Enhver humanist må kræve samtykke til omskæring

Alle tilhængere af frie valg og frie tanker må kræve samtykke til omskæring. Selvbestemmelse er forudsætningen for et retfærdigt samfund, som vi siden grundlovens indførelse har arbejdet på at opbygge.

Vi lever endnu ikke i et ægte demokrati, men der har været store fremskridt. Afskaffelsen af slaveriet, legaliseringen af abort og afkriminaliseringen af homoseksualitet er nogle af de ting, som var alt for længe undervejs, selv om de lå i direkte forlængelse af historiens demokratiske revolutioner.

Udsigten til en samtykkebaseret voldtægtslovgivning er den nyeste landvinding, som understreger menneskers ret til autonomi. Den præcis samme lovgivning bør indføres for omskæring, men det sker desværre ikke nu. Vi må vente af de samme årsager, som også udsatte ophævelsen af så mange andre rettighedsbrud: vanen, dogmerne og den intellektuelle dovenskab.

Denne åndelige stagnation ser vi også på universitetet og hos dets fremmeste forskere. Eksempelvis udtrykker professor i filosofi Dan Zahavi i Politiken (15.09.2020) den dogmatiske slummer, der giver gamle vaner kunstigt åndedræt. Han forholder sig skeptisk til et krav om samtykke til omskæring og konkluderer:

»Skulle man i Danmark vælge et forbud, ville Danmark gå enegang. Nogen vil se dette som anledning til stolthed. Vi er i front. Man kunne dog også være bekymret for, at enegangen skyldes, at vi er på vej til at begå en alvorlig fejl.«

Tænk, hvor langt vi kunne være i dag, hvis vi gennem historien havde sluppet for reaktionære rationaler som det ovenstående. Og tænk, hvis vi tilmed havde fulgt dem! Hvor mange andre skulle afskaffe slaveriet, før vi ikke skulle frygte at »være i front«? Hvor mange andre skulle give kvinder ret til abort, før vi var sikre på ikke at »begå en fejl«?

Hvor mange andre skulle afskaffe slaveriet, før vi ikke skulle frygte at »være i front«? Hvor mange andre skulle give kvinder ret til abort, før vi var sikre på ikke at »begå en fejl«?

Det er klart, at enegang ikke i sig selv er tegn på progression, men det er heller ikke tegn på det modsatte, hvilket er den fejlslutning, som fører Zahavi til sin »bekymring.« Et krav om samtykke til omskæring handler om menneskers ret til deres egen krop og deres egne valg. Kravet vil finde plads i historien om demokratiets fremskridt, fordi det er en reel udmøntning af dets principper.

Zahavi kunne næppe være mere uenig heri. I sin kronik vil han »se nærmere på påstanden om, at barnets kropslige integritet bør respekteres.« Det bør den ikke, finder han ud af. »Princippet fremsættes ofte uargumenteret, som om det burde være selvindlysende,« oplyser han, og spørger retorisk, »men er det nu det?«

LÆS OGSÅ: Fejde om omskæring er rykket ind på Københavns Universitet

Svaret bør være ja, ligesom det meget tidligere burde have været til afskaffelsen af slaveri, retten til at abort og fri seksualitet. Men Zahavi når altså frem til det modsatte. Hans argument er, at børn jo ikke samtykker til at vokse op i det miljø, de nødvendigvis må fødes ind i. Derfor er det arbitrært at kræve samtykke til at skære noget af penis. Han fremfører aforistisk: »At omskæringen er irreversibel, bør ikke være noget argument, da det samme gælder socialiseringen.«

Ikke engang en falsk præmis

Zahavi mener altså, at fordi alle præges i deres opvækst, så kan omskæring heller ikke være uretfærdigt, fordi den er en del af opvæksten. Udover at dette er en naturalistisk fejlslutning, så er det ved nærmere eftersyn ikke engang et argument.

Man kan trods alt, medgiver Zahavi, godt skifte religion, men ikke skifte penis. At mennesker skal vokse op i et miljø (med mere eller mindre gode værdier), har professoren altså indset: »Uden disse udefrakommende påvirkninger ville vi slet ikke kunne udvikle os som individer.«

Det er altså umuligt ikke at have en opvækst. Og den følger med nødvendighed efter fødslen. Logikken fra slut til start må altså være: Ingen opvækst uden fødsel, og uden fødsel intet menneske. Grundlæggende bygger Zahavis argument derfor på dette: hvis man er menneske, så kan omskæring ikke være uretfærdigt. Reelt tilbyder han altså intet belæg for sin konklusion. (Gennem historien havde man i det mindste sine falske præmisser til at retfærdiggøre slaveri, abortforbud eller kriminalisering af homoseksualitet!)

Hvis omskæring ikke kræver samtykke, hvad gør så?

Zahavi går så vidt at påstå, at der reelt ikke er forskel på det psykologiske og det fysiske. »Hvorfor,« skriver han, »er sidstnævnte væsensforskellig?« Han finder ingen relevant forskel på psyke og fysik, men konkluderer, at »hvis det er i orden at præge barnet kulturelt på en irreversibel måde uden dets samtykke, hvorfor er det så forkert at mærke det fysisk? … Det virker besynderligt, at respekten for barnets kropslige integritet gøres til en absolut norm, når vi samtidig finder det helt på sin plads at forme og præge barnet psykologisk.«

Et af virkemidlerne, der kan få dette herkuliske falsum til at virke lødigt, er brugen af verberne »præge,« »mærke» og »forme.« De er alle vage, og kan uden meningstab erstattes med hinanden. Når Zahavi bruger disse ord til at beskrive både psyke og fysik, kan han få dem til at glide ned i samme kategori: Hvad er forskellen egentlig på drøm og virkelighed? Med en mere konkret og præcis fremstilling ville den for Zahavi svært anselige væsensforskel nok lade sig afdække, for eksempel: Hvis jeg må overbevise min søn om en guds eksistens, hvorfor må jeg så ikke skære noget af hans penis? Det virker besynderligt, når jeg godt må forme ham psykologisk!

Zahavi forklarer ikke, hvordan hans manglende forståelse for retten til kropslig integritet og krav om samtykke – og hans argumenter imod dem – ikke fører til total relativisme, hvor alt er tilladt. Hvis omskæring ikke kræver samtykke, hvad gør så? Det er selvfølgelig kun omskæringen, han stadig drømmer om i sin slummer, men fra en professor er det vel rimeligt at forvente et filosofisk gennemtænkt synspunkt.

Et falsk dilemma

Han forsøger at retfærdiggøre sit dogme ved at henvise til, at omskæringen ikke er ondsindet. Det er kun intenderet skade, vi bør forbyde: »vi [ville] næppe acceptere, at forældrene systematisk søgte at ydmyge, nedbryde og underminere barnets identitet, selvrespekt, mulighed for at opnå et meningsfuldt liv osv.« Når det modsatte er formålet med omskæringen, udleder Zahavi, må den kunne tillades. Hvordan vi kan skelne dette fra eksempelvis forældre, der med samme ræsonnement udstøder (»præger«!) deres lesbiske datter eller ‘for hendes eget bedste’ vil helbrede hende for sin homoseksualitet, ved jeg ikke. Zahavi giver heller intet forslag.

LÆS OGSÅ: Overlæge kræver forklaring: Hvordan blev min forskning i omskæring brugt på kursus om ‘fake health science’?

Han er til gengæld overbevist om, at intakt forhud kan være dybt skadelig. »Kan det ikke,« undrer han sig med sokratisk uskyldighed, »have negative konsekvenser for barnets livskvalitet og forståelse af egen identitet og eget ståsted i det jødiske fællesskab, hvis det igennem sin opvækst, altså igennem livets mest formative år, savner den identitetsbekræftende markering, som jøder i årtusinde har båret?«

Og det lyder jo rigtigt nok. Men hvordan skal barnet kunne føle sig mere identitetsløs, forkert, anderledes eller mindre værd, hvis ikke det skyldes, at han får det at vide og at mærke fra sit nærmiljø? Hvordan kan et barn »savne« en mangel på forhud, hvis ikke det er blevet ham indoktrineret gennem opvæksten? (Og hvilket sælsomt ‘omvendt’ fantomlem!)

Hvis sønnen får et dårligere liv, fordi forældrene ikke må skære hans forhud af, må det alene skyldes forældrenes psykologiske vanrøgt. At barnets mistrivsel skyldes et krav om samtykke, er en olympisk non sequitur, som må være blevet konciperet under den mest søvndyssende dogmatik. Tænk, hvis samfundet havde accepteret samme argumentation, da man ville afskaffe slaveriet: Hvis slaverne ikke er ejendom, hvem og hvad er de så?

Det er et falsk dilemma, når Zahavi fremfører, at vi enten må kræve samtykke til både opvækst og omskæring, eller ikke kan kræve samtykke til nogen af delene.

Omskæring er ikke forkert og bør ikke forbydes. Ligesom sex, er omskæring hverken umoralsk, ulækkert eller primitivt. Men hvis man vil skære i penis, eller vil stikke den ind i nogen, kræver det samtykke – og det kan børn ikke give. Det er et falsk dilemma, når Zahavi fremfører, at vi enten må kræve samtykke til både opvækst og omskæring, eller ikke kan kræve samtykke til nogen af delene.

Opvæksten kræver ikke samtykke, fordi den – modsat omskæring – ikke per automatik krænker ethvert barns demokratiske rettigheder. Men hvis barnets miljø fører til vanrøgt, har samfundet pligt til at gribe ind; og vi har uddannelsespligt, så alle børn kan træffe informerede og selvstændige valg, når de vokser op.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Disse pligter forhindrer ikke en religiøs opvækst, og derfor kan og må ethvert demokrati have religionsfrihed. Det betyder, at enhver har lov til at vælge sin egen religion. Ikke at enhver religion kan vælge sine egne love. Demokratiets principper forhindrer ikke nogen i at opdrage deres barn i troen på en gud. Det er dogmer og dovenskab, der fører til den modsatte opfattelse – og som fortsat forhindrer, at alle mennesker tildeles deres retmæssige selvbestemmelse.

Det bør ingen humanist acceptere.