Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

Jens Lundgren om coronadebatten: Dialogen ændrede sig, og flere kom med voldsomme udsagn og besynderlige teorier

Det gode er, at mange har kunnet bruge det, han har sagt i en svær tid. Det nedslående har været mødet med »den mørke del af Danmark«. Og så var der noget med nogle mink …

Kan du mærke, at din telefon ringer mindre, end den gjorde under nedlukningerne?

»Ja, det kan jeg. Jeg trak mig jo også tilbage fra debatten i april, og det har medierne i det store og hele respekteret.«

»Mine overvejelser var, at vi ikke længere stod i en krise, vi var i gang med at udrulle vacciner, og det hele var godt undervejs. Samtidig oplevede jeg i foråret, at mediebilledet ændrede sig markant og blev mere konfliktorienteret end oplysende. Der var mange holdningsbaserede udsagn, og det var ikke det, jeg gik ind i processen for at levere.«

Jens Dilling Lundgren

Født 28. maj 1960

Professor i infektionssygdomme, Rigshospitalet og Københavns Universitet

Blev sidste år udpeget som leder af en stor global forskningsindsats mod covid-19 som en del af den amerikanske regerings Operation Warp Speed

Kan du give eksempler på det?

»Efterhånden var der den ene politiker efter den anden, der overbød hinanden, i forhold til hvor hurtigt man kunne åbne samfundet. Det blev en lidt mere skinger diskussion.«

»Og så kunne jeg se, at dialogen på de sociale medier ændrede sig markant. Der var mange flere fra den mørke del af Danmark, der kom med meget voldsomme udsagn. Det er folk, som har fuldstændig besynderlige tanker og hjemmebagte teorier, som at vacciner ikke virker, at de indeholder giftstoffer og er farlige, og staten forsøger at løbe om hjørner med befolkningen.«

»Der er jo altid under en pandemi en grad af topstyring og et demokratisk underskud, og et stykke ad vejen er det okay at sige, at nu vil vi ikke styres mere, nu vil vi selv have lov at bestemme.«

»Men der er andre folk, der er bedre end mig til at tage en dialog med de her mennesker.«

Hvordan har det været at deltage i debatten som forsker?

»Det er todelt. Der er en masse mennesker, der har sagt og skrevet til mig, at de har været glade for den indsats, jeg har lavet, og har stolet på, hvad jeg sagde – og på at jeg ikke havde stukket noget under stolen.«

LÆS OGSÅ: Lone Simonsen: »Man ser ikke længere ned på forskere, der er meget i medierne«

»Den anden del er, at når du stiller dig frem i medierne, specielt her i 2021, så er der mange mennesker, der er ekstremt personlige i deres kritik. De har ikke nogen saglige argumenter, og voldsomheden er helt vild. De mener, at jeg har begået lovovertrædelser, at jeg skal dømmes og er en skidt mand. ’Nu går det ud over børnene, har du ingen anstændighed tilbage?’ Jeg har endnu ikke konfronteret nogen af dem face to face og spurgt dem, hvad de egentlig har gang i. Det kommer der nok heller ikke noget godt ud af. Jeg synes, det er virkelig, virkelig mærkeligt.«

»Normalt skulle det jo ikke være en præmis, at straffen for nøgternt at analysere en situation er at få personlige trusler.«

Hvad har været det mest opløftende i debatten?

»At mange mennesker har lagt mærke til, hvad jeg har sagt og kunne bruge det. Hvis der er et formål med at blande sig, så er det, at folk kan bruge, hvad man siger konstruktivt. Det er særligt vigtigt, når folk gennemlever noget så aparte og er sat ud af deres comfort zone

LÆS OGSÅ: Han leder en global indsats mod corona, men svarer stadig på mails fra tilfældige mennesker

»For eksempel brugte jeg bevidst aldrig ordet bekymret. Hvis jeg blev spurgt direkte, om jeg var det, sagde jeg, at jeg tog det alvorligt.«

Hvorfor?

»Bekymret kan du ikke bruge til noget. Det sætter folk i en alert situation, hvis en som mig bliver bekymret. Det, folk har brug for, er en nøgtern, straight analyse af, hvordan tingene ser ud – hvad ved vi, hvad er fornuftigt at gøre, og hvor er vi usikre?«

»Det skal afspejle den videnskabelige proces, og som videnskabsfolk er vi trænet i at kigge nøgternt på data og tage vores personlige holdninger ud af det. Det er en distinktion, der er vigtig at få diskuteret i fredstid.«

Er der noget, du fortryder at have sagt?

»Jeg ved ikke, om jeg fortryder det, men jeg reagerede ret kraftigt på minksituationen, fordi jeg var virkelig overrasket over de udmeldinger, der kom på pressemødet dengang i november. Det blev en verdensnyhed, og så blev jeg spurgt i et nu navnkundigt interview i Politiken, hvad jeg tænkte, hvor jeg sagde, at jeg ikke vidste, hvad de snakkede om på pressemødet, for på det tidspunkt var der ikke data på det. Og det … der var jeg jo ærlig. Men det kommer jo med en pris, hvis du er kritisk.«

Du fik folk fra det videnskabelige miljø og politikere på nakken?

»Ja. All of the above.«

Artikelserie

De sidste coronarestriktioner er på vej væk – i hvert fald i denne omgang. I den anledning beder Uniavisen fremtrædende forskere om at se tilbage på coronadebatten og deres egen rolle i den. Hvad var godt og skidt, og hvad har de lært?

LÆS OGSÅ: »De behøver jo ikke at råbe og skrige af mig. Det er ikke mig, der skal vaccinere dem«

»Så begynder nogle politiske partier at se en politisk gevinst i sagen, og så går der indenrigspolitik i det. Og det er det sidste, jeg har lyst til: at blive sat i forbindelse med en politisk fraktion.«

»Jeg ville hellere have klaret den snak internt, frem for at den kom frem i offentligheden, som jeg også har sagt til alle involverede. Før de melder sådan noget ud, var det måske meget godt, at de eksterne folk, der rådgiver centraladministrationen, kommer ind over, frem for at vi skal høre det i bedste sendetid. Minksagen ledte jo faktisk også til en erkendelse af, at det var gået for hurtigt.«

»Det var en hård lære for alle involverede. Det har den efterfølgende håndtering jo også båret præg af. Regeringen har for eksempel nedsat en ekspertgruppe, der skal rådgive regeringen om den længerevarende strategi, som er ledet af økonomen Torben M. Andersen, og som jeg også sidder i.«

»Vi forventer ikke, at vores anbefalinger bliver fulgt en til en. Men hvis vi foreslår noget, og politikerne vælger at gøre noget andet, så kan journalister som dig jo spørge, hvorfor man ikke lytter til rådene.«

Hvordan tænker du, at coronasituationen ser ud om seks måneder – bruger du igen meget tid på at udtale dig om pandemien til den tid?

»Det er ikke, fordi jeg har forbudt mig selv at udtale mig. Jeg snakker jo også med dig. Om seks måneder tror jeg, at jeg er ivrigt optaget af at håndtere et problem med den her virus. Det afhænger af, i hvor høj grad virus pådrager sig flugtmutationer (der kan svække vaccinernes effekt, red.), og om vi havner i det grønne, gule eller røde scenarie.«

»Den politiske udmelding på det seneste pressemøde den 23. august var, at vi har styr på det, venner, virussen laver ikke flere krumspring, vi kan håndtere det med vacciner, og vi forbliver i det grønne scenarie. Det gør vi højst sandsynligt, jeg er ikke dommedagsprofet. Men når vi forsøger at vaccinere os ud af en pandemi, hvilket vi aldrig har gjort tidligere, så kræver det også ydmyghed og respekt og ikke arrogance. Det mener jeg faktisk stadigvæk.«

»På den måde blev pressemødet måske lidt enstrenget. Men det er også fair nok. Hovedbudskabet var, at den resterende del af befolkningen skal vaccineres, og det synspunkt tilslutter jeg mig.«

»Der har også været meget fokus på situationen i Danmark. 95 procent af det, medierne dækker, handler om danske forhold, men vi er en pandemi, vi bliver nødt til at have et internationalt vue på pandemihåndteringen, for så længe der er en ukontrollabel smittehåndtering i verden, kommer verden ikke tilbage, hvor den var før. Så det er også i vores egen interesse at se mere uden for landets grænser.«

Annonce

Seneste