På Beyoncé-kursus: »Der er nogle, som synes, at det, vi skal have nu, ikke hører hjemme på universitetet«

Klokken er 14.42, og de første studerende har allerede taget opstilling foran lokale 15A.2.13 på Søndre Campus. Det har regnet hele dagen, og selv om halvdelen af de fremmødte er mere eller mindre gennemblødte, er luften tør og tyk af forventning, da de strømmer ind i undervisningslokalet.

»Vi venter lige et par minutter mere, pressen skal jo også være med,« griner underviser Erik Steinskog og skæver over mod to journalister, der har taget opstilling ved døren.

De sidste studerende lister ind med favnen fuld af bøger og kaffe og finder sig til rette i de sidste frie stole. Erik Steinskog retter sig op og kigger ud over de mere end 50 studerende, der sidder foran ham. På denne efterårstorsdag domineres rummet af udtrådte Nike-sneakers, skovmandsskjorter og striktrøjer.

»Det har været en rimelig vild uge,« siger Erik Steinskog og sender sine studerende et smil.

Hans vilde uge startede med et opkald fra Uniavisen, som spurgte til hans kommende kursus ’Beyoncé, køn og race’. Historien bredte sig som en SoMe-steppebrand, og i de seneste dage har han givet interviews til aviser som Le Monde og Washington Post og set sig selv blive citeret på swahili og kinesisk. Der har været mange stærke meninger om kurset og dets eksistensberettigelse, og det er netop i kritikken, at kurset tager sin begyndelse.

»Der er nogle, som synes, at det, vi skal have nu, ikke hører hjemme på universitetet. De findes ikke herinde, og det er slet ikke mig, men de findes derude, også blandt jeres medstuderende,« siger Erik Steinskog med alvorlig mine.

Beyoncé er ingen kioskbasker på IKK

Blandt kursusdeltagerne er Lærke og Johan, der begge studerer musikvidenskab. De forstår ikke modviljen mod kursets indhold og kan heller ikke gennemskue, hvorfor medierne har brugt så meget energi på det.

Det virker, som om medierne ikke forstår, at det fagligt set er et meget normalt musikvidenskabeligt fag.

Johan, musikvidenskabsstuderende

»Nyhedsværdien ligger nok mest i titlen. Det virker, som om medierne ikke forstår, at det fagligt set er et meget normalt musikvidenskabeligt fag. Det, der i virkeligheden gør kurset særligt, er, at det ikke nødvendigvis er værkorienteret – hvilket jeg synes er fedt. Det er en mere sociologisk eller antropologisk indgangsvinkel til stoffet,« siger Johan. Lærke nikker og tilføjer prompte:

»På Musikvidenskab er vi hverken overraskede eller amazed over det her kursus – køn og race, som jo er det faktiske fokus, spiller en stor og nærmest uundgåelig rolle i studiet af populærmusik.«

Kurset er, ifølge Johan, både aktuelt og samfundsrelevant. Han understreger at popkulturelle kunstnere er med til at forme samfundets syn på både køn og race – uanset hvad politiske eller intellektuelle eliter mener. På Musikvidenskab har studiet af popmusik stået på skemaet i mere end 40 år.

Med en velkendt snurren tænder projektoren og langsomt toner et ikonisk billede af den ikoniske sangerinde frem. Beyoncé står, høj og slank, på en scene foran en blålig baggrund med påskriften ‘FEMINIST’. Billedet er fra hendes VMA optræden i 2014.

»Det er her vi begynder,« siger Erik Steinskog.

En hvid underviser i et fag som det her ville være kontroversielt i USA. Men her står han; en – med egne ord – pale faced, lidt kedelig, nordeuropæisk mand, der kun kan studerede afrikansk amerikansk blackness udefra. Men det er måske en del af pointen. På den måde deler han udgangspunkt med langt de fleste af sine elever.

»Der er erfaringer, som de fleste af os ikke forstår. Ingen af os ved præcist, hvad det vil sige at være sort i USA. Det farver de tekster, vi læser. Når Beyoncé siger, at hun er feminist, så betyder det noget for hendes fans – også de helt unge,« forklarer Erik Steinskog og slår ud med hænderne, noget han gør cirka hvert 30. sekund.

En performance dissekeres

Billedet af Beyoncé erstattes af en video fra hendes optræden til Grammyuddelingen i 2016. Hele rummet sætter sig til rette i stolene og gør sig klar til at se Queen B in action.

Sammen med en større styrke af uniformerede mænd marcherer Beyoncé taktfast mod scenen. Hun stiller sig sammen med sit all female band, og de første toner til If I were a boy lyder. Få linjer inde i teksten fører Beyoncé en hånd ned til skridtet og griber fat.

Erik Steinskog er trådt til side og står lænet op af dørkarmen, mens hans ene fod tapper rytmen i gulvet. Flere af de studerende bevæger også kroppen i takt til musikken, mens en enkelt – med imponerende præcision – mimer teksten ord for ord.

»Hvad gør vi med sådan en performer?« siger Erik Steinskog og bryder den stilhed, videoen har efterladt.

Han har engang holdt et helt oplæg om den håndbevægelse, hvor Beyoncé tager sig til skridtet, fortæller han og forsvinder ud på et sidespor om Michael Jackson. Alle aspekter i en sådan optræden – tøjet, håret, bevægelserne, teksten og tonearten – betyder alt sammen noget. Intet af det er kontekstløst, og det afspejler sig i kunstneren, hendes holdninger og det samfund, hun bevæger sig i.

Det er stadig et statement at have kvindelige musikere, pointerer Erik Steinskog. Nedslaget udvikler sig til en anekdote om dengang, Prince skulle have ny trommeslager, men publikum – som man hurtigt kan forfalde til at kalde de studerende – lader ikke til at miste fokus. Alle øjne er rettet mod Erik Steinskog, der igen slår ud med armene.

»Dét er det centrale,« siger han og fortsætter: »Vi skal studere, hvordan man analyserer populærkulturen og undersøge, hvilke briller den studeres med. Vi skal ikke kigge på den kulturelle betydning, men undersøge hvorfor den har den betydning, den har – det er dét, der adskiller os fra journalister,« siger Erik Steinskog med et skævt smil.

»’Jeg ser ikke race. Jeg er farveblind’ er en meget typisk skandinavisk ting at sige. Det kræver en overskudsposition at sige sådan noget, og realiteten er, at folk af farve sjældent er i en samfundsmæssig overskudsposition. Når man går igennem indre by og er bange for at blive slået ned, så er man fandme ikke farveblind, når man står op lørdag morgen og ser sig selv i spejlet,” siger han og står stille i et øjeblik.

Tilbage ud i regnen

Selv om kurset hedder ’Beyoncé, køn og race’ kommer de studerende også til at diskutere andre emner. Erik Steinskog mener, at klasse og race hænger sammen, og kurset kommer også til at berøre seksualitet, regional identitet, skønhed og religion/spiritualitet. De intersektionelle debatter, undervisningen lægger op til, minder i virkeligheden meget om diskussioner, der også kan findes mange andre steder på universitetet – både på humaniora og samfundsvidenskab.

»Selv om alle tror, jeg har valgt Beyoncé som clickbait, så er det i virkeligheden fordi, ja det er sjovt, men også fordi jeg synes, at de studerende skal skrive om det samme materiale alle sammen. Jeg har før haft kurset Populærmusik, hvor de studerende skrev og diskuterede i øst og vest, men jeg tror undervisningen bliver bedre, hvis vi alle sammen kan diskutere det samme,« forklarer Erik Steinskog. Den første kommentar udløser flere grin fra de studerende.

»I kommer ikke til at få særlig mange svar fra mig, kun jävla mange spørgsmål,« griner han. Erik Steinskog har ingen intentioner om, at give sine studerende definitive svar. Han mener, at det vigtigste, undervisere på humaniora gør, er netop at gøre verden mere kompliceret for de studerende.

Alle semestrets forelæsninger er tematiserede og opkaldt efter Beyoncés sange. Du kan blandt andet komme til undervisningsgangen Get me Bodied, Bootylicious eller To the left, to the left, som er en undervisningsgang om Beyoncé og marxistisk teori.

Inden klokken slår 17.00, og det bliver tid til at hoppe på cyklen og køre hjem i tørvejr, runder Erik Steinskog, på klassisk intro-forelæsnings-maner, af med at fortælle om eksamensformer og pensumlister.

»Så hvis jeg får 30 eksamensopgaver om Lemonade, glæder jeg mig!« er en af de sidste ting, de studerende får at vide.

En, i grunden, ret almindelig musikvidenskabelig forelæsning slutter på en ret almindelig grå torsdag eftermiddag på Søndre Campus.