Er uddannelseskvalitet kun et spørgsmål om, hvem vi optager?

»Når hver tredje studerende på et tidspunkt falder fra det studium, som de er begyndt på, kan vi ikke være bekendt ikke at nytænke den måde, vi optager på. Det er et nederlag for de studerende, og det er dyrt for samfundet.«

Sådan udtaler uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen i forbindelse med en opfordring til at nytænke måden vi optager studerende på videregående uddannelser.

Logikken her er altså, at for at undgå førnævnte nederlag for studerende er det bedre fra starten at forhindre dem i overhovedet at blive studerende. Hvis du slet ikke får lov at starte på et studie, risikerer du heller ikke at falde fra senere. Logikken giver sådan set mening indenfor sine egne rammer, men er det virkelig det bedste vi har et byde på?

Vi fokuserer på hvem, når vi burde spørge hvorfor

Jeg anfægter ikke tesen om, at nogle typer studerende har sværere ved at klare sig igennem uddannelsessystemet end andre. Og jeg er enig i, at de nuværende ensidigt karakterfokuserede optagelsesformer er langt fra perfekte. Men jeg synes, det er en trist tilgang udelukkende at se dette som et problem ved de studerende, og at det er absurd, at den bedste service, vi mener at kunne yde disse mennesker, er at nægte dem adgang.

Jeg ønsker ikke et uddannelsessystem, som kun er til for eliten. Jeg mener, det er en falliterklæring udelukkende at ville arbejde for at stille de i forvejen mest privilegerede endnu stærkere i samfundet. Når vi kan se klare tendenser for, hvilke typer studerende der falder fra i løbet af deres studie, burde løsningen være at finde ud af, hvorfor de falder fra, og hvad vi kan gøre for at modvirke det.

Der er behov for nytækning, ikke afvisning

Mange steder er vores uddannelser i højere grad indrettet efter tradition og økonomiske overvejelser, end ud fra hvad der faktisk giver faglig og pædagogisk mening. Måske er det fint for nogen at sidde som én blandt 200 andre i en forelæsningssal og modtage envejskommunikation et par gange om ugen og så ellers tage ansvar for egen læring derfra.

Men hvis vi ønsker at være samtidsrelevante institutioner, som kan løfte uddannelsesniveauet for en langt bredere del af befolkningen, så er vi også nødt til at turde retænke den måde, vi udbyder uddannelse på.

Det er en enorm udfordring og sandsynligvis ikke noget, vi finder simple og lette løsninger på i morgen. Men en ting er sikker: Hvis behovet for at skabe match mellem studerende og uddannelser udelukkende ses som et behov for at slippe for de studerende, man ikke kan finde ud af at uddanne, så er vi som universiteter godt på vej til at lukke os om os selv, og give køb på den samfundsrelevans vi faktisk burde leve op til.