En tidssvarende debat om sexisme burde begynde på universiteterne

Også jeg har modtaget en opfordring til at tilslutte mig en underskriftindsamling mod sexisme på danske universiteter. Efter at have læst oplægget vidste jeg med det samme, at jeg ikke med god samvittighed kunne lægge mit navn til initiativet.

LÆS OGSÅ: 750 har skrevet under, men initiativtagerne er mest overraskede over alle dem, der ikke turde

Nu kan jeg læse i Universitetsavisen, at Sara Louise Muhr som repræsentant for initiativtagerne oplever, at der sidder mange derude, der ikke har turdet skrive under. Men det er altså ikke tilfældet for mit vedkommende. Jeg ville ikke. Initiativet er simpelthen for sexistisk anlagt.

De 16 initiativtagere er alle kvinder, og skrivelsens 25 anonymiserede eksempler på oplevet sexisme handler om mænds seksuelle/sexistiske krænkelser af kvinder, af både verbal og håndgribelig karakter. Det tilsyneladende ensidige fokus på mænds krænkelser af kvinder falder mig for brystet, da jeg ikke behøver at se mig særlig længe om i omgangskredsen for at konstatere, at kvinder ikke er de eneste ofre for seksuelle krænkelser, og mænd ikke de eneste krænkere. Det understreger Sara Louise Muhr i øvrigt også over for Universitetsavisen, men det fremgår ikke af udspillet fra initiativgruppen.

I en tid med mere og mere flydende kønsidentiteter undrer det mig, at man ikke har været mere omhyggelig med at anlægge en tidssvarende tilgang til problemet.

Selv om mandlige, heteroseksuelle krænkere stadig er i overtal, er det problematisk at fokusere ensidigt på netop deres krænkelser. Hermed risikerer man – som bekendt – at cementere de kønsstereotyper, der er en del af forklaringen på den krænkende adfærd. Med andre ord:

• for det første risikerer man at fastholde mandlige, heteroseksuelle krænkere i en forestilling om, at deres adfærd er helt normal og meget mandig;
• for det andet risikerer man at fastholde mandlige ofre i en særligt skamfuld rolle, fordi det er ekstra umandigt at være offer for en krænkelse;
• for det tredje risikerer man at fastholde kvinder i en forestilling om, at deres seksuelle adfærd per definition er uskadelig og uskyldig, og at deres eneste rolle i krænkelsesdebatten er som talerør for ofrene.

Ingen af delene har nogensinde været sand.

Når jeg læser eksemplerne igennem, kommer jeg til at tænke på den kollega, der bad en studerende om at finde sine sexpartnere på Tinder og ikke i hans forelæsningssal. Han oplevede den studerendes opførsel som hyperseksualiseret og en krænkelse af hans undervisningsrum. Var underviserens reaktion en sexistisk krænkelse? Var den studerendes opførsel?

Sara Louise Muhr udtaler, at »modstanden imod initiativet viser jo, at der er nogen, der rent faktisk er lidt bange for at det her kommer ud. Modstanden siger os jo bare, at vi har ramt rigtigt.« Så håber jeg bare, at initiativtagerne ikke har en modstand imod at undersøge fx kvindelige krænkere. Tør de vende søgelyset imod sig selv? Tør du?

Sexisme er jo et mærkeligt ord på dansk, fordi sex ikke, som på engelsk, betyder ‘køn’. Initiativtagerne skriver, at de »forstår sexisme-begrebet bredt«, og jeg kunne tænke mig at foreslå, at vi definerer termen i overensstemmelser med, hvad dens danske form lader formode: At det handler om sex, ikke om køn. At sexisme er en chauvinistisk opfattelse af egen seksualitet og en arrogance, der kan få den sexistiske person til at udnytte en oplevet magtposition til at udtrykke/udleve sin seksualitet over for en passiv modpart, der ikke samtykker og ikke er i stand til at sige fra.

Lad os hellere starte en akademisk debat, hvor udfaldet ikke er givet på forhånd

LÆS OGSÅ: Leder: Slut med at være tilskuer

Jeg ville elske at skrive under på et krav om, at danske universiteter skulle forpligte sig til at gøre op med sexisme i dén formulering. Tænk, hvis vi sammen kunne arbejde på at skabe en kultur, hvor det er skamfuldt at være krænker og en æressag, at man siger fra og siger det højt – underforstået, selvfølgelig, at den kultur favner alle kønsidentiteter og alle seksualiteter.

Hvordan gør vi det? Rektor har udtalt, at pilen ikke kun peger på ledelsen. Det ville være dejligt, hvis det ikke var ledelsen, der skulle føre an, for så kunne vi måske, for en gangs skyld, slippe for de evindelige spørgeskemaer fra konsulenthusene, og måske også for flere arbejdsgrupper og håbløse retningslinjer.

Lad os hellere starte en akademisk debat, hvor udfaldet ikke er givet på forhånd. Lad os inddrage universiteternes antropologer, biologer, filosoffer, kønsforskere, sprogforskere, historikere, litterater og hvad vi ellers har, og lad os skabe århundredets mest mangefacetterede behandling af et emne, der ellers viser en uhyggeligt klar tendens til ensidighed, for nu ikke at sige censur.

LÆS OGSÅ: Rektor: Pilen peger ikke kun på ledelsen, men på os alle

Er det for utopisk? Er det for urealistisk at forestille sig, at de danske universiteter kunne være med til at stimulere den offentlige debat og bringe den op på et niveau, hvor der virkelig opstår nye erkendelser? Eller er det i bund og grund det, der er universiteternes rolle?