Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

De studerende vil gerne engagere sig i univalget, men savner oplysning

Voxpop — Uniavisens studenterjournalister drog ud på campus for at tale med studerende om univalget. De fleste svarede, at de ikke aner, hvad der er på spil, men at de gerne vil vide det.

Kalenderen viser november og udover at være efterårets sidste måned, er det også måneden for univalget. Campus er så småt ved at blive prydet med valgplakater, fyldt med diverse slogans og mærkesager. Men med en stemmeprocent, der har ligget og rasler nede omkring 14 procent de sidste par år, kan man fristes til at spørge, om de studerende overhovedet ved, at der er valg?

Uniavisen har besøgt tre forskellige campusser for at undersøge sagen.

Vi starter vores voxpop på Center for Sundhed og Samfund, CSS, campus for de samfundsvidenskabelige uddannelser. Her kan man vist roligt antage, at valg normalt fylder mere end i den gængse befolkning. Mon det samme gælder for univalget?

LÆS OGSÅ: Der er valg. Det er vigtigt. Hvad skal du gøre? Her er en guide

Antropologistuderende: Vi har godt set plakaterne

Vi fanger Johannes von Eyben og Marie Nissen i midtergården på CSS. De er på vej hjem fra undervisning, og studerer begge antropologi på første semester.

Ved I, at der er univalg om lidt?

De nikker begge to. Johannes siger: »Altså vi har lagt mærke til plakaterne, der lige er kommet op, men vi aner ikke, hvad det handler om.«

LÆS OGSÅ: Det skal du vide om universitetets bestyrelse

Har I forslag til, hvordan der kan blive skabt mere opmærksomhed omkring univalget?

Johannes: »Man kunne eventuelt få nogen ud og fortælle om det til holdundervisningen eller forelæsningerne.«

Jeg kunne sagtens se mig selv glemme det

Johannes von Eyben, antropologistuderende, første semester

Marie nikker og tilføjer: »Vi kunne også godt bruge at få at vide, hvorfor det er relevant for os.«

Har I nogle vigtige mærkesager, I gerne ville have på dagsordenen til det kommende univalg?

Begge fremhæver den nært forestående flytning til KUA.

Marie: »Jeg har læst, at 75 procent af fælleslokalerne bliver skåret ned i den forbindelse. Det synes jeg, er problematisk, fordi det netop er en ting, der gør CSS nice, at der er en masse gode steder, hvor vi kan sætte os sammen uden for undervisningen.«

Har I tænkt jer at stemme?

Johannes: »Jeg kunne sagtens se mig selv glemme det, hvis der ikke kommer mere information ud om valget.«

Sociologistuderende: Valget kræver mere PR

I Katten, som er antropologi og sociologis studiecafé, finder vi fire kandidatstuderende, som sidder og lægger sidste hånd på noget gruppearbejde, inden de skal til vejledning. De er lige begyndt på deres kandidatuddannelse på sociologi. En af dem er skiftet fra RUC til KU.

Ved I, at der er univalg om lidt?

De nikker alle sammen, og Søren siger, at de er begyndt at se valgplakater rundt omkring på campus.

Nu har I jo været studerende i et par år efterhånden. Plejer I at stemme til univalget?

Alle ryster på hovedet.

Hvordan kan det være?

Søren: »Jeg tror ikke, at jeg har opfattet vigtigheden af det. Der skal mere PR på, synes jeg.«

LÆS OGSÅ: Det skal du vide om Akademisk Råd

Stemmeprocenten er altid forholdsvis lav til univalg. Tror I, det skyldes manglende information eller manglende interesse?

Jonathan: »Jeg kommer fra RUC, hvor vi jo også har univalg, og der fik jeg i høj grad den opfattelse, at det hele var lidt overfladisk. Det skyldes, at jeg aldrig rigtigt fandt ud af, hvad der egentligt skete med dem, der blev valgt ind – om de faktisk fik gennemført noget.«

Har I nogle vigtige mærkesager, I gerne vil have på dagsordenen til det kommende univalg?

Ingen af dem kan komme i tanke om noget, indtil Søren siger: »Jeg engagerer mig ikke sådan helt vildt meget i studielivet, så det eneste jeg rigtigt kan komme i tanke om, er flere toiletter på CSS.«

De andre griner lidt, inden de erklærer sig enige.

Kunne I finde på at stemme?

Søren: »Ja, nu kunne jeg godt.«

Det kunne de andre også, bekræfter de, inden de klapper computerne sammen for at skynde sig videre til vejledning.

Medicinstuderende: Jeg stemmer ikke

Vi cykler videre til Panum for at se, om stemningen er anderledes blandt kommende læger og tandlæger. De lange, lige gange er fyldt af studerende. Mange sidder og tripper, inden de skal op til mundtlig eksamen. Vi fanger Bjarke Børding, som læser medicin på fjerde semester, og som er på vej hen for at hente en kop kaffe.

Ved du, at der er univalg om lidt?

»Nej, det vidste jeg ikke.«

Jeg har ikke sat mig ind i sagerne, og så føler jeg ikke, jeg kan tillade mig at stemme.

Bjarke Børding

Skyldes det manglende interesse eller manglende information?

»Nok manglende interesse. Jeg læser her for at tage en uddannelse, ikke så meget for at stemme på folk, der måske kan gøre min uddannelse bedre.«

Har du nogle vigtige mærkesager, du gerne vil have på dagsordenen til det her univalg?

»Ikke rigtigt, nej. Jeg synes, det hele er meget godt.«

Tror du, du kommer til at stemme til næste univalg?

»Nej, det gør jeg ikke. Jeg har ikke sat mig ind i sagerne, og så føler jeg ikke, jeg kan tillade mig at stemme.«

LÆS OGSÅ: Det skal du vide om studienævnet

Religionsvidenskabsstuderende: Det kræver tid at sætte sig ind i valget

Vi tager videre til KUA. Selvom dagen er grå og kold, sidder Marie Moser udenfor og får lidt luft. Hun læser religionsvidenskab på tredje semester, og hun vil gerne snakke om univalget, for hun synes det er vigtigt, selvom hun ikke stemte sidste år.

Ved du, at der er univalg om lidt?

»Ja, jeg er så småt begyndt at se nogle plakater rundt omkring på campus.«

Har du stemt til det før?

»Nej, det har jeg ikke.«

Normalt ligger stemmeprocenten på omkring 14 procent. Tror du, den lave stemmeprocent skyldes manglende interesse eller manglende information?

»Helt klart manglende information. På trods af de mange plakater rundt omkring på campus, er det stadig forvirrende at finde ud af, hvem der mener hvad, og hvad forskellen på de forskellige kandidater er, og jeg ved heller ikke, hvor meget indflydelse de så har, når de først er valgt ind.«

Har du nogle vigtige mærkesager, du gerne vil have på dagsordenen?

»Nu ved jeg jo ikke, hvad der reelt er realistisk for et univalg, men jeg kunne da godt tænke mig, at der blev kigget på de nye SU-regler. Og ellers kunne det være fedt, hvis der kom mere fokus på studiemiljøet. Derudover går jeg selv på et meget lille studie, og vi føler os tit nedprioriteret i forhold til de større studier, og det kunne være dejligt, hvis der kom fokus på det.«

Du stemte ikke sidste år – hvordan kan det være?

»Der var jeg jo lige startet, og jeg havde godt set, det var der, men jeg var meget i tvivl om, hvad det egentligt var.«

Kommer du til at stemme i år?

»Det vil jeg gerne, men det kræver, at jeg bruger noget tid på at sætte mig ind i det.«

Filosofistuderende: Jeg stemte blankt sidste år

Vi møder Sebastian Dohn inde på et af KUA’s biblioteker. Han har en tyk Heidegger-bog foran sig, der afslører, at han læser filosofi. Han fortæller, at han er på sit tredje semester, og at han er helt frisk på en lille overspringshandlingssnak.

Ved du, at der er univalg om lidt?

»Ja, jeg har lige set en plakat med det.«

Har du stemt før?

»Ja, sidste år stemte jeg. Der fik man en croissant.«

Hvad stemte du dengang?

»Jeg stemte blankt, fordi jeg ikke syntes, at jeg havde sat mig nok ind i det til at stemme, så jeg gjorde det mest for croissantens skyld.«

Hvis jeg stadig er i tvivl, kommer jeg til at stemme blankt.

Sebastian Dohm

Stemmeprocenten er altid relativt lav til univalg. Tror du, det skyldes manglende interesse eller manglende information?

»Sikkert det sidste. Hvis der havde været en eller anden debat, hvor jeg lige havde hørt nogle kandidater fortælle om deres mærkesager, så føler jeg, at jeg havde vidst, hvem jeg skulle stemme på.«

Har du nogle vigtige mærkesager, du gerne vil have på dagsordenen?

»Til sidste univalg var der nogle, der havde som mærkesag at sætte mere fokus på psykologisk hjælp. Det syntes jeg, var meget fedt. Sådan noget med to-faktorgodkendelse siger mig ikke så meget.«

Tror du, du kommer til at stemme andet end blankt i år?

»Muligvis. Hvis jeg stadig er i tvivl, kommer jeg til at stemme blankt. Men hvis jeg lige pludselig får øjnene op for noget, jeg synes er fedt, så stemmer jeg da helt klart på det.«

Hvad skal der til?

Uniavisens rundtur på campus vidner alt i alt om, at der godt kunne vækkes en gejst for univalget, hvis der kom mere oplysning ud til de studerende. De færreste af dem, vi mødte, er direkte uinteresserede i det kommende valg – de synes bare ikke, at de ved nok om, hvad det egentlig er, valget handler om.

De studerende, vi mødte, savner både lavpraktisk information om, hvor, hvornår og hvordan man stemmer. Og så efterspørger de mere viden. Om mærkesager. Om hvor meget magt de nyvalgte medstuderende reelt har. Og tilstrækkelig viden til at kunne sætte et kvalificeret kryds hos en liste, de kan se sig selv i.

Det kan nås endnu: Afstemningen foregår fra 25. til 29. november. Læs mere her.

Seneste