Fyrre dage for et møde

For hvert minut kameraerne snurrer på Tårnby Station, mister Danmark 800 millioner kroner i form af tabte turistindtægter. Anslår vi. Her er i hvert fald i verdensklasse fladt, forstemmende og grimt. Og der er mange kameraer, som dokumenterer det.

Klokken kvart i ni onsdag står henved tusind fortrinsvis unge europæere, cirka halvt så mange pressefolk og en håndfuld indianere fra Latinamerika og skutter sig midt i al uskønheden og decemberkulden.

Trommer til tropper

En utrættelig percussiongruppe indgyder mod til dem, der i de foregående dage måtte have mistet det. I en serie præventive nålestik har myndighederne på forhånd trukket en lille håndfuld tænder ud på demonstranternes hårde kerne ved at anholde lederne (som den internationale talsmand Tadzio Müller), og ved at konfiskere deres forsvarsremedier (man må ikke modsætte sig arrest og tåregas), malingbomber og værktøj.

Man har også i et træk, der vel nok for lægfolk kan virke lidt småligt, snuppet aktivisternes cykler – mere derom senere.

Iben på 24, som læser historie på Københavns Universitet på femte semester, er med. Hun er her for at kræve taletid for en anden slags klimatopmøde, end det, der slingrer gråstribet mod en mere eller mindre uskøn diplomatisk kulmination i slutningen af denne uge. Taletid, der vel at mærke skal tages fra Mugabe, Løkke, Obama og de andre officielt indbudte gæsters konto. Den slags bliver man arresteret for.

Eksamensklar aktivist

Men det har Iben ikke tid til at blive. Hun har ganske vist afleveret sin eksamensopgave en uge tidligere for at have tid til at klimaprotestere. Men hun har også en flybillet til Istanbul om ganske kort tid, som hun ikke vil bytte for op til 40 dages tremmerusken – jævnfør lømmelpakken.

Så dagens demonstration bliver for Iben en balance mellem at lægge krop bag demonstrationen, måske endda stille den foran knippelslag og peberspray, men samtidig holde sig væk fra politiets grabber.

Og at dømme efter de tilstedeværende plakaters ikke synderligt ekstremistiske paroler er det dét, der adskiller de rigtige meninger fra rigtigt engagement: viljen til at få kolde fødder og prygl. Og så lige det med de 40 dage.

En bulet jordklode og et greb i nosserne

Demonstrationen sjosker af sted. 2.000 demonstranter er ikke et dårligt bud. Men det er næppe heller nok til at mosle sig vej ind på kongrescentrets område, hvor aktivisterne vil afholde deres bebudede folkemøde med udvandrede delegerede fra COP15.

Frontfigurerne er nogle små indianske damer fra Mexico med en lille bulet jordklode mellem hænderne og en historie at fortælle. Det får de lov til, for optoget bevæger sig rykvis frem, og journalisterne er klar til at lytte. De stikker ind og ud af demonstrantgruppen som sværdfisk om en stime makrel.

Det er ikke altid klart, hvorfor man standser. Men en enkelt gang bryder forklædte betjente ud af demonstranternes rækker, og haler i ekspresfart af sted med en forhåndsudpeget klimalømmel. Nålestik igen. De civilklædte har et godt tag i arme, ben og nosser på fyren. Ind i en pansret bil og videre i vild hast. Arrestanten ser bange ud.

Vi ringer til Iben. Hun så ikke noget til anholdelsen foran, men hun mener at kunne spotte flere civilbetjente, som forsøger at blende ind. Blandt demonstranterne summer rygtet om, at den ‘grønne blok’, som skulle løbe rundt om Bella Center og finde smuthuller ind, alle er blevet anholdt. Det, eller forsvundet i den blå luft.

Den blå blok er klar

Under metrobroen står forstærkninger. Den sorte blok, en grovkerne af aktivister, er kommet først og tripper for at komme i gang. Men ak. Hvad der på afstand lignede et kavaleri af friske tropper, viser sig snart at være lutter kampklædte betjente, der gumler chokoladebarer. Den marineblå blok er mødt talstærkt frem.

Lidt over 11 er demonstrationen næsten fremme ved målet. Iben ved ikke, hvad der skal ske. Man håber stadig på forstærkninger. Det er ret svært at komme frem til Bella Center herfra. Kun en enkelt bro krydser en bred kanal, som en voldgrav, og broen er lukket med et meterhøjt hegn, en hærdebred flok betjente og et par kassekøretøjer.

Politiet har slået ringmur omkring sceneriet. Stemningen er forventningsfuld. Har demonstranterne styrke til at stikke til verdenslederne? Trommer, larm, kæderne bevæger sig frem. Men det er tydeligt fra begyndelsen, at myndighederne har krammet på situationen.

Peber og lyserøde øjne

En enkelt forvoven sjæl kravler op på en af de forreste politivogne, og omgående får han følgeskab af en betjent, som til ære for verdenspressens snurrende linser, giver sig til at øse knippelsuppe. Fyren ryger ned.

En kile af betjente maser sig frem og trækker af sted med en af demonstrationens talspersoner, Stine Gry Jonassen, som de hiver ned fra den demovogn, hvorfra hun er kommet med opfordringer til sine medaktivister.

Frem af flokken af demonstranter vakler skikkelser med grædende, lyserøde øjne og næser, der løber. Peber. Og så lyder opfordringen til at forlade området. Demonstrationen bliver officielt opløst – alle tilbageblivende kan nu arresteres – og de firskårne hollændervogne rykker frem.

Cykelmur

En ung fyr løfter cyklen op på baghjulet og lader den pruste trodsigt i retning af politiets vogne. Flere cykler bliver ofret foran de fremrykkende biler – det ser imponerende ud, men politiet har med gårsdagens ransagninger sørget for, at aktivisterne kun har få cykler tilbage. Og de bliver let krøllet til skrot.

Fra presselogen bag hollændervognene synes vi at få øje på Iben, der står et sted helt inde ved demovognen. En flok demonstranter forsøger at bevare kontrollen over højttalere og podium. Bella Center synes glemt, nu gælder det bare om at stå det igennem.

Universitetsavisen smutter.

Intet kompromis

Og så ringer Iben pludselig. Og vi går tilbage og finder hende igen, fortsat på fri fod, men med en øm arm efter knippelhug og indtørret magnesiumsnask på begge kinder. Det tager noget af irritationen fra politiets peberspray.

»Politiet var mindre voldelige, end jeg havde forventet. Men de var stadig for voldelige. Der var ingen grund til at bruge peberspray og knipler,« siger hun.

Det er den demokratiske proces, der mangler ved møderne i Bella Center, mener Iben. Hun har ingen tillid til, at politikerne kan frigøre sig fra de stærke lobbyorganisationer, som forsøger at gennemtvinge et klimasvagt kompromis i København. Det nytter ikke med et kompromis i den her sag, siger hun.

»Og det bliver et kompromis med de folk, der er inde på den anden side,« siger Iben. »Vi skal lukke for brugen af kul og tjæresand nu, stoppe fældningen af regnskovene og indstille de monolandbrug, der smadrer naturen.«

Prygl til delegerede

Det planlagte folkemøde får ikke følgeskab af COP15-delegerede, som politiet har standset i deres udvandring. Med knipler, går ordet blandt demonstranterne. Og at forhindre de folk, klimaforandringerne går værst ud over, i at komme til orde, er det mest udemokratiske ved myndighedernes fremfærd, mener Iben.

Hun er dog stadig overbevist om, at det var en god idé at forsøge at sætte en anden dagsorden for mødet i Bella Center.

»Det er udemokratisk ikke at høre folk herude,« siger hun. »Politikerne skal komme op af deres hul i jorden og høre på folk i stedet.«

Omkring 260 demonstranter, primært fra den grønne blok var onsdag eftermiddag arresteret.

chz@adm.ku.dk, ser@adm.ku.dk