Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Luciaoptog — Studerende mod Besættelsen crashede en medarbejderjulefrokost på Søndre Campus med sang, levende lys og en berømt, svensk klimaaktivist.
Fredag 13. december gennemførte studenterforeningen Studerende mod Besættelsen årets sidste aktion: et luciaoptog.
Det foregik i bygning 13 på Søndre Campus, og lokationen var nøje udvalgt, for samme aften var der julefrokost for stedets ansatte, som var festligt klædt og stemt, da en række studerende pludselig kom syngende forbi.
De studerende var klædt i partisanertørklæder, og flere havde printet et billede af rektor Henrik C. Wegener ud og bar det som en maske. Den klassiske luciatekst var skiftet ud med strofer som:
Det her er en global bevægelse blandt studerende overalt i verden, der lige nu rejser sig og kræver akademisk boykot
Greta Thunberg, klimaaktivist
»Nu bæres døden frem / stolt på vores skole / rundt om i Israel /zionismen skal tone.«
Flere af de ansatte stoppede deres samtaler, fandt mobilen frem og filmede de studerende. Der blev især taget billeder, da en af optogets midterste deltagere fjernede Henrik Wegener-masken og afslørede sin identitet.
Bag masken var nemlig den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, som var kommet for at deltage i de studerendes protest og vise utilfredshed med den behandling, de studerende har fået af ledelsen gennem den seneste tids protester.
LÆS OGSÅ: Slut med teltlejr og strømpesokker: Studerende mod Besættelsen fjernet af politiet
Det sagde hun til Uniavisen, da vi fangede hende til et interview efter luciaoptoget.
Greta Thunberg, du er ikke studerede på Københavns Universitet. Hvorfor er du her i dag?
»Jeg er ikke studerende på dette universitet, men det her er en global bevægelse blandt studerende overalt i verden, der lige nu rejser sig og kræver akademisk boykot af israelske akademiske institutioner. Både på deres egne og andre universiteter.«
Og hvorfor mener du, at universiteterne skal lave akademiske boykotter?
»Hvis de fortsætter med at samarbejde med israelske universiteter, legitimerer de den israelske apartheid, besættelsen og folkemordet i Palæstina. Og det er ikke alt. Hvis ikke de laver akademisk boykot, hjælper de Israel og er på den måde medskyldige i folkemordet,« siger hun og fortsætter:
LÆS OGSÅ: Minister om studenterprotester og politi: Det er rimeligt, at ledelsen sætter grænser
»Vi vil vise ledelsen her på KU, at vi ikke giver op. Mens alle de her mennesker fejrer julefrokost, er der mange mennesker, som dør.«
De fleste kender dig som klimaaktivist – hvordan hænger den her form for aktivisme sammen med det?
»Klimaretfærdighed handler om menneskerettigheder. Og lige nu ser vi en humanitær katastrofe udfolde sig i Palæstina. Så alle, der har den mindste form for empati og menneskelighed tilbage, bør bruge sin stemme til at kræve, at folkemordet stopper.«
Kommer vi til at se dig demonstrere her på KU igen?
»Ja, det tror jeg.«
Oli Justsen Badoli læser statskundskab og er aktiv i Studerende mod Besættelsen. Han siger, at de studerende den seneste tid har oplevet, at deres ytringsfrihed er blevet »undertrykt drastisk.«
»Luciaoptoget skal vise, at vi stadig er her, og at vi gerne vil have noget mere face to face-kontakt med rektorerne. Det var derfor, vi tog maskerne på. Vi bliver her og kæmper for akademisk boykot, indtil de giver os det,« siger Oli Justsen Badoli.
LÆS OGSÅ: Rektor i stort interview: Derfor vil KU ikke lave akademisk boykot af Israel
Hvilke overvejelser gjorde I jer om Henrik Wegener-maskerne – som måske kan tolkes som maskering?
»Vi havde en del overvejelser inden. Men det her var en meget, meget mild demonstration, så vi tænkte ikke, det ville være et problem. Der var nogle – for eksempel mig – der ikke havde en maske på, og vi prøvede at gøre det meget tydeligt, at vi ikke på nogen måde prøvede at virke skræmmende,« siger den studerende.
Vi bliver her og kæmper for akademisk boykot, indtil de giver os det
Oli Justsen Badoli, studerende
Selve luciaoptoget bestod af omkring ni studerende, og en lille håndfuld andre studerende bevægede sig omkring optoget for at filme og tage billeder til foreningens sociale medier.
I var ikke så mange til aktionen i dag. Har rektor ret, når han siger, at I er en meget lille gruppe af mennesker, der prøver at forstyrre universitetets indre liv?
»Nej, det vil jeg ikke sige. Vi er mange mennesker, som er her på forskellige tidspunkter, og lige nu er vi midt i en eksamensperiode. Når man ser på, hvor mange der har støttet os gennem vores forskellige aktioner, så er det flere hundrede mennesker,« siger Oli Justsen Badoli og fortsætter:
»I år gik vi ud også ud og opfordrede studerende til at stemme på Studenterrådet til Univalget – og Studenterrådet fik sit bedste valg nogensinde. Vi er en stor bevægelse med mange mennesker. Og hver gang vi er på campus, er der mange, som kommer op til os og siger, at det er et fantastisk stykke arbejde, vi laver.«