Koranforsker: Hvorfor kan vi ikke tale om retræterum som de bederum de reelt er?

Flere måneder efter den parlamentariske debat om et forbud mod de såkaldte ‘retræterum’ på universiteterne bobler diskussionerne stadig rundt omkring. Et af de vigtigste temaer er hvorvidt de overvejende benyttes af muslimske studerende og ansatte. For at få en sagkyndig vurdering, har Uniavisen talt med Thomas Hoffmann, der er internationalt anerkendt professor med speciale i Koran- og islamstudier ved Det Teologiske Fakultet.

Er retræterummene de facto islamiske?

Den danske bederums-debat blev skudt i gang af Dansk Folkepartis Marie Krarup, der hævdede, at de multireligiøse bederum er »de facto islamiske«. Mener du, at de rum, der findes på blandt andet Københavns Universitet, bekræfter dette?

»Det er vist en politisk overdrivelse. Rummene anvendes – ifølge brugerne selv – også af andre end muslimer. Rummene kan også bruges forskelligt på forskellige institutioner. Jeg har besøgt et retræterum på Søndre Campus, som jeg opdagede ved et tilfælde, og mine observationer er hovedsageligt baseret på besøg i dét rum, hvor flere ting pegede i retning af islam. Også flere, end der har været fremme i debatten, synes jeg.

Jeg fik også mindelser til moskeer på grund af manglen på stole. Man formodes at skulle sidde på gulvet.

»For det første er der væg til væg-tæppe. Ikke typisk kontorfilt, men et persisk tæppe. De eneste hellige rum, der ellers har dem, er moskeer. Du finder dem ikke i kirkerne; du finder dem ikke i synagogerne; du finder dem ikke i andre templer. Og jeg ved tilfældigvis, at tæppet i rummet på Søndre Campus er en donation fra nogle af rummets muslimske brugere. Da jeg første gang besøgte rummet, var der også et bedetæppe lagt i retning mod Mekka. Ved et senere genbesøg var tæppet væk, men jeg bemærkede i dagens løb, at en enkelt muslimsk kvinde bad der. Jeg fik også mindelser til moskeer på grund af manglen på stole. Man formodes at skulle sidde på gulvet.

»En anden ting der slog mig, er regelsættet for rummets brug. Der hænger en trykt A4-side, der angiver retninger for brugernes ønskede opførsel. Et af punkterne handler om enten at tage skoene af eller at iføre sig et par raslende blå overtræksfutter af plastic. Det eneste religiøse rum, hvor man ellers forventes at smide skoene, er i en moske.

Er det forbudt at tale om billedforbuddet?

»I en Facebook-debat var der nogle, der påpegede, at det med skoene er en hensigtsmæssig foranstaltning, der skal skåne det fine tæppe. Jeg er enig i, at det er en praktisk regulering, men det overrasker mig, at ingen har påpeget, at samme påbud er unikt gældende i moskeer. Dertil kommer, at ordensreglerne ikke tilbyder nogen forklaring på, at man bedes lægge fodtøjet. Den selvfølgelige indstilling, hvor man ikke behøver eksplicitte argumenter, men kan nøjes med indirekte hints – det ligger ret godt i tråd med religiøse doktriner.

»Ifølge en anden regel må brugere heller ikke sætte billeder op af dyr eller mennesker. Om dette forbud var der kun en pseudo-forklaring i form af tilføjelsen ‘af hensyn til for eksempel jøder og muslimer’. Hvorfor er udtrykket ‘for eksempel’ skudt ind? Resultatet er en mærkeligt eufemistisk formulering. Man ønsker ikke udtrykkeligt at sige, at rummene er til kristne, muslimer eller jøder. Men de eneste andre religiøse rum der forbyder den slags billeder, er synagoger – i hvert fald de konservative – og moskeer.

»Reglerne udfører en form for psykologisering på vegne af de mennesker, der bruger lokalet. Og selvfølgelig har mennesker følelser – eller sensibiliteter – og lægger mærke til eventuelle billeder. Men i sidste ende er disse følelser eller sensibiliteter skabt af – og reguleres ved – religiøse love. Det er grunden til, at der er billedforbud inden for moskeens rammer. Når jeg underviser mine elever i den islamiske billedkultur, taler vi om, at det paradoksale i, at det ellers er en meget visuel verden. Der er masser af billeder rundt omkring i islamiske lande, men vi har aldrig nogensinde udgravet en moske, hvor levende væsener blev afbildet. Men så snart du forlader moskeen, er der masser.«

Rummet [vil] statistisk set mest […] blive brugt af muslimer, fordi de er nødt til at foretage deres obligatoriske bønner flere gange dagligt, hvis de vælger at foretage dem her

»Jeg vil mene, at rummene til en vis grad er defineret af de mennesker, der bruger dem. Salah, den rituelle islamiske bøn, bør praktiseres fem gange om dagen. Og hvis du er praktiserende muslim, besøger du næppe rummet fem gange i løbet af en arbejdsdag, fordi du sikkert befinder dig andetsteds i de tidlige morgentimer og om aftenen – men måske to eller tre gange. Det betyder dog alligevel, at rummet statistisk set mest vil blive brugt af muslimer, fordi de er nødt til at foretage deres obligatoriske bønner flere gange dagligt, hvis de vælger at foretage dem her. Og i den forstand bliver rummet udformet og kendetegnet ved tilstedeværelsen af ​​dets brugere. Men jeg har ikke lavet en statistisk analyse af brugen af ​​retræterummene.

Vi skal åbne debat-ballet

»Jeg læste for nogen tid siden en artikel i Uniavisen, hvor journalisten spurgte nogle tilfældige studerende, der passerede retræterummet, om de brugte det af og til. Et par af dem svarede: ‘Nej, er det ikke kun for muslimer?’ Så også på det perceptuelle niveau er rummet defineret. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke påstår, at muslimer har krævet hævd over lokalet. Jeg har set andre bruge det, og det kan på demokratisk vis reserveres af alle, der ønsker at benytte det til rituelle eller andre formål. En kristen, en hindu, en yogaudøver – de er alle velkomne. Min anke er, at ingen ønsker at tale om rummet som religiøst, og at ingen ønsker at anerkende dets islamiske funktioner og indretning, og det irriterer mig faktisk lidt. Samme tendens går igen i selve navngivningen, et ‘retræterum’ er en meget eufemistisk og fluffy betegnelse, en slags newspeak.«

Støtter du så, at rummene opretholdes, eller synes du, at de skal afskaffes?

»Når folk beslutter sig for at være enten for eller imod disse rum, defineres alle deres argumenter herefter. Men jeg synes ikke, at sagen er så simpel; jeg er ret ambivalent. Der er gode grunde til både at lukke dem og til at give dem fri. Hvis vi vil fortsætte med at åbne retræterum på uddannelsesinstitutioner, hvor skal vi så stoppe? På universitetsniveau, i gymnasier, eller skal tilbuddet også gælde vi i folkeskoler? Det er den debat, vi skal åbne. Hvis vi ønsker at fortsætte ad denne vej, vil der være flere nye steder, hvor man kan argumentere for et behov for retræterum. Er det noget, vi ønsker?

»På den anden side tilbyder moderne vidensinstitutioner mange forskellige tjenester til deres studerende og ansatte. Du har fredagsbarer, lejlighedsvise filmklubber, diskussionsgrupper og fitnessfaciliteter. Hvorfor skulle vi ikke levere et tilbud til religiøst troende, når andre fællesskaber har lokaler, hvor de kan udøve deres interesser?

»Jeg er også ambivalent over for hele offentlig versus privat-diskussionen. Rummene befinder sig i offentlige institutioner. Men det lader til, at vi ønsker at forvise religiøse mennesker og dem, der har en offentlig holdning til religion til et afgrænset sted, en slags safe zone efter amerikansk forbillede. ‘Værsågod. Dette lille rum er til dig og sådan nogle som dig, for vi bryder os virkelig ikke om at se det offentlige rum inficeret eller domineret af religion’. Hvis vi var ægte tolerante, ville vi sige: ‘Vi behøver ikke de rum, for I kan bruge fællesarealer, gange og klasseværelser til samme formål’. Men vi er ikke vant til at se muslimer praktisere deres bøn, som mange måske stadig betragter som en uvelkommen indtrængen.

Et ‘retræterum’ er en meget eufemistisk og fluffy betegnelse, en slags newspeak.

»Endelig hyldes disse rum som steder, der er defineret af harmoni, tolerance og pluralisme. Det gør mig også ambivalent. Såvidt jeg ved, er det sandt, at der ikke er nogen åbne konflikter mellem forskellige brugere af retræterummene. Men samtidig er der en vis passiv-aggressiv spænding i luften, når vi diskuterer emnet.

»Det var helt tydeligt på min egen Facebook-konto, hvor jeg stillede nogle af de samme spørgsmål. Folk kan blive meget fornærmede, hvis nogen argumenterer for lukning af ​rummene. Og omvendt, det gælder også, hvis du argumenterer imod lukninger. Det så vi også i den parlamentariske debat, hvor mange folketingsmedlemmer var usikre på, hvad de egentlig skulle mene. Nogle tog rummene i forsvar, men vidste ikke, hvordan det vil påvirke kristendommen. Andre ønskede at undersøge sagen yderligere. Og endelig valgte mange en middelvej, hvor de lagde ansvaret ud til de enkelte institutioner.

En sekulariseret dansk mellemvej

I den parlamentariske debat blev spørgsmålet om den danske kristne arv blandet med en bestræbelse efter en neutral sekularisme. Hvilket syn på sekularisme har vi i det danske samfund?

»Den form for sekularisme, vi har i Danmark er meget forskellig fra den form for verdslighed, du finder i for eksempel Frankrig, som har meget strenge love om ‘laïcité’  I Danmark er det hele mere sammenblandet. I det offentlige rum finder vi masser af religiøsitet. Men det er så velkendt for de fleste af os, at vi slet ikke tænker det offentlige rum som religiøst præget. Vi har kirker overalt, vi har kors på flaget og i passet, og vores liv og tænkning er dybt påvirket af protestantismen. Kristendommen er overalt, også hos danskere, der ikke fører et aktivt religiøst liv. Tænk bare på julen og de følelser det kan rejse, hvis juletræet er i fare et eller standet sted. Det skyldes sjældent en dybfølt kristendom, men en form for kulturel kristendom, der er iblandet danske traditioner.

Selv om danskerne taler meget om religion i disse år – langt mere om islam end kristendom – så er mange danskere religiøse analfabeter.

»Nogle danskere ville foretrække den mere konfronterende franske model. En anden gruppe hælder mod den britiske model med egentlige ‘multireligiøse’ rum med piktogrammer for alle religiøse traditioner udtrykkeligt angivet ved skiltning. Briterne har en vis åbenhed og kosmopolitisk tradition, når det kommer til at tale om og favne forskellige religioner. Det skyldes nok deres koloniale fortid, at de er bedre vant til at arbejde med forskellige kulturer og religioner.

»Den britiske model har også sine svagheder. Borgerne har brug for at der er en kerne, de kan stole på. Og i den forstand er den danske sekularisme et kompromis mellem den franske og den britiske model. De fleste mennesker sympatiserer med at religiøse medborgere har lov til at udøve deres tro, men de foretrækker, at det foregår på en ikke synlig måde.

Er retræterummene neutrale?
»Hele tanken om neutrale rum er meget naiv. Ikke engang et helt sterilt rum vil være neutralt. Og selv om danskerne taler meget om religion i disse år – langt mere om islam end kristendom – så er mange danskere religiøse analfabeter. Folk kender ikke ret meget til de forskellige religioners rige og farverige verden, og det ville ellers være fint og kosmopolitisk at løfte blikket mod dem.

»Til gengæld synes jeg at bederums-debatten kunne have gavn af en større magtkritik rettet mod religioner. Religion er ikke kun noget, der tilhører de undertrykte. Religioner har stærke magtbaser og stærke traditioner for at troende ofrer hele deres eksistens til religioner. Både religiøse og ikke-troende må erkende, at der også er et element af magt og forhandling af styrkepositioner i alle religioner.

»Vi befinder os i en overgangsperiode. Vi ikke-muslimske danskere har levet sammen med muslimer i 40-50 år, så det er stadig nyt for os. Men jeg er sikker på, at vi ikke har hørt det sidste om religioner, frihed og restriktioner. Der kommer flere ønsker, mere forhandling, polemik og mere modstand mod ‘retræterum’ og lignende. Og det bliver fascinerende både at betragte og deltage i.