men ifølge Breengaard viser det, at der hersker en forestilling om, hvad det kræver at være forsker, og en del af forklaringen på uligheden skal findes her. Det vender vi tilbage til.

En fastansættelse tager seks år

Et andet sted i København sidder Dan Hirslund og arbejder. Gennem flere år har han kæmpet for bedre forhold for de løstansatte forskere på Københavns Universitets Humanistiske Fakultet, og jeg forestiller mig, at han er den rette til at gøre mig klogere på, hvordan man jonglerer en uforudsigelig karrierevej og et familieliv.

Det tager i snit seks år at få en fast stilling som nyuddannet forsker ved et dansk universitet, men det tager længere tid for kvinder end for mænd.

LÆS OGSÅ: »Kvinder med børn må se i øjnene, at det tager længere tid at få en fast stilling«

73 procent af de kvinder med børn, der blev på universiteterne, havde ikke fået et lektorat seks år efter deres ph.d., mens det gjaldt for 60 procent af mændene med børn. Til sammenligning var tallet 59 procent for kvinder uden børn og 57 procent blandt mænd uden børn. Tallene stammer fra DFiR-rapporten.

Dan Hirslund kender godt rapporten. Han er ansat som lektor i en tidsbegrænset stilling. Og så er han tidligere tillidsrepræsentant for samme gruppe. Om nogen kender han altså til forholdene for de midlertidigt ansatte på KU.

Man skal se tallene i sammenhæng med dem, der søger væk fra akademia, mener han. For som løstansat hopper du fra sten til sten i den ene midlertidige ansættelse efter den anden uden nogen sikkerhed for, at der kommer et udbytte ud af det. Og det betyder, at mange vælger akademia fra.

Vi har brug for de bedste og største talenter. Om de så vælger at få nul eller fire børn, skal sådan set være irrelevant.
Dekan Katrine Krogh Andersen, Science

»Det er svært at have en familie og gøre karriere på universitetet, fordi der er ekstremt store krav til, at man skal være fleksibel og villig til at arbejde over,« siger Dan Hirslund.

Samtidig gør det øgede fokus på internationalisering og på at komme til udlandet, at det er sværere at være forsørger og gøre akademisk karriere, tilføjer han.

»Hvis man vidste, at man skal kæmpe hårdt i to-tre år, og så ligger der en stilling, så kunne man organisere sit liv efter det,« siger han. Men den sikkerhed findes ikke, og Hirslund forstår derfor godt, at der er mange, som ikke synes, at det er det værd.

Samtidig er det stadig kvinder, som tager mest barsel, går ned i tid og påtager sig det primære omsorgsarbejde med de små børn. Men det er der, ifølge Hirslund, ikke noget naturligt i, det kunne lige så godt være mænd, der gjorde det.

Det er det bare ikke. Faktisk er det velkendt i forskningen, at mænds karriere ikke i samme grad bliver påvirket af en familieforøgelse.

Børn koster, men mest for kvinderne

Det koster at få børn. Kvinders løn er omkring 20 procent lavere ti år efter det første barn, end den ellers ville have været. I årene lige efter fødslen mister kvinder omkring 30 procent af lønnen på grund af barselsorloven. Hvert barn koster i grove træk moderen ti procentpoint på lønnen, mens mænds løn omvendt er ret upåvirket. Det viste et studie fra Københavns Universitet i 2018.

I DFiR’s undersøgelse fra 2019 kan man heller ikke se, at mænds sandsynlighed for forfremmelse eller lønudvikling påvirkes negativt, når de får børn.

Jeg har ikke lyst til at acceptere de vilkår, du nævner. De er ikke venlige over for mennesker.

Ekstern lektor Dan Hirslund

Dan Hirslund har selv tre børn, som han fik inden sin ph.d. For mange er ph.d.’en den sidste sikre ansættelse i lang tid, og fordi man har ret til at gå på barsel som ph.d.-studerende, vælger mange at få børn i den periode.

»Men så står man i en situation, hvor man er ung forælder i et kapløb, som er ekstremt intenst. Man tror, at ph.d.-projektet er det hårde og tunge, og at det bagefter vil blive lidt lettere. Men faktum er, at det kun bliver hårdere, efter ph.d.’en er forsvaret,« konstaterer han.

Kravene bliver flere og mere diffuse, når man ikke længere er sikret en ansættelse i tre år med nogle rimelige vilkår.

»Det tror jeg, der er mange, som ikke er klar til. Og med god grund,« siger Dan Hirslund. Siden han blev færdig med sin ph.d. i 2012, har han siddet i ni midlertidige stillinger.

Han siger, at der ikke er meget forståelse af, hvad postdoc-forløbet er, og at forløbene er meget ustandardiserede.

»Jeg tror, der er mange, som ikke er klædt på til den usikkerhed, der ligger i postdoc-miljøet. Man skal forske i noget, som er banebrydende og kreativt, og postdocer bliver ofte kaldt ‘det unge guld’. Og så skal man hele tiden søge nye stillinger. Mens man er i ét projekt, skal man tænke på det næste, for projekterne er typisk korte, og det tager lang tid at få projekter igennem. Gerne et år fra man laver en ansøgning til man har svar,« siger Dan Hirslund.

Inden for de rammer, der er, hvad kan man så gøre for at dæmme op for den ligestillingsmæssige skævhed?

»Hm. Jeg har ikke lyst til at acceptere de vilkår, du nævner. De er ikke venlige over for mennesker. De er ikke lavet for at skabe gode arbejdsforhold. Jeg synes, der er noget galt med de vilkår, for det skal ikke være sådan, at man skal arbejde på måder, der slider én ned.«

Kvinder i toppen

Netop nu er der et tiltag, der skal få flere kvinder ind på flere topposter i forskningsverdenen. Inge Lehmann-programmet er en millionstor ekstrabevilling, som lovende kvindelige forskere kan søge, hvis de allerede har fået en karriereskabende millionbevilling af Danmarks Frie Forskningsfond.

LÆS OGSÅ: Femdobbelt bevilling skal skabe ligestilling på universiteter: På høje tid eller omvendt diskrimination?

»Det er jo fint. Men det har meget lidt at gøre med, hvad der sker længere nede i hierarkiet,« siger Dan Hirslund.

Og der er blevet fokuseret meget på de højere luftlag på universiteterne, hvilket har vakt kritik.

Professor, dr.phil. i historie Hans Bonde og læge, ph.d. i epidemiologi og bachelor i filosofi Torsten Skov har kritiseret ligestillingstiltag på Københavns Universitet, og i et debatindlæg peger de på, at data viser, at kvinder falder fra i det tidligere karriereforløb. Samtidig kritiserer de Lehmann-programmet, fordi det giver penge til forskere, bare fordi de er kvinder – i stedet for at målrette forbedringerne længere nede ad karrierestigen, hvor der faktisk er brug for dem:

»Hele problemet med for eksempel Lehmann-programmet er, at det går ud på at favorisere fastansatte kvinder på universitetet, som i forvejen klarer sig fint, mens de, hvis muligheder trænger til at blive forbedret, for eksempel på ph.d.-niveauet, stadig lades i stikken,« lyder det fra Hans Bonde og Torsten skov.

LÆS OGSÅ: Lehmann-programmet er lovstridigt, manipulerende og uretfærdigt

Work-life balance – kvindernes regnestykke

Vi kan ikke pege på én særlig ting, som forårsager frafaldet af kvinder. Eller eksklusionen af kvinder, alt efter hvilken vinkel, vi ser det fra.

Nok har kvinder fået adgang til arbejdsmarkedet og kan gøre karriere i forskning. Og mange forskere har en stor passion for det, de forsker i, der gør dem villige til at yde ofre på andre fronter i livet for at dedikere sig til det. Det er bare ikke alle, som er parate til at bringe de ofre – eller har mulighed for det – på grund af de familiesituationer, de nu engang er i. Det siger Ea Høg Utoft, som er ansat som postdoc ved Aarhus Universitet, og som har skrevet ph.d. om ligestilling i forskning.

»Hvis man er singlemor eller har en mand, der tjener mere end man selv gør, hvilket ofte forekommer, så vil nogen hellere ofre karrieren end at ofre på hjemmefronten. Der kan være mange grunde til, at man træffer det valg,« siger Ea Høg Utoft.

Der er fordomme og antagelser om, hvad kvinder er villige til at bringe af ofre.

Postdoc Ea Høg Utoft, AAU

Barsel og det at få børn er »selvfølgelig« vigtige årsager, men Ea Høg Utoft er tilbageholdende med at have et entydigt fokus på kvinderne selv. Vi skal i stedet se på institutionerne, mener hun:

»Der er nogen, der træffer et aktivt og helt frivilligt fravalg af forskerkarrieren. Men ikke desto mindre ser vi også – og det er der forskning på – at der er fordomme og antagelser om, hvad kvinder er villige til at bringe af ofre,« siger hun.

For eksempel er det ofte kun kvinder, der bliver spurgt, hvordan det går med work-life balancen, siger hun, men vi er ifølge Ea Høg Utoft nødt til at udvide perspektivet:

»Hvis vi går med på den der leg om, at vi er et super ligestillet land, så burde det være muligt at have en karriere og kombinere den med at have en familie, hvis det er det, man ønsker. Så én ting er, hvordan kvinderne selv vælger, men vi kan se fordomme og stereotyper om, hvad kvinder kan, vil og bør,« siger Ea Høg Utoft.

I snit arbejder mænd syv timer mere om ugen end kvinder, der til gengæld bruger en time mere på husarbejde om dagen end mænd. Og kvinder tager langt det meste af barslen.

»Jeg har set eksempler fra andre universiteter, der, uden at have en decideret policy om at øremærke barsel, havde en daddy brochure, som blev delt ud til de mandlige medarbejdere med information om, hvad de havde krav på, og hvordan de kunne gøre brug af det,« siger Ea Høg Utoft. Det havde stor effekt, viste det sig, fordi der var rigtig mange, der ikke vidste, hvad de kunne og måtte.

Strukturel ulighed er den blinde vinkel

Essensen er, at det er virkelig svært at arbejde med ligestilling på danske universiteter. Det er sindssygt svært at slippe afsted med at lave tiltag uden at »de sædvanlige vagthunde« er på barrikaderne, siger hun. Hvorfor er det sådan?

»I Danmark har vi i lang tid haft skyklapper på, der hedder: vi har ligestilling. Hvis vi antager, at det er tilfældet, er det klart, at der reelt ikke er noget problem. Og når folk så snakker om, at vi skal lave ligestillingstiltag, bliver den eneste måde, vi kan forstå det på, at kvinder så får en uretfærdig fordel,« siger Ea Høg Utoft.

Vi kigger gennem en individuel linse, hvor kvinder er så ligestillede og emanciperede, at vi kun kan se fravalget som aktivt og frivilligt. Og det har ifølge Ea Høg Utoft gjort os blinde for den strukturelle ulighed.

En forskningskarriere er meget andet end de fem-ti år, hvor man er præget af at have små børn.

Dekan Katrine Krogh Andersen, Science

»Derfor er der enten ikke blevet gjort noget, fordi man ikke har ment, der er et problem med ligestilling. Eller også er tiltagene en tilføjelse til det eksisterende, fordi vi ikke ser institutionen som ulige. Og så må vi jo bare sige, at det ikke har hjulpet,« siger Ea Høg Utoft.

Så vi må forstå, at det er institutionerne i sig selv, der er ulige eller ulighedsskabende?

»Ja, lige præcis. Inden for mit forskningsfelt taler man om, at kønnet ulighed er forankret i måden, vi organiserer os på. På universiteterne kommer det eksempelvis til udtryk ved, at vi ikke kan forstå den excellente forsker uafhængig af køn,« siger hun.

Beder man en tredjeklasse tegne en forsker, vil de typisk tegne en mand, der ligner Einstein med det strittende hår. Vores idé om hvordan en rigtig forsker ser ud, er præget af, at universitetssystemet historisk er lavet af og for mænd.

»Vi skal se det i kraft af vores historie. Vi har ikke en super lang historie for overhovedet at se kvinder på universiteterne,« siger hun og henviser til den mangeårige forsker i kvindehistorie, professor emerita Bente Rosenbeck.

LÆS OGSÅ: Bare klø på. EU kommer næppe med kritik af Danmark for Inge Lehmann-programmet

Hun siger, at selve den videnskabelige praksis har maskuline konnotationer. Og at det fortsat gør sig gældende.

»Ude i forskningsmiljøerne er der en idé om et ubegrænset commitment hos den ideelle forsker. Og heri ligger underforstået tid. Altså at man ikke bare dedikerer sig helhjertet, men også ubegrænset til forskningen,« siger Ea Høg Utoft.

Dekan: Vi må hjælpe i årene med små børn

Jeg ringer til Katrine Krogh Andersen, som er dekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.

»Ligestillingen på de danske universiteter forudsætter, at kvinder ansættes og gives ordentlige vilkår, ellers må tendensen til, at flere kvinder forlader universiteterne, forventes at øges. Ligeledes forudsætter det kulturændringer, hvis ligestillingsproblematikken skal blive et fælles ansvar.«

Jeg læser op for hende fra DFiR’s rapport, som hun selv var tovholder på. Vi taler et stykke tid om, hvad det er for en hjælp, universiteterne skal tilbyde.

»I dag er der ingen, der spørger mig, hvor mange børn, jeg har. Det har jo ingen indflydelse på mit job. Men det havde det for 20 år siden. Vi skal kigge med et helhedsblik på, at en forskningskarriere er meget andet end de fem-ti år, hvor man er præget af at have små børn,« siger Katrine Krogh Andersen.

»Der noget kulturelt i det, fordi de år, man får børn, også er meget konkurrenceprægede. Det er der, du skal etablere dig som forsker. Og jeg tror godt, at vi kan gøre mere for at hjælpe unge forskere igennem de år, så man ikke ender med at tænke, at det vil man rigtig gerne, men at det simpelthen bliver for svært og usikkert.«

Hvis der er strukturelle og kulturelle barrierer, der hindrer reel ligestilling af mænd og kvinder med og uden børn, hvordan skaber man så opmærksomhed på det?

»Det er supersvært og komplekst, det her. For vi har formel ligestilling og lige muligheder. Vi har både kvinder, der fravælger en krævende karriere og kvinder, der gerne vil, men som oplever, at det var for svært eller at de blev overset. Der er ingen tvivl om, at hvis man vil en karriere på universitetet eller i andre kompetitive miljøer, så koster det tid og kræfter, og det kræver opbakning hele vejen rundt,« siger Katrine Krogh Andersen.

»Vi har brug for de bedste og største talenter. Om de så vælger at få nul eller fire børn, skal sådan set være irrelevant, hvis de er villige til at lægge det, det koster, og vi kan hjælpe dem igennem de år. Man kan være enormt dygtig til det, man laver, selv om der var nogle år, hvor man fik børn.«

Ingen tæller timer

Tilbage på Nørrebro forbereder Michala Hvidt Breengaard sig på, at hendes postdoc udløber til sommer. De succesfulde i systemet er dem, der får udgivet meget og samtidig får landet nye forskningsmidler og netværket med de rigtige. Det er det billede, hun ser. Selv går hun ret fokuseret efter at bruge tiden på sin forskning, ikke på at troppe op til arrangementer eller lobbye for en lektorbedømmelse eller et pædagogikum.

Det har hun valgt, fordi forskningen ikke er det eneste i verden, hun kunne forestille sig at lave. For ellers skal man nærmest tilsidesætte resten af sit liv, siger hun. Og det vil hun ikke.

»En forskningskarriere passer nok bedst til dem, der ikke har så vældig mange andre ting at tage sig af, sådan som det er skruet sammen i dag. Når det er sagt, så er der ingen, der tæller timer,« siger hun. Arbejdet kan tilrettelægges fleksibelt, og derfor kan hun tage til lægen med sit barn midt på dagen uden at bede om lov.

»Det ville være svært for mig at have et otte til fire-job. Fleksibiliteten som forsker er vanvittigt god,« siger Michala Hvidt Breengaard.

Men når nu det på grund af fleksibiliteten kan lade sig gøre at have små børn, som jo også bliver syge og skal hentes, hvorfor er det så, at kvinderne falder fra, jo højere man bevæger sig op i hierarkiet?

»Jeg ved det ikke. Er det fordi man slår lektorater op i områder, hvor der ikke er så mange kvinder? Er mænd bedre til at få møvet sig hen, hvor der bliver slået noget op til dem, eller ligger det i måden, mænd organiserer deres karriere på? Måske handler det også om, at når man tænker på en forsker, så er det et billede af en mand, der popper op?«

Annonce
Annonce

Seneste