Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Enhedslisten og SF ærgrer sig over studiepladser, der nedlægges: »Det var ikke det, vi aftalte«

Det var ikke meningen, at udflytningsaftalen skulle lede til nedlægning af så mange studiepladser, som blandt andet Københavns Universitet har varslet, siger Enhedslisten og SF.

Det kunne have været så godt, mener uddannelsesordførerne hos Enhedslisten og SF, Victoria Velásquez og Astrid Carøe.

Altså Folketingets storstilede plan om at smøre uddannelsespladserne lidt tyndere ud over danmarkskortet, som begge partier er med i. Studiepladser skal rykkes fra de store byer til de mindre.

Den endelige aftale er ikke færdigforhandlet, men foreløbig ser den i stedet ud til at medføre, at store mængder studiepladser og hele studier skal lukke. Københavns Universitet har fået til opgave at nedlægge eller udflytte 1.590 pladser og har valgt at nedlægge langt størstedelen.

»Jeg synes, det er rigtig ærgerligt. Vores fokus har hele tiden været på at udflytte, ikke på at nedlukke,« siger Astrid Carøe.

Aftalen har netop taget et stort skridt på vejen mod at blive til virkelighed. Landets uddannelsesinstitutioner har i dag den 12. januar ramt deadlinen for at melde ind til Uddannelses- og Forskningsministeriet, hvilke studier og studiepladser de vil flytte eller nedlægge.

LÆS OGSÅ: »Der er ingen ved det forhandlingsbord, der kan påstå, at de ikke blev advaret. Men de valgte ikke at lytte«

Vigtigt at være med

»Så skadelig uddannelsespolitik, som det kan blive« og »ødelæggende,« er aftalen blevet kaldt af nuværende og tidligere politikere. Den har også antændt et moderne studenteroprør, Studenteroprøret ’22, der har trommet studerende sammen til demonstration landet over den 12. januar.

Især skeler kritikerne til Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, der altså er med i aftalen, selv om de to partier traditionelt nyder stor opbakning blandt studerende.

Astrid Carøe, er det her en god aftale?

»Den tager hånd om nogle problemer, vi skal have løst, men havde den set sådan ud, hvis det var SF alene, der stod bag den? Nej. Men sådan er det med kompromiser. Den er markant bedre end det udspil, der kom fra regeringen til at starte med.«

Havde aftalen set sådan ud, hvis det var SF alene, der stod bag den? Nej.

Astrid Carøe, uddannelsesordfører, SF

Hvorfor har I i SF ikke valgt at trække jer ud af aftalen, som fx Radikale Venstre har gjort det, da de opdagede, at den ville lede til store nedlæggelser af studiepladser?

»For mig er det vigtigt, at vi er med i den her aftale, fordi vi har gjort den bedre og fået gode ting ind i den. Men nedlukninger er ikke vores ide, vi havde fokus på hvordan vi kunne sikre flere uddannelser uden for de store byer.«

Ifølge Astrid Carøe har pres fra Enhedslisten og SF blandt andet betydet, at universiteterne vil få længere tid til at tilpasse antallet af studiepladser til aftalen.

Ny aftale, ny situation

Tidligere har Victoria Velásquez sagt, at det er et brud på aftalen, når ledelsen på Københavns Universitet har valgt primært at nedlægge pladser frem for at udflytte dem.

Et par måneder senere oplever hun, at aftaletekstens gode takter har udviklet sig til det, hun kalder et rigidt fokus på beskæftigelse og ledighed fra regeringens side.

»Man kan jo sagtens aftale noget, men det er processen bagefter, der har stor betydning for, hvad der materialiserer sig i virkeligheden,« siger hun.

»De konsekvenser, der har været fokus på i debatten, er ikke det, vi vil have. Hvis det ender med at blive beskæftigelse, der bliver det styrende for, hvordan aftalen falder ud, til trods for at det ikke er det, vi aftalte, er det en ny aftale og en ny situation. Så er det et aftalebrud.«

Kan du se dit parti i det?

»Nej, det kan jeg ikke. Og det vi skal nu, er at lave et værn mod, at det er det, der kommer til at ske.«

Provinsparadokset

Både Victoria Velásquez og Astrid Carøe mener stadig, at det er uundgåeligt at reformere uddannelsessystemet.

Ungdomsårgangene bliver mindre, og de to politikere deler en frygt for, at det kan betyde en endnu større og mere tilfældig udtynding i hvilke uddannelser, man kan vælge uden for de store byer.

»Det problem, vi gerne vil løse med aftalen, er stadig det samme. Med ungdomsårgange, der bliver mindre, risikerer vi også, at uddannelsesmulighederne uden for de store byer bliver forringet. Så ryger diversiteten og de små fag. Derfor er det også så vigtigt, at vi får en udflytningsaftale og ikke en nedskaleringsaftale,« siger Victoria Velásquez.

Jeg kan godt forstå, at man lige nu er bekymret som studerende og ansat.

Victoria Velásquez, uddannelsesordfører, Enhedslisten

En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut har vist, at landets unge foretrækker at studere i de store byer og efterlader tomme pladser på 98 procent af bacheloruddannelserne i provinsen. De to ordførere er ikke bange for at oprette studiepladser, ingen gider bruge.

»Vi skal kigge på, hvordan vi sikrer, at det er attraktivt for unge at studere i de mindre byer,« siger Astrid Carøe.

Gør det indtryk på jer, når studerende protesterer mod at lukke og flytte studier?

Victoria Velásquez: »Jeg kan godt forstå, at man lige nu er bekymret som studerende og ansat. Det er gået hurtigt, og det har ikke været så transparent, hvad der skal ske.«

Astrid Carøe: »Vi lytter til de oprør, der kommer og tager det med. Det gør indtryk. Jeg kan godt forstå de studerendes frustrationer. Men jeg håber og tror på, at det ender et andet sted med en højere grad af udflytning end nedlukning og mere fleksibilitet, end hvad vi ser lige nu.«

LÆS OGSÅ: Et studenteroprør ulmer

Seneste