Minister om studenterprotester og politi: Det er rimeligt, at ledelsen sætter grænser

De seneste uger har studenterforeningen Studerende mod Besættelsen demonstreret for en akademisk boykot af Israel.

Det begyndte 26. november, hvor de studerende forsøgte at opsætte en indendørs teltlejr på KUA, som dog blev lukket ned med hjælp fra politiet kort tid efter.

LÆS OGSÅ: Nogle studerende må demonstrere, andre må ikke

Meldingen fra ledelsen var, at »universitetets tålmodighed med aktioner, der relaterer til Israel og Palæstina, og som i høj grad påvirker øvrige dele af universitetsbefolkningen, […] ikke  længere [er] stor.«

Siden fulgte en uge, hvor de studerende efter eget udsagn ikke lavede teltlejr, men blot var til stede på campus med en række propalæstinensiske bannere og flag og i øvrigt havde iført sig strømpesokker for at signalere, at der var tale om fredelig protest.

LÆS OGSÅ: Slut med teltlejr: Studerende mod Besættelsen fjernet af politiet

Den 3. december blev de studerendes aktion ryddet af politiet. Ifølge ledelsen fordi de studerende gennem en længere periode har overtrådt universitetets ordensregler. De studerende er uenige, og mener, ledelsen handler i strid med ytringsfriheden.

Uniavisen har bedt uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) forholde sig til de konkrete begivenheder på KU og om at uddybe den antichikane-politik, der er på vej til universiteterne.

LÆS OGSÅ: Minister stiller sig bag rektor: Propalæstinensiske grupper opfører sig asocialt

Bakker op om ledelsen

Hvad mener du om, at KU’s ledelse lukker bestemte studenterdemonstrationer ned med henvisning til en tålmodighedsgrænse, der er blevet opbrugt?

»Jeg bakker fuldstændig op om KU’s ledelse og dens håndtering af den her situation. Alle har selvfølgelig ret til at demonstrere og ytre deres holdninger frit. Sådan skal det være. Men det skal ske inden for ordensreglerne. Og hvis KU ikke oplever, at de studerende efterlever gældende regler, er de nødt til at handle efter det. Og jeg kan sådan set godt forstå, at det kan slide på tålmodigheden, hvis man oplever, at man gentagne gange søger dialogen, men at de studerende – i dette tilfælde Studerende mod Besættelsen – ikke lytter,« siger Christina Egelund

Der skal være plads til at ytre sig. Men det skal selvfølgelig ske inden for rimelighedens grænse

Christina Egelund, uddannelses- og forskningsminister

Ledelsen sagde, at protesterne ikke kunne ses isoleret fra flere måneders forstyrrelser af universitetets indre liv. Bakker du op om det?

»Ja, det gør jeg. Jeg synes, at KU’s ledelse har været tålmodig gennem lang tid, og det mener jeg også, at man skal være. I min optik skal universitetet i udgangspunktet være et sted for fri debat, hvor man kan markere sine holdninger. Men det er klart, at det hele tiden skal ske i en afvejning mod, at hverdagen på universitetet også skal fungere for både ansatte og studerende.

»Og hvis man over en længere periode har en gruppe, som bliver ved med at insistere på det samme, og som jeg forstår det også bryder med universitetets ordensregler, så forstår jeg sådan set godt, at tålmodigheden slipper op,« siger ministeren.

Er det forskelsbehandling?

Der har været tidligere eksempler på Københavns Universitet, hvor tålmodighedsgrænsen har været højere. For eksempel HUM-blokaden i 2019, hvor de studerende besatte universitetet i en måned, både nat og dag og uden involvering fra politiet. Er der noget i de propalæstinensiske demonstrationer på KU, der i dine øjne adskiller sig fra denne blokade?

»Det eksempel, du henviser til, synes jeg egentlig meget godt understreger idealet – eller i hvert fald det, vi gerne vil efterstræbe: At der skal være højt til loftet på universitetet. Der skal være plads til at ytre sig. Men det skal selvfølgelig ske inden for rimelighedens grænse,« siger Egelund og tilføjer:

»Dengang strakte man sig langt, og det synes jeg også, at KU har gjort i det her tilfælde. Jeg ved, at man i lang tid søgte dialog med Studerende mod Besættelsen. Jeg var selv med ude og besøge dem i foråret sammen med rektor, da de havde slået teltlejre op udenfor – i en meget dialogsøgende og imødekommende facon.«

»Det var et vældig fint besøg, men det er klart, at hverdagen også skal fungere. Jeg er ikke inde i alle begivenhederne på KU, men hvis ledelsen har ment, det var nødvendigt at tilkalde politiet flere gange, så mener jeg, det er rimeligt at trække en streg i sandet på et tidspunkt.«

Hvorfor politi?

De studerende har kritiseret, at politiet er blevet tilkaldt for at fjerne en lille gruppe studenteraktivister, der hverken var maskerede, larmende eller på anden måde generede andre, men som blot har siddet på campus med propalæstinensiske bannere. Hvad mener du om det?

»Jeg er enig i, at det er voldsomt, at politiet er nødt til at gribe ind. Men ledelsen på KU har åbenbart vurderet, at det har været nødvendigt i de givne situationer. Helt generelt vil jeg sige, at det desværre ikke kun er på Københavns Universitet, man det seneste års tid har oplevet, at det har været nødvendigt at tilkalde politiet,« siger hun.

Som studerende på et dansk universitet skal man kunne møde op uden at blive mødt af chikanerende adfærd. Lige meget hvilken sag eller holdning, den bunder i

Christina Egelund, uddannelses- og forskningsminister

»Det er også sket på andre uddannelsesinstitutioner, hvor det har været nødvendigt at indskærpe og håndhæve ordensreglerne på en relativt firkantet måde. Jeg har ikke indtryk af, at man fra KU’s side er normativ i, hvilke demonstranter, man har større tålmodighed med frem for andre. Jeg tror nærmere, det handler om opførsel end om indhold.«

På Uniavisen har vi talt med en retsfilosof, som finder det meget problematisk, hvis man forskelsbehandler studenteraktivister på baggrund af politisk indhold – og at propalæstinensiske studenteraktivister bør være beskyttet af ytrings- og forsamlingsfrihed på lige fod med alle andre. Er du enig i det?

LÆS OGSÅ: Retsfilosof: Det er »meget problematisk,« hvis KU forskelsbehandler studenteraktivister

»Jeg er enig i, at universitetet skal være et sted, hvor alle kan komme til orde, og hvor man kan ytre sine holdninger. Men man har også et ansvar for at gøre det inden for de ordensregler, der gælder – og det er helt fritaget for, hvilke synspunkter, man prøver at fremme,« siger Egelund.

»Ledelserne har på den ene side et ansvar for at varetage, at der er plads til åben og fri debat på universitetet. Også når der er ting i samfundet, som er vanskelige at tale om. På den anden side har de et ansvar for, at hverdagen for studerende og ansatte er god. Det spændingsfelt prøver ledelserne på de videregående uddannelser i hele den vestlige verden at balancere disse år, hvor der blæser heftige polariserende vinde over os,« siger hun og tilføjer:

»Og jeg synes, at ledelsen på KU har balanceret i præcis det spændingsfelt på en meget overbevisende måde.«

Ytringsfriheden indskrænkes

På et samråd 3. december sagde du, at du har rykket dig på spørgsmålet om ytringsfrihed. Kan du uddybe – og hvor går grænsen?

»Det er jo det, der er så utrolig svært. Da jeg første gang som minister skulle tage stilling til dette område, hvor der har været konkrete situationer med relativt voldsomme begivenheder for nogle studerende, var mit eget udgangspunkt, at så længe ytringer er inden for lovens rammer, måtte det også være gangbart på universitetet,« siger hun og fortsætter:

»Så blev jeg mødt med forskellige konkrete situationer, for eksempel på Det Juridiske Fakultet på KU, hvor nogen havde tegnet et hagekors på en tavle. Det er sådan set inden for lovens rammer, hagekorset er ikke forbudt i Danmark. Men betyder det, at man skal acceptere det i et undervisningslokale, eller at jeg for den sags skyld vil acceptere det på en tavle i Uddannelses- og Forskningsministeriet? Nej, det vil jeg ikke. For man har også et ansvar for, at hverdagens fællesskaber fungerer på en ordentlig måde. Og det indbefatter, som jeg ser det, ikke hagekors.«

»Det satte en større refleksion i gang hos mig om, hvor grænsen går. Og man kan ikke sætte en sort-hvid formel op, for det er relativt kompliceret. Det er et spændingsfelt mellem på den ene side at honorere en fri debat og synspunkter, man selv er uenig i. Og på den anden side at tage ansvar for, at de minoritetsgrupper, som går eller arbejder på universiteterne, kan have et rum, som er fri for politik og for at se på ytringer, som for nogle kan virke enormt barske.«

Politik mod chikane på vej

På samrådet sagde du, at der skal indføres en antichikane-politik på universiteterne. Er den rettet specifikt mod propalæstinensiske demonstrationer, eller skal den ses i bredere forstand?

»Det skal absolut ses bredere. Aktuelt er det den konflikt, som sætter nogle af de her principper på spidsen, men en antichikane-politik er selvfølgelig mere generel. Den handler om, at man som studerende på et dansk universitet skal kunne møde op uden at blive mødt af chikanerende adfærd. Lige meget hvilken sag eller holdning, den bunder i.«

Kan du komme med nogle eksempler på, hvad der ville være i strid med den nye antichikane-politik?

»For eksempel, når der er begået hærværk på RUC, hvor der står, at zionister bør være bange. Det synes jeg er uden for skiven.«

Vil en gruppe studerende med ’Free Palestine’-bannere og palæstinensiske flag være i strid med den nye politik?

»Nej, det vil jeg bestemt ikke mene. Det er en balancegang, men udgangspunktet er selvfølgelig, at vi lever i et land med en smuk og stolt tradition for en relativt udstrakt ytringsfrihed. Det er et af omdrejningspunkterne for, at vi har en demokratisk samtale og en oplyst debat. Det er enormt vigtigt, og her spiller universiteterne en helt central rolle,« siger hun og tilføjer:

»Men det skal foregå på en måde, som ikke er intimiderende eller chikanøs over for i det her tilfælde studerende. Det spændingsfelt skal vi navigere i.«