Hæld jord i kanalen, før nogen drukner

Uniavisen skrev for nylig om en professor, der var faldet i den en meter dybe kanal på Søndre Campus uden for Det Juridiske Fakultet. Han faldt med hovedet først, fik hele kroppen under vandet og blev forståeligt nok meget chokeret.

Kunne være druknet

Flere personer er faldet i kanalen, men de ansvarlige nægter at sætte hegn op, skriver Uniavisen. »Det er generelt sikkert at færdes rundt om dem,« lyder svaret. Tja, det er også generelt sikkert at køre med 160 kilometer i timen på en motorvej, men det må vi altså ikke.

Det er hovedløst og uansvarligt ikke at gøre noget ved sagen. Når det er mørkt, kan man overse kanalen, når man skal over til Metrostationen. Hvis man slår hovedet og bliver bevidstløs, kan man drukne.

LÆS OGSÅ: Professor faldt i kanalen på Søndre Campus: »Hovedet kom under«

Københavns Universitet meddeler, at de ikke kan gøre noget. De henviser til Bygningsstyrelsen, men kanalerne tilhører Ørestad Grundejerforeninger og Vandlaug. Og her udtaler sekretariatslederen, at der er en stige i hver side af kanalen, man kan bruge, hvis man er så uheldig at falde i.

Et glimrende råd til dem, der er slået bevidstløse og drukner. Alle træder vande, så at sige. Hvis et atomkraftværk nedsmelter, kan man jo også bare forlade området, ikke?

Hegn op eller jord i

Der må gøres noget. Enten må der sættes hegn op, eller også må kanalen sløjfes. Det kan ikke være nogen stor opgave at fylde jord i og sætte fliser ovenpå, ligesom på resten af arealet. Men handlingslammelsen er desværre symptomatisk for universiteterne.

Handlingslammelsen er desværre symptomatisk for universiteterne

Reaktionen minder mig om dengang, jeg læste kemi i Lund, hvor der var det modsatte problem: Mangel på vand i de brusere, som er vigtige at kunne få hurtig adgang til, hvis man skulle være uheldig at få ætsende kemikalier på huden.

Den første dag i laboratoriet viste underviseren de nye studerende rundt og lagde stor vægt på sikkerheden. Han sagde, at der var en bruser i hvert rum og pegede på en af ​​dem. Jeg bad ham om at demonstrere, at den virkede. Han blev meget irriteret og sagde, at selvfølgelig virkede den.

Men jeg holdt ved, og selvom læreren blev møgsur, trak han i håndtaget. Dryp, dryp, dryp. Én dråbe ad gangen blev langsomt frigivet fra bruseren. Min insisteren førte til, at alle brusere i hele Kemicentrum blev renoveret efter mange års ’det er jo bare en bruser’-passitivitet.

Her er det jo også ’bare en lille kanal’ uden for Jura, ikke?