Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Frit bachelorvalg — Adelsdamers rejseformer i middelalderen var ikke mit drømmeemne til bachelorprojektet. Men jeg kunne ikke selv vælge. Det kan historiestuderende fremover, og det viser, hvor vigtigt univalget er.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
I efteråret 2025 får historiestuderende på Københavns universitet muligheden for frit at vælge emne til deres bachelor. Der bliver nemlig indført en ny struktur, hvor der udbydes ’frie’ bachelorhold, hvor der ingen emnemæssig binding er, med fælles procesvejledning og individuel vejledning.
LÆS OGSÅ: Genindfør det frie bachelorvalg på historiestudiet
Det har været et kolossalt ønske fra de historiestuderende og derfor er det også en kæmpe sejr, at det endelig er blevet besluttet. En sejr, der udelukkende kan tilskrives de studerende, som bakkede mig op som deres repræsentant i studienævnet for Frit Forum.
Vi får nu et historiestudie, hvor de studerende kan forme deres bachelor efter det, der interesserer dem, og efter den vej, de gerne vil gå i deres arbejdsliv. De studerende kan nu bruge deres bachelorprojekt til at undersøge baggrundene for væsentlige problemstillinger i samtiden frem for at være tvunget til at skrive om adelsdamers rejseformer i middelalderen.
En mulighed jeg aldrig fik, da jeg skulle skrive min bachelor, var for eksempel at undersøge de rodfæstede historiske narrativer, der præger landbrugsdebatten, og som er med til at gøre den til et følsomt identitetspolitisk emne for mange danskere – til trods for, at landbruget ikke har en nævneværdig samfundsøkonomisk betydning for Danmark. Den idé til et bacheloremne er hermed givet videre.
Der hersker generelt en mindre grad af tiltro end tidligere til, at demokratisk valgte repræsentanter leverer på det, de lover. Her vil jeg i al ydmyghed påstå, at det har jeg og Frit Forum gjort. Det fri bachelorvalg på historie er beviset på, at studenterpolitik rent faktisk betyder noget, og at det derfor er vigtigt, at flere studerende stemmer og engagerer sig. For vi kan på ingen måde være tilfredse med en valgprocent blandt de studerende på 14 procent. Det er simpelthen ikke godt nok.
LÆS OGSÅ: De studerende vil gerne engagere sig i univalget, men savner oplysning
Jeg har kæmpet en indædt kamp for genindførelsen af det frie bachelorvalg, som ellers blev fjernet på deres vagt
KU og dets studenterpolitiske foreninger har ansvaret for at vise, hvorfor studenterpolitik betyder noget. Og det gør vi bedst ved at ændre noget. Lige nu er der desværre mange studerende, som grundlæggende ikke tror, at studenterpolitik er vigtigt. Derfor møder vi, der er engagerede i en studenterpolitisk forening, også ofte ’hvad nytter det overhovedet, at jeg stemmer’-attituden. Svaret er egentligt ret simpelt. Vi kan ændre det meste, hvis vi vælger repræsentanter, som tør at udfordre de eksisterende rammer og strukturer.
Derfor faldt det mig også for brystet, da tidligere forperson for Studenterrådet Malte Sauerland Paulsen for nylig kritiserede Frit Forum for at bruge 5 dage om året på univalg og 360 dage på brok. Jeg kan personligt forsikre Malte og resten af Studenterrådet om, at jeg har kæmpet en indædt kamp for genindførelsen af det frie bachelorvalg, som ellers blev fjernet på deres vagt.
LÆS OGSÅ: Frit Forum og KS må i arbejdstøjet
Derfor klinger det hult, når Studenterrådet udruller deres sædvanlige floskler i Uniavisen, hvor Frit Forum fremstilles som onde statskundskabsstuderende i trenchcoats, som er fløjtende ligeglade med de studerendes ve og vel på KU. Jeg kan fortælle at jeg oftest går i uldsweater, ikke læser statskundskab og taler nok lidt for meget om de studerendes vilkår efter mine venners smag.
Måske det derfor vil gavne Studenterrådet med lidt selvransagelse, hvor de kunne overveje, om de egentligt repræsenterer andre end deres medlemmer af bestyrelsen og de fuldtidsansatte, som de betaler med de studerendes penge til at føre univalg og drive deres organisation.
Univalget står for døren, og det allervigtigste er, at du stemmer, så vores pressede studenterdemokrati bliver så repræsentativt som muligt. Det kræver en fortsat demokratisk konkurrence, hvor studenterpolitiske foreninger kæmper om de studerendes tillid. Derfor synes jeg, at du skal stemme på en vagthund til univalget, så vi sikrer fortsat forandring og udvikling på vores universitet.
LÆS OGSÅ: Studenterforeninger beskylder KU for at favorisere Studenterrådet
Det er nemlig aldrig populært at være den pisseirriterende person, der insisterer på, at vi gør tingene på en anden måde. Men nogle gange er det nødvendigt. Derfor håber jeg, at du vil stemme på Frit Forum, så vi kan få valgt kritiske vagthunde ind i de forskellige studienævn, akademiske råd og bestyrelsen. For der er brug for nogen, som tør at tænke nyt, udfordre strukturerne og stå vagt i gevær om de studerendes rettigheder. Især, når Studenterrådet hellere vil bruge deres kræfter på en negativ kampagne om Frit Forum i Uniavisen end på at trække i arbejdstøjet og skabe de forandringer, de studerende på KU forventer af dem. Derfor er det også heldigt for de studerende, at Frit Forum altid har deres ryg.
Univalget finder sted fra den 25. til den 29. november, og du kan stemme her.