Lone Simonsen: »Man ser ikke længere ned på forskere, der er meget i medierne«

Hvor meget ringer din telefon nu sammenlignet med under nedlukningerne?

»I begyndelsen svarede jeg på alle telefonopkald, men det blev for voldsomt. Det blev ofte ti-fjorten timer i døgnet og røde ører, så meget at jeg og også min mand var ved at blive vanvittige. Senere fandt jeg ud af at bede jeg journalisterne om at sende en SMS og sige, hvad det handler om, og så skriver jeg tilbage.«

»Grunden til at jeg fik så mange opkald var nok også, at der ikke er så mange i Danmark, som har brugt deres karriere til at forske i pandemier. Nu har vi en bredere vifte af eksperter som tæller immunologer, virologer, klinikere og andre med relevante vinkler.«

Hvad synes du overordnet om den danske coronadebat?

»Jeg synes, den har været god. Jeg synes, journalisterne har gjort et godt stykke arbejde. Det er en fordel, at der er mange gengangere blandt journalisterne, der har specialiseret sig i det her område og skrevet om det igennem hele pandemiperioden. Jeg tænker faktisk på nogen af dem som mine kolleger.«

Du har før deltaget i den offentlige debat. Hvad har været anderledes under corona?

»De sidespor, der kører på sociale medier. Alt det der med konspirationsteorier, at vaccinen er farlig og skabt af djævelen selv, andre tror, at der slet ikke er nogen virus, og de mener, at eksperterne er uærlige. Der er måske ikke tale om så mange mennesker, men de er meget højlydte.«

»Det, der for mig personligt er anderledes, er, at jeg er gået fra at være en anonym forsker til at blive kendt af den danske befolkning. Jeg har sågar været i dameblade, og jeg er lige pludselig en person, folk genkender og stopper på gaden.«

LÆS OGSÅ: Jens Lundgren om coronadebatten: Dialogen ændrede sig, og flere kom med voldsomme udsagn og besynderlige teorier

Hvordan har det været for dig?

»Som forsker ser jeg kommunikationen som en meget vigtig del af min arbejdsopgave. Det er jo ikke så interessant, hvis en forsker ved noget, men ikke kan give det videre. Det har været en stor glæde at kunne være med til det.«

»Det er positivt, at der lader til at være sket et skift, hvor man i forskningsverdenen ikke længere ser ned på de forskere, der er meget i medierne. Tidligere herskede der vist en forestilling om, at forskere, der ofte udtaler sig til medierne, ikke er gode forskere, at det var noget, de gjorde, fordi de ikke kunne finde ud af det svære. Det har heller ikke været noget, som universiteterne har belønnet.«

»Men under coronapandemien har vi været en gruppe forskere, der har tegnet og fortalt, så godt vi kunne om, hvad der skete – den nyeste viden – og som samtidig har været dybt involveret i forskningen. Og universiteterne har kunnet se fordelen i, at vi var i medierne. Jeg har også noteret mig, at Videnskabernes Selskab nu kører et kursus i god forskningskommunikation.«

Hvad har du helt konkret oplevet af negative reaktioner?

»Jeg har generelt fået positiv feedback, men der er også nogle, der har skrevet til mig, at jeg ikke ved noget som helst. Ofte henviser de til, at jeg er kvinde, eller at jeg er fra Roskilde Universitet. Det er virkelig en uheldig, hadsk kommunikationsform, som jeg er ked af findes, fordi det betyder, at de mennesker, der ikke er sikre på, om de skal tage vaccinen, får svært ved at finde ud af, hvad der er misinformation, og hvad der ikke er.«

»Når jeg siger, at de højeffektive vacciner er vores bedste redskab til at ende coronapandemien, så får jeg også at vide, at jeg kun siger det, fordi jeg tidligere har arbejdet for Anthony Fauci (lederen af Det Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme i USA, red.). Men det er jeg jo bare stolt af, han er en af de dygtigste forskere i verden.«

Pandemien har udviklet sig meget uforudsigeligt. Er der noget, du fortryder at have sagt?

»For det første havde jeg allerede i 2018 forudset, at en coronavirus ville forårsage den næste pandemi. Da covid-19 så kom, stod jeg også allerede i februar 2020 i medierne og sagde, at det ville blive en pandemi. Så det var jo rigtigt nok«

»Til gengæld har nogle af mine udtalelser ikke været præcise nok, og det har gjort, at de nogle gange er blevet opfattet som politiske. Det skete for eksempel, da jeg stod frem og forklarede, at vi ville have haft mellem 16.000 og 32.000 coronadødsfald i Danmark, hvis ikke vi havde lukket ned hurtigt og effektivt. Folk sagde, at jeg bare reklamerede for Mette Frederiksens politik, men jeg sagde jo bare den skinbarlige sundhedsvidenskabelige sandhed.«

»Af det har jeg lært, at jeg altid skal gøre mig umage for at holde mig på min side af boldbanen, som er det sundhedsfaglige, for folk kan hurtigt få det indtryk, at man udtaler sig politisk.«

LÆS OGSÅ: »De behøver jo ikke at råbe og skrige af mig. Det er ikke mig, der skal vaccinere dem«

Hvad har du ellers lært af debatten?

»Jeg synes nogle gange, det virker, som om – og det er nok et dansk fænomen – at det er vigtigt at få to sider af en sag frem, også i tilfælde hvor der faktisk kun er en side af sagen.«

»Og så har jeg lagt mærke til, at journalister ofte ikke ved, at vi forskere behersker forskellige fagområder. Du skal for eksempel ikke spørge mig om kemi, og ikke en kemiprofessor om pandemier. Selv de mange danske coronaeksperter laver jo ikke alle sammen det samme, vi spænder fra vaccinologi til immunologi, epidemiologi til matematik – og disse nuancer er ikke altid blevet fanget.«

»Derfor gør jeg meget ud af at sende journalisterne videre til kolleger, hvis de spørger mig om noget, jeg ikke er ekspert i.«