Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Forsker kritiserer sammenligninger af dødstal: »Det blev lidt et OL i covid-kontrol«

Professor Flemming Konradsen blev undervejs i coronadebatten bedre til at finde sin rolle som ekspert. Og til at håndtere de hadefulde breve og telefonopkald, han fik, når han udtalte sig kritisk om Danmarks globale indsats.

Du beskæftiger dig i høj grad med den globale coronaindsats. Hvordan har den danske samfundsdebat været fra dit perspektiv?

»Det er meget naturligt, at man fokuserer på det nære og på dagligdagens begrænsninger og udfordringer. Det kan jeg godt forstå. Men set fra mit perspektiv har der ikke været nok fokus på, hvordan pandemien kontrolleres i lande fjernt fra Danmark. Det kunne der ellers være noget læring i.«

Flemming Konradsen

Født 5. februar 1965

Professor i global miljøsundhed og leder af School of Global Health ved Københavns Universitet

Har arbejdet for internationale forskningsinstitutioner, NGO’er og danske universiteter

»Nogle gange synes jeg, at debatten har udviklet sig til et VM i vaccineudrulning eller VM i færrest døde. Man har lavet nogle meget dramatiske sammenligninger mellem lande, uden at man har taget højde for, at konteksten er meget forskellig.«

»Det er nogle lidt ubehagelige og morbide sammenligninger, som jeg nogle gange er blevet presset til at lave. Det bliver lidt et OL i covid-kontrol, hvor målet er at skabe national stolthed. Dermed ikke sagt at jeg ikke synes, at tiltagene fra de danske myndigheder altovervejende har været fornuftige.«

LÆS OGSÅ: Lone Simonsen: »Man ser ikke længere ned på forskere, der er meget i medierne«

På hvilken måde er konteksten for landenes coronahåndtering forskellig?

»Det kan var nogle ret basale forhold som demografi og aldersfordeling, der selvfølgelig har stor indflydelse på antallet af indlæggelser og dødsfald. Det kan også være faktorer, som hvordan man typisk bor i et land – alene eller på tværs af generationer? – og der kan være en række sociale parametre. Har man fx mulighed for at arbejde hjemme eller ej? Og så er der store forskelle i, hvor fragmenterede eller sammenhængende og velfungerende sundhedssystemerne er.«

»Jeg har forsøgt – og det er bestemt ikke sikkert, det er lykkedes – at få den kontekst med. Og hvis præmissen for historien gør, at det ikke er muligt, er jeg begyndt at takke nej til at være med.«

Hvad har du lært af debatten?

»Jeg er gået fra at snakke med journalister fire eller fem gange i kvartalet til at gøre det hver eneste dag, og det giver god træning.«

ARTIKELSERIE

De sidste coronarestriktioner er væk – i hvert fald i denne omgang. I den anledning beder Uniavisen fremtrædende forskere om at se tilbage på coronadebatten og deres egen rolle i den. Hvad var godt og skidt, og hvad har de lært?

»Jeg er blevet mere opmærksom på at finde min plads, så jeg er mere skarp på, hvad jeg udtaler mig om. Jeg har især kunnet bidrage med viden om globale forhold, social ulighed og migration samt om hygiejne og hygiejnekommunikation.«

»Jeg er også blevet mere påpasselig, når jeg udtaler mig om forhold i andre lande. Eksempelvis hvis jeg udtaler mig om coronahåndteringen i Rumænien, så ved jeg, at der er en masse rumænere med bopæl i Danmark, der hører, hvad jeg siger. Derfor er jeg omhyggelig med ikke at sige noget, der kan opfattes nedsættende. Det er ikke, fordi jeg ikke vil problematisere andre landes covid-kontrol, men jeg er nok blevet lidt mindre kategorisk.«

LÆS OGSÅ: Jens Lundgren: Dialogen ændrede sig, og flere kom med voldsomme udsagn og besynderlige teorier

Hvornår har du fået de stærkeste reaktioner?

»Når jeg har argumenteret for, at Danmark skal være en mere deltagende spiller globalt og ikke horde vacciner samt tænke mere på vores migrantarbejdere og de socialt marginaliserede. Så er der en bredere gruppe danskere, som bliver meget ophidsede.«

Hvilke typer henvendelser har du fået?

»Det er meget personlige e-mails, breve, telefonopkald.«

»Det har taget lang tid for mig at nå til et punkt, hvor det ikke satte sig i mig. Det er bare ikke rart at få et opkald fra en, der synes, man er en lort og et røvhul, og siger, at de håber, der sker det værste for en og ens familie. Jeg har ikke været kørt ned af det, men det har siddet i kroppen.«

»Jeg er slet ikke på sociale medier, og det har nok forskånet mig for en del henvendelser. Omvendt presser det måske nogle til at sende breve eller ringe i stedet.«

Hvordan har du lært at håndtere det?

»Man kan ofte se det på overskriften eller på den første linje, hvis det ikke er en hyggelig henvendelse, og så sletter jeg den bare med det samme.«

»Det vigtigste er at få det sagt, hvis det sidder i kroppen, har jeg erfaret. Sig det til dine kolleger, få det ud.«

Hvis vi om et halvt år står med en ny nedlukning, og din telefon igen ringer ofte, hvad vil du så gøre anderledes?

»Jeg tror nok, jeg ville gå videre i den retning, hvor jeg fokuserer på de områder, hvor jeg kan bidrage mest, og så begrænse, hvor bredt jeg går ud mediemæssigt. Jeg har trukket følehornene lidt til mig over for nogle medier, fordi vores interesseoverlap ikke har været så stort. I stedet kan jeg så bruge tiden på at sikre, at jeg er up to date på de globale udviklinger.«

LÆS OGSÅ: »De behøver jo ikke at råbe og skrige af mig. Det er ikke mig, der skal vaccinere dem«

Seneste