Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Generation stress

Studieliv — Efter at have pisket dem i årevis med reformer og punket dem med formaninger, synes politikere og meningsdannere pludselig, at det er synd for de danske studerende. De trives jo ikke, viser undersøgelser. Men kan Generation Stress tillade sig at tro på, at tingene bliver bedre, spørger artiklens forfatter, som mindes sit eget slackerliv som studerende.

En urimelig og fornærmende tradition tilsiger, at der for hver ny årgang unge skal findes et mærkat, altså en overfladisk samlebetegnelse, som omverdenen klistrer på hele flokken. Sådan at man ved, at det er sådan, de unge p.t. er. Til skiftende tider har de unge været, fx, curlingbørn, millenials, fucked-up, snefnug, generation selfie eller – hvis det var mig, der skulle vælge årets mærkat – generation stress.

Stress har et godt år i 2018.

»Da jeg talte til Folkemødet på Bornholm sidste år, spurgte jeg, hvorfor så mange børn og unge har det så dårligt. Jeg har aldrig fået så mange reaktioner på en politisk tale,« skrev formand for Socialdemokratiet og leder af den danske politiske opposition Mette Frederiksen på sin hjemmeside før sommerferien.

De har gjort alt og samtidig kan vi se, at de har ondt i livet

Fhv. uddannelseminister Søren Pind om de studerende

I sin tekst lover Frederiksen at bekæmpe en usund præstationskultur, ligesom hun på folkemødet valgte at skrotte sit partis politik om at fyre op under de studerende med det såkaldte uddannelsesloft, der forhindrer, at man vælger en ny uddannelse, hvis man kom til at tage en, der var et vildspor. Den såkaldte karakterbonus skal også dø, hvis det står til socialdemokraterne. Det er den regel, der siger, at unge, der skynder sig fra gymnasiet og ind på uni, må gange deres snit med 1,08, hvilket selvfølgelig har pumpet adgangskravene tilsvarende.

Frederiksen har med sine meldinger brudt med flere års fastlåst politik om at skabe hurtigere, mere fokuserede studerende, og det kommer ifølge Sana Mahin Doost, forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd, efter at landets studerende ellers i årevis er blevet afvist af politikerne som forkælede, når de gav udtryk for at være under pres.

Den borgerlige regering giver også for tiden udtryk for en nyvunden omsorg. »De har gjort alt og samtidig kan vi se, at de har ondt i livet,« lød venstrepolitikeren Søren Pinds svanesang til P1, da han stemplede ud som uddannelsesminister i maj i år. Og Pinds efterfølger, iværksætteren Tommy Ahlers overtog fra første færd synspunktet: »Det har virkelig påvirket mig, hvor mange studerende, der føler sig stressede,« sagde han til Kristeligt Dagblad.

Det synes de gamle

Studenterpræst på Københavns Universitet Inger Lundager bekræfter billedet. I et nyere interview med Uniavisen siger hun, at »unge i dag er vokset op i et samfund, hvor konkurrence og præstationer fylder meget,« og at mange derfor uundgåeligt opfatter sig som utilstrækkelige. Til overflod skammer de sig over disse nederlagsfølelser.

Krasse tal

40,5 % af alle kvinder i alderen 16-24 år er stressede.

For de unge mænd gælder det cirka hver fjerde.

Kilde: Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil 2017

På Københavns Universitet er over hver anden studerende ofte eller meget ofte stresset.

Kilde: Dansk Magisterforening

Tina Kaare var i fire år indtil 2017 Københavns Universitets studenterambassadør, altså ansat til at yde upartisk juridisk vejledning til studerende om problemer i deres studieforløb. I dag er hun blandt andet selvstændig coach for studerende, og i sine møder med hundredevis af dem, har hun konstateret, at alle typer studerende kan løbe ind i problemer i deres studietid. Mistrivsel er ikke forbeholdt studerende fra bestemte fag eller i forvejen særligt sårbare grupper, siger hun.

»Jeg skal ikke kunne sige, om problemet er blevet værre, og jeg har jo også i kraft af mit arbejde netop mødt de studerende, der har haft det svært. Men fælles for mange af de problemer, de studerende er kommet med, er, at de kan ledes tilbage til en eller anden form for pres,« siger Tina Kaare.

Karakteristikken af de unge som stressede underbygges også af hårde data. Ifølge Sundhedsstyrelsens ‘Nationale Sundhedsprofil 2017’ er især de unge kvinder mellem 16 og 24 hårdt ramt. I den gruppe er 40,5 procent stressede, mens det for de unge mænd gælder cirka hver fjerde. Ingen anden aldersgruppe er mere stressramt. Og på Københavns Universitet ser det endnu værre ud: Ifølge en undersøgelse fra Dansk Magisterforening er over hver anden studerende ofte eller meget ofte stresset.

Vi er landet i en fælde, hvor fokus er skiftet fra indhold til point. Så stiger stressniveauet
Steen Visholm, professor i organisationspsykologi

De små partier i Folketinget var tidligere ude end de store, når det gælder studenterstress. Fx har både SF og Alternativet i løbet af 2017 lagt forslag frem om at skrue ned for brugen af karakterer, og SF har foreslået helt at droppe den fremdriftsreform, der har gjort det vanskeligt for studerende at tage orlov og uddanne sig i et tempo, de selv ønsker eller magter. SF var ellers selv med til at aftale fremdriftsreformen for kun fem år siden i 2013.

Sågar Det Radikale Venstre, hvis formand, Morten Østergaard, var selveste reformens bannerfører som uddannelsesminister, har foreslået at rulle noget af den tilbage igen. Pisken slog altså for hårdt. Eller også har – som De Radikale selv formulerer det i et udspil fra 2017 – elever og studerende »reageret uhensigtsmæssigt stærkt på tiltagene.«

Uhensigtsmæssigt stærkt? Måske er mistrivsel og stress den største dagsorden overhovedet på uni i øjeblikket og i studerendes udsagn i den offentlige debat, og alligevel hævder politikerne, at stress-bølgen er kommet som en overraskelse. Men jeg tror godt, jeg ved hvorfor.

Kristen ironi

I Sundhedsprofilen er stressniveauet målt ved den almindeligt anvendt test Cohens Perceived Stress Scale, der består af 10 spørgsmål om, i hvilket omfang man i de sidste fire uger har oplevet sit liv som uforudsigeligt, ukontrollerbart eller belastende, og om man føler sig nervøs eller stresset.

Det mærkelige er, at de to ord uforudsigelighed og ukontrollerbarhed slet ikke ville være blevet forbundet med stress for en masse af os, der begyndte på uni for 20 år siden. Vi der fik det lidt uelskværdige prædikat ‘generation fucked up’. Snarere var det dengang en dyd at omfavne det uforudsigelige, at lade hjertet tage kontrollen frem for forstanden. Vi lærte det i skolen.

Flashback: Jeg havde to læsemakkere på Statskundskab dengang omkring årtusindskiftet, og vi tre var enige om, at vi godt kunne lide at spise varm mad til frokost. Vores læsemøder handlede enormt meget om varm frokost. Og når der var eksamen, dulmede vi nerver og kalibrerede det fælles fokus med en whiskysjus og en enfoldig sang fra en kristen lejrbåls-sangbog:

Tynd som en tændstik/
Rund som en bold/
Eller midt imellem/(håndklap)

Sang vi. Og omkvædet lød:

Du er dig, og du duer/
Du er dig, og du duer/
Du er dig, og du duer/
For du passer perfekt i Guds plan.

Og så en sjus og en eksamen.

Og, ja, bagved lå perioder med eksistentiel studenterrådvildhed, som i perioder endda var stressende, når den var ledsaget af kærestesorg eller forbigående økonomisk ruin, men heller ikke værre, end at man kunne reparere følelsen i nogen grad med varm pasta bacon i flødesovs med julienneskåret gulerod og squash.

Samt en plan B. Der var tid til plan B’er. Og i øvrigt var andelslejligheder stadig billige.

Min generation blev eksponeret for et på mange måder tilbagelænet ideal.

Pointen er, at det var en tid, hvor mange af heltene var dropouts eller distancerede ironikere; fra typer som den dorske men indtagende The Dude i Coen-brødrenes The Big Lebowski fra 1998, eller Jakob Cedergrens pengeløse hængerøv i Voksne mennesker (2005) eller periodens musikalske arketype indierockeren, som er en pessimistisk, men også ret selvtilfreds iagttager af det liv, som kun idioter lever på kapitalens strukturerede måde. Kort sagt: Min generation blev eksponeret for et på mange måder tilbagelænet ideal.

Og selvfølgelig var der også en del, der i al stilfærdighed gjorde karriere, og som i dag bestemmer i vores samfund. Og selvfølgelig var slacker-idealet også en bekvem undskyldning, som de voksne kunne bruge for at lade de unge, der vitterlig droppede ud, droppe ud. Hårdt.

De nuværende politiske ledere er født nogenlunde samtidig med mig. Så jeg kan godt forstå, hvis de har været længe om at se stressambulancens blå blink nærme sig i horisonten. Hvilket selvfølgelig ikke undskylder, at det sker.

De onde gamle dage

Omsorg for studerende er noget nyt i Danmark.

Studenterrådgivningen er intensiveret på mange niveauer, og god uddannelse er blevet et strategisk mål i universitetets årsplaner på linje med kvalitet i forskningen.

De prioriteter fandtes ikke i de onde gamle dage. For onde var de, omend på en måde, der i dag ikke rigtig kunne lade sig gøre, fordi der ikke er tid til at lade ondskaben udfolde sig på grund af fremdriftskravene.

Folk ville blive smidt ud fra uni i dag, før det onde skete. Specialesumpen findes ikke mere, men hvis man vil genkalde sig den, kan man bare læse forfatteren Jan Sonnergaard (1963-2016), som skrev så hårrejsende om de studenterspøgelser, der henslæbte æoner på KUA i 1980’erne og 1990’erne.

Gennemførsel

64 procent af de studerende på Humaniora og 86 procent på Sundhedsvidenskab gennemførste deres uddannelse på 6 år i 2017.

13,4 procent af de førsteårsstuderende stoppede på KU i 2017 mod 18 procent i 2007.

Sonnergaard var samtidig en morsom forfatter, men da Uniavisen på et tidspunkt til en artikel bad ham fortælle om sin sjoveste oplevelse på KU, havde han i alt nul sjove oplevelser at dele:

»Der var intet sjovt ved at opholde sig dét sted dé år. Der var højst nogle tragikomiske hændelser, eller groteske. Koldgroteske,« sagde han.

Og måske var det endnu ondere i generationen før Sonnergaard. Frafaldet i 1950’erne og 1960’erne var i hvert fald stort, selv om det ikke havde datidens politikeres store opmærksomhed. I Statistisk Årbog fra de år kan man se, at kun omkring 10 procent af de studerende i de årtier tog en afsluttende eksamen seks år efter at være begyndt. Mange af dem er helt enkelt aldrig blevet færdige.

Hvad blev der af dem? Havde de mon stress i tiden, før deres akademiske ambition brat blev knust, eller blot smølfede sig bort i en eller anden form for lønarbejde uden grundlag i et eksamenspapir?

I dag gennemfører langt de fleste deres uddannelse på seks år, på KU gjaldt det i 2017 64 procent af de studerende fra Humaniora og 86 procent af dem på de sundhedsvidenskabelige fag. Frafald er der stadig, men det går bedre – 13,4 procent af de førsteårsstuderende stoppede på KU i 2017 mod 18 procent i 2007.

Det er succestal, men når vi taler om studielivet nu, taler vi om fiasko. Om perfektionisme, karakterjagt og karakterinflation, mistrivsel og selvfølgelig stress. Det er da et 90’er-ironisk paradoks.

Er det mig eller systemet?

Al omsorg for de unge er ikke ens. Mens venstrefløjen lægger ansvaret for stressbølgen på de reformer, den for en stor del selv har stået bag, og på samfundets krav om præstationer, har borgerlige politikere i stedet fremhævet, hvordan de unge reagerer på ydre pres og deres dårlige prioriteringsevne og forældrenes ringe opdragelse. Det er vigtige forskelle, for det er det, der afgør, om det er samfundet eller de studerende, der skal lægge stilen om.

Ifølge undervisningsminister Merete Riisager (LA) går de unge ikke mindst op i at være perfekte. Faktisk, siger hun i et interview med mediet Altinget, lægger de unge kun i ringe grad vægt på deres præstationer, mens de er overoptagne af at fremstå på den rigtige måde.

»I en præstationskultur krediterer man dem, som gør det godt. Det er en kultur, hvor man udfordrer elever og studerende til at gøre deres ypperste. Det kan både handle om at præstere godt og om at udfordre sig selv. Vi har ingen præstationskultur af betydning i forhold til stort set alle andre lande. Men vi har en perfekthedskultur, og det er meget værre,« siger Riisager, der over for Altinget bebrejder de unges forældre, at ungerne ikke kerer sig om mere fornuftige ting.

Og ifølge Riisagers kollega, uddannelsesminister Tommy Ahlers, er det egentlige problem bag de studerendes stress, at de mangler robusthed. I sit tiltrædelsesinterview med Kristeligt Dagblad gør uddannelsesministeren det klart, at hans kur mod stress ikke er traditionel afstressning, forstået som et mindre arbejdspres. For:

»Min erfaring er, at det, der stresser, ikke så meget er, at man presser og stiller krav.« Han afviser samtidig at give de studerende længere snor: »Vi kan ikke bare give de studerende to måneder mere at blive færdige på, så er den klaret,« siger han, der også vil have »sendt signaler om, at de godt må bruge tid på deres studium.«

Stress eller pres

Tommy Ahlers har også (i et interview med Deadline på DR) indført et interessant skel mellem stress (som er dårligt) og pres (som er godt). Og pres klinger nok også bedre. Der kommer jo gode ting ud af pres – rullepølse og diamanter ville fx ikke eksistere uden vedvarende pres. På den anden side opstår perler, når man stresser en østers med et sandkorn. Måske er stress også godt?

Stresshåndtering bliver med de to ministre i hvert fald for en dels vedkommende til et krav om at modstå perfektionen og udvise robusthed over for det pres, livet – og politikernes reformer – tilskikker en. Men ifølge forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd Sana Mahin Doost er stresshåndtering ikke de studerendes primære opgave. Hun vil hellere have nye betingelser for studielivet, siger hun.

Systemet er blevet et perfekthedssystem, hvor man ikke accepterer fejl, og det er der, vi skal sætte ind

Forkvinde Sana Mahin Doost, Danske Studerendes Fællesråd

»Ordet robust er misbrugt. Jeg mener, at rammerne og fællesskaberne skal være robuste nok til at kunne hjælpe os, når vi falder,« siger hun. »Vi har brugt mange år på at få anerkendt, at der er problemer med mistrivsel blandt de unge. Det er der ikke mange politikere og meningsdannere, der har villet anerkende, men det er der flere og flere, der melder ud, at de gør nu, og det er dejligt. Til gengæld er der en tendens til, at man lægger ansvaret over på individet og siger, at den enkelte unge ligger under for en perfekthedstrang.«

»Men man er nødt til også at forholde sig til de omkringliggende vilkår for unges liv,« siger Sana Mahin Doost, der også afviser, at det er en løsning at fortælle de, at det er okay at fejle, når arbejdsmarkedets realitet er, at det er det ikke.

»Lige nu står politikerne i kø for at sige: Du skal nok klare det! Jeg har også fejlet, og det er fint nok at fejle. Men ord er ikke nok i den her sammenhæng. Hvis din idrætskarakter afgør, om du kan komme ind på din drømmeuddannelse, kan du ikke bare slappe af og fejle. Man underkender, at der er et præstationsbehov og anerkender ikke de faktiske forhold. Hvis du dumper en eksamen, risikerer du at ryge ud. Du kan ikke bare fejle. Systemet er blevet et perfekthedssystem, hvor man ikke accepterer fejl, og det er der, vi skal sætte ind.«

Konkurrencekultur på uni

Den slags systemiske problemer ved professor i organisationspsykologi på Roskilde Universitet Steen Visholm en hel del om. Han sporer den omsiggribende stress tilbage til udviklingen på universiteterne selv, hvor man har bevæget sig fra en kaldsorienteret arbejdsform, hvor passionerede forskere var superinteresserede i det, de lavede – intrinsisk motiverede, kalder han det – til at det nu er blevet et spil, hvor man skal skaffe sig point på alle mulige måder, fx ved som forsker at få sit navn på så mange forskningsartikler som muligt.

»Det har forplantet sig til studenterverdenen, hvor kvantitative mål fylder mere og mere og gør det til noget sportsagtigt at uddanne sig,« siger Steen Visholm. »Som lærer skal man udfylde flere og flere skemaer og få aktiviteterne tilrettelagt på en måde, så man kan give dem en score. Det stjæler mening fra det, man laver. Og oplever man krav, der ikke giver mening, skaber det stress. Vi er landet i en fælde, hvor fokus er skiftet fra indhold til point. Så stiger stressniveauet. Det er et strukturelt problem.«

Man skulle droppe fremdriftsreformer og den slags, der ser meningsfuldt ud fra et finansministerkontor, men som passer dårligt i den enkeltes livshistorie, mener Steen Visholm:

»Man skal dæmpe det mere formalistiske og spilagtige ved universitetet. Så får folk intrinsisk motivation i stedet for ekstrinsisk. I Finansministeriet er man ved at få øjnene op for, at folk ikke kun er motiverede af penge og den slags, men også, hvad psykologer har vidst længe, af at gøre en forskel for andre mennesker,« siger han.

»Man har mistet en god del motivationel energi i mange år ved kun at satse på det mere målbare. Man har opgjort uddannelser værdi ud fra, hvor man kan tjene flest penge, og det er et endimensionelt kriterium, hvor der burde være mening i stedet for.«

Hele samfundet i mistrivsel

Universitetet er kun en lille del af samfundet, men diagnosen af vores tid som særligt præget af konkurrence og kvantitet frem for mening kan godt udbredes. Mest kendt er nok Ove Kaj Pedersens karakteristik af Danmark som en konkurrencestat, hvor borgerne er fodsoldater i økonomiens tjeneste, hvilket alene i beskrivelsen forekommer stressende.

En anden interessant problematisering af samfundet i dets helhed findes hos litteraten Mikkel Krause Frantzen, som i en aktuel bog bygget på hans ph.d.-afhandling fra KU slet og ret diagnosticerer vores tid som deprimeret. Frantzen udmaler, hvordan han mener, at vores lykke som mennesker er blevet flettet sammen med det økonomiske system, og at der er opstået et kulturelt krav om, at borgerne skal være positive, glade og lykkelige. De skal, kunne man sige, præstere lykke. Mikkel Krause Frantzen kalder endda i en kronik i Politiken kravet om lykke for vor tids moralske orden.

Han eksemplificerer kravet om lykke ved at citere en passage i Lars von Trier-filmen Melancholia, hvor den deprimerede unge Justine bliver mødt med et krav om at være lykkelig fra sin svoger John, som har betalt for hendes bryllupsfest. Det er let at læse scenen som en komprimeret version af kontrakten mellem samfundet, der tilbyder uddannelse og SU, og de studerende, der skal præstere for pengene:

John: »Er du klar over, hvor meget den fest koster mig? Bare et slag på tasken?«
Justine: »Nej. Burde jeg det?«.
John: »Ja, det synes jeg. Rigtig mange penge. Enormt mange penge. Det hvide ud af øjnene for de fleste«.
Justine: »Bare du synes, de er godt givet ud«.
John: »Det kommer an på, om vi har en aftale«.
Justine: »En aftale?«.
John: »Ja, en aftale. Om at du skal være lykkelig«.
Justine: »Ja. Selvfølgelig har vi aftale.«

Venstrefløjen og studenterpolitikerne (som nok også i denne sammenhæng er venstrefløjen) vil forandre de unges vilkår, mens de borgerlige politikere vil forandre de studerendes indstilling. Begge tilgange bunder i, hvad der ligner helt reel omsorg for de studerende, hvilket i sig selv måske kan fejres som et nybrud i akademia. Og mon ikke også begge tilgange har noget for sig?

For ifølge den tidligere studenterambassadør Tina Kaare kan man i hvert fald ikke fjerne stress med et snuptag.

»Jeg tror ikke på, at der findes quickfixes som kan fjerne de studerendes pres og stress,« siger Kaare, der i stedet opfordrer til, at den enkelte stiller sig et spørgsmål. Vil man være en af dem, der evigt går rundt med en bog, så enhver lille pause kan udnyttes til at lære lidt ekstra? Eller bør man tillade sig at tro på, at det også i det lange løb lønner sig at lade såvel egne som det sportificerede universitets krav sejle deres egen sure sø og forsøge at nyde livet i de år, hvor man tilfældigvis også skal studere?

»Spørgsmålet er, om man har tid til at lade være,« siger hun.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste