Formand for Konservativ Ungdom: Hvor naiv kan man tillade sig at være?

Den propalæstinensiske teltlejr har vakt stor furore i de danske medier såvel som i Uniavisens debatspalter. Det kan de aktivistiske campister som udgangspunkt ikke være helt utilfredse med, og i den forbindelse må de også sende en kærlig tanke til os i Konservative Studerende på Københavns Universitet (KSKU), som har været så flinke at være nogen af de få i universitetsverdenen, der har turdet kritisere teltlejr-projektet.

Det har vi så også skullet høre for. Ud over de sædvanlige ukvemsord på sociale medier og en lind strøm af ubehagelige beskeder til vores lokalformand Josefine Paaske, skrev Jonathan Keren-Klaris et indlæg, hvor han kaldte KSKU’s kritik for »teaterpopulisme«, og Malte Sauerland-Paulsen kaldte kritikken for hyklerisk, eftersom KSKU generelt går ind for meget vide rammer for ytrings-, tanke-, og forskningsfrihed på Københavns Universitet.

Kritikken er forventelig, og jeg medgiver da også, at der er en risiko for at fremstå hyklerisk, hvis man generelt promoverer en vid grad af ytringsfrihed, men lige så snart nogen anvender den til at føre synspunkter frem, man er uenig i, forsvinder tolerancen. Samtidig må jeg dog også understrege, at initiativtagerne, Studerende mod Besættelsen, selv har angivet, at de er inspireret af de protester, der har været på amerikanske universiteter, hvor der har været eksempler på antisemitiske hændelser, obstruktion af undervisningen og konfrontationer med politiet.

Universitetet skal ikke bedrive politik

Den slags sympatierklæringer giver i min optik en velbegrundet anledning til bekymring for, hvad lejren kan udvikle sig til, og noget kunne godt tyde på, at det allerede er ved at udvikle sig i en uhensigtsmæssig retning. Men det vender jeg tilbage til. Så længe teltlejren er fredelig, og det var den i hvert fald sidst, jeg besøgte den, skal de have lov til at være der, hvis du spørger mig.

Teltlejrens tilsyneladende tilforladelighed ændrer dog ikke på, at det i min optik er helt omsonst at kræve, at Københavns Universitet påtager sig rollen som politisk aktør og part i en af verdens mest polariserende udenrigspolitiske konflikter. Det har vi et folketing og en regering til at tage sig af.

Indtil videre har Københavns Universitet ganske fornuftigt afvist at efterkomme campisternes krav. Det håber jeg, det holder fast i.

Hvem har brug for fjender med venner som disse?

Selvom teltlejren i sig selv kan give panderynker, er det endnu mere alarmerende, at den tilslutter sig en bredere tendens: en inkarneret propalæstinensisk bevægelse, hvor privilegerede, højtuddannede danskere slår sig sammen med muslimske grupper i deres had til Israel og Vestens støtte til dette samfund, som på trods af sine fejl – og jeg er bestemt ikke tilhænger af Netanyahus regeringsførelse – er den eneste demokratiske stat i en region domineret af islamistiske diktaturer.

Teltdemonstranterne skal heller ikke tages til indtægt for den antisemitisme, der har fundet sted før deres aktion, men det er ikke desto mindre værd at huske på, at siden 7. oktober har København været vidne til adskillige pro-Palæstina-demonstrationer, hvor antisemitiske og anti-israelske slogans er blevet råbt. Deltagere har udtrykt støtte til Hamas i forskellige interviews, og antallet af antisemitiske hændelser i Danmark er ifølge tal fra Det Jødiske Samfund i Danmark eksploderet. Dagen før teltlejren blev oprettet – altså på Danmarks befrielsesdag – var der en pro-palæstinensisk demonstration, hvor de danske modstandsfolk af arrangørerne blev fremstillet som støtter af ’Palæstinas befrielseskamp’, og demonstrationen sluttede ganske upassende på Israels Plads.

Demonstrationen kulminerede med hærværk mod mindestenen for de danskere, der hjalp jøderne under Anden Verdenskrig. Sådan en afskyelig, antisemitisk og anti-dansk opførsel er sjældent set.

Hvordan kan antizionisme ikke være antisemitisme?

Borgerlige politikere og meningsdannere har rettelig kritiseret den form for opførsel i den offentlige debat. Men undskyldningerne lyder altid ens: Det er ikke alle demonstranter, der deler disse radikale synspunkter; de fleste deltager, fordi de forsvarer menneskerettigheder og vil protestere mod et angiveligt folkemord på civile. De er ikke antisemitter, men blot »anti-zionister«.

Det lyder som antisemitisme i mine ører

Denne skelnen er blevet et gennemgående slogan for den propalæstinensiske bevægelse og ses også i teltlejren på CSS, hvor der hænger et stort banner med budskabet ”Antizionisme er ikke antisemitisme”. Men er det sandt? Hvad betyder det egentlig at være ’antizionist’?
Zionismen opstod som konsekvens af de mange pogromer og den stigende antisemitisme i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet med ønsket om en selvstændig jødisk stat, hvor jøder kunne leve i fred. Dette ønske blev opfyldt i 1948 med oprettelsen af staten Israel.

Derfor må antizionister jo formodes at være imod jødernes ret til en selvstændig stat, hvor de kan leve i fred uden forfølgelse. Det lyder som antisemitisme i mine ører.

Antisemitismen blomstrer i skyggen

Blot for at understrege pointen uddeles der i og omkring teltlejren på CSS klistermærker med budskabet om, at Israel ikke har ret til at eksistere, og nogle af campisterne har delt opfordringer til intifada på sociale medier – en voldelig opstand med reference til terrorangreb mod jøder. Det er i mine ører klokkeklar antisemitisme.

Begrebet ’antizionisme’ synes i vid udstrækning at være en retorisk undskyldning og ofte et dække for antisemitisme. Det er skræmmende, at venstrefløjsaktivister, som ellers er så ivrige efter at dekonstruere sproget, ikke kan gennemskue dette. Antisemitismen får nu lov at blomstre i fuldt flor i skyggen af den igangværende konflikt – det blåstemples endda af en kulturel og akademisk elite, som har gjort »kampen for et frit Palæstina« til et centralt mål i den deres kamp.

Der er noget forunderligt ved, at nogle af de mest venstreorienterede og progressive mennesker i Danmark kæmper for et af de mest reaktionære, kvindefjendske, homofobiske og transfobiske samfund i verden. For en måned siden takkede en af Hamas’ talsmænd, Osama Hamdan, de danske demonstranter for deres støtte. Hvilken ære.

Grund til bekymring

Nu vil jeg, som lovet tidligere i indlægget, vende tilbage til udviklingen i universitetsprotesterne. For da jeg startede med at skrive mit indlæg, var mit indtryk sådan set, at lejren – på trods af de radikale synspunkter, som campisterne repræsenterer – var ganske fredsommelig.

Det har i mellemtiden ændret sig, og dermed er KSKU’s velbegrundede bekymring desværre blevet en realitet. Jonathan Keren-Klaris skrev i sit indlæg, at KSKU misbrugte begrebet antisemitisme og fremhævede Jonatan Mizrahi-Werner, der er ph.d.-stipendiat i sociologi, som et eksempel på, hvordan man som pro-israeler burde håndtere konflikten. Mizrahi-Werner havde nemlig inviteret til dialogfrokost i teltlejren.

Selvsamme Jonatan Mizrahi-Werner skrev dog den 14. maj på X, at han sjældent havde følt sig så utryg, som da 50-100 demonstranter fra teltlejren ude på CSS stod og råbte »From the river to the sea«, »No to Nakba – Globalize the intifada!« og »There is only one solution – intifada, revolution«. Det forstår jeg sådan set godt. Som jeg har redegjort for længere oppe, er intifada udtryk for en voldelig revolution og de fleste israelere, der hører begrebet, bliver mindet om de terrorangreb og bussprængninger, som er blevet begået mod jøder. Siden hans tweet har der været yderligere meldinger om denne form for kampråb. Så meget for fredelig protest.

Ufredelig protest

Det seneste nye er, at propalæstinensiske demonstranter fra KU i slutningen af sidste uge blokerede indgangen til universitetets administration, begik hærværk og chikanerede ansatte samt nægtede dem adgang til bygningerne. Så meget for fredelig protest.

Jeg savner en kritisk stillingtagen til Hamas

Denne form for protest er selvfølgelig helt uacceptabel og udemokratisk. Jeg er ikke i tvivl om, at der er folk, som tager del i teltlejren, som gør det med gode intentioner, men det fritager dem ikke for ansvaret for, hvilke budskaber og handlinger, de er med til at facilitere og blåstemple.

Det er ikke noget nyt, at der i det akademiske miljø er en veneration for den palæstinensiske sag. Blot for at understrege pointen udgav Uniavisen den 17. maj en artikel, som beretter om et støttebrev til campist-aktivisternes krav, der har cirkuleret blandt ansatte på Københavns Universitet. I skrivende stund har brevet mere end 300 støtter. Ifølge støtterne er det ikke kontroversielt at forholde sig kritisk til sin universitetsledelse.

Det er man selvfølgelig i sin gode ret til at mene, men jeg vil dog indvende, at i min optik har de ansatte misforstået deres opgave, hvis de tror, at de skal hive universitetet i en bestemt politisk retning. Og jeg vil ligeledes respondere, at jeg savner en kritisk stillingtagen til Hamas, til indenrigspolitiske forhold i Palæstina og ikke mindst, hvem det er, man står og demonstrerer side om side og opfordrer til oprør mod Israel sammen med. Det er et vigtigt element i deres protest, som de har forsømt – i stil med Trump, der heller ikke har været i stand til at tage klar afstand fra de racistiske grupperinger, der bakker ham op.

KU-ansatte spændes for en politisk vogn

Hvis ingen vil tage tydelig afstand fra de ekstreme kræfter i pro-Palæstina-bevægelser, er der heller ingen grænse for, hvor gode eksistensvilkår antisemitismen har i ’den større sags tjeneste’.

Sluttelig vil jeg bemærke, at jeg ikke skriver dette indlæg for at bedrive partipolitik eller blot forsvare KSKU’s udmeldinger, men fordi jeg er oprigtigt bekymret for denne udvikling med stadig større polarisering, og voldsommere ’antizionistisk’ retorik.

Desuden er jeg af ansatte på Københavns Universitet blevet opfordret til det, fordi de ikke kan se sig selv i den udvikling, som store dele af universitetet undergår i disse dage.

Hvis man som ansat på Københavns Universitet er utilfreds med den udenrigspolitik, som Danmark fører, bør man melde sig ind i et politisk parti og kæmpe for politisk forandring dér, i stedet for at bruge sin position på et af landets ledende uddannelsesinstitutioner til at politisere.